Skanderborg

 
 

Jobcentrets tilbud

På denne side kan du læse om:

Mentor

Ved en mentor forstås en erfaren medarbejder i virksom­heden eller en ekstern person, der sørger for introdukti­on og oplæring i et omfang, der rækker ud over arbejds­pladsens normale forpligtelser til dette.

En mentor kan også bruges til opgaver, der ligger uden for arbejdspladsen eller uddannelsesinstitutionen m.m., hvis det er nødvendigt for at du kan deltage.

Du kan få et tilbud om mentor støtte, hvis du er

  • ledig
  • ansat med løntilskud
  • i fleksjob
  • sygemeldt.

Personlig assistance

Personlig assistance er til dig, som på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har brug for personlig hjælp til de opgaver i arbejdet, du ikke længere selv kan klare.

Eksempler på personer som kan få personlig assistance

  • person med nedsat syn eller hørelse
  • et bevægelseshandicap
  • er ordblind

Du kan få en personlig assi­stent, der kan hjælpe sig i op til 20 timer om ugen. Virksomheden kan vælge enten at ansætte en person uden for virksomheden eller frikøbe en kollega til at fungere som personlig assistent.

Du kan først få tilskud til personlig assistance, når du er i arbejde eller er begyndt på en uddannelse forud for en konkret ansættelse. Som hovedregel vil vi besøge virksomheden før vi giver et tilskud.

Hjælpemidler på arbejdspladsen 

Du kan få tilskud til arbejdsredska­ber og indretning af en arbejdsplads, hvis du har svært ved at varetage sit arbejdet på grund af problemer med helbredet.

Det kan for eksempel være tilskud til

  • undervisningsmaterialer
  • værktøj
  • mindre arbejdsmaskiner til personligt brug
  • sænkning af gulve
  • installation af ramper
  • kortvarige kurser

Virksomhedspraktik

Hvis du er ledig, sygemeldt eller på revalidering har du mulighed for at komme i virk­somhedspraktik.

Formålet med at at komme i virksomhedspraktik er at finde ud af hvilket job du er i stand til at varetage eller at opkvalificere dine faglige, sociale eller sproglige kompetencer. Samtidig får du mulighed for at vise virksomheden, hvad du dur til.

Længde på praktikken

Virksomhedspraktik betyder, at du kommer på et praktik­ophold hos en offentlig eller privat virksomhed.

Praktikken kan vare op til fire uger, hvis du er medlem af en a-kasse. Og op til 13 uger hvis du

  • er sygemeldt
  • får starthjælp eller kontanthjælp og mangler joberfaring
  • har været ledig i lang tid

Det er efter en konkret vurdering muligt at forlænge praktikperioden ud over 13 uger.

Vi har god erfaring med, at ledige får arbejde efter en virksomhedspraktik. Ofte er det en god ide, at arbejdsgiver og arbejdstager ser hinanden an, og med virksomhedspraktik kan det ske på en hensigtsmæs­sig og smart måde for begge parter.

Løntilskud

Ansættelse med løntilskud er ofte en genvej til fast arbejde. Her kan du genoptræne eller styrke dine kvalifi­kationer. Du kan få brugt viden fra kurser eller afprøve en - for dig - helt ny type job.

Ved at blive ansat i job med løntilskud får du erhvervserfa­ring i en konkret virksomhed og du får mulighed for at vise en potentiel arbejdsgiver, at du er værd at satse på.

Hvem kan få job med løntilskud

Du kan blive ansat med løntilskud, hvis du er ledig og har ret til at blive aktiveret, eller hvis du er sygemeldt. Tilbud om løntilskud gives dog altid på baggrund af en individuel vurdering, så du skal altid afklare med din sagsbehandler/jobkonsulent, om du er berettiget til job med løntilskud.

Aflønning

Ansættes du i en privat virksomhed, aftales løn og ansæt­telsesvilkår med udgangspunkt i den gældende overens­komst på området eller den løn, der gælder for tilsvarende arbejde. Arbejdsgiveren ansætter dig som ledig og modta­ger et tilskud til din løn.

Ansættes du i en offentlig virksomhed, vil du få en løn, der svarer til dine dagpenge eller din kontanthjælp. Den ugentlige arbejdstid fastsættes herefter og vil ligge mellem 30 og 36 timer. Er du sygemeldt vil timeantallet være ned til 4 timer om ugen. Øvrige ansættelsesforhold følger overenskomsten på området.

Varighed af ansættelsen

Varigheden af ansættelsen aftales i hvert enkelt tilfælde, men du er kun bundet af løntilskudsjobbet, indtil du finder/får tilbudt ordinært arbejde. Dog skal der tages hensyn til gældende opsigelsesfrister. Tilbud om ansættel­se med løntilskud kan højst gives i op til et år hos samme virksomhed.

Revalidering

Revalidering er en hjælp, du kan få, hvis du har begrænsninger i din arbejdsevne af fysiske, psykiske eller sociale årsager.

Med en revalidering får du mulighed for enten at blive på din arbejdsplads eller komme videre i et job, der passer til dine behov. 

Revalidering kan være:

  • uddannelse
  • optræning
  • omskoling
  • virksomhedspraktik

Under revalidering kan du få kontanthjælp, starthjælp eller revalideringsydelse.

Jobplan

Før du går i gang med den egentlige revalidering, skal du sammen med en sagsbehandler udarbejde en jobplan. Jobplanen skal blandt andet beskrive følgende:

  • Den type arbejde, du sigter mod
  • De planlagte initiativer
  • En tidsplan

Du kan højst få revalideringsydelse i fem år.

Forrevalidering

For at kunne afklare hvad du kan klare skal du ofte igennem en forrevalidering. Den indeholder som regel en såkaldt arbejdsprøvning, hvor du kan prøve dine kræfter, evner og muligheder af i forskellige arbejdsfunktioner.

En forrevalidering kan blandt andet foregå på

  • en arbejdsplads
  • en institution for revalidering
  • et højskoleophold
  • hf-kurser
  • undervisning på 9.-10. klasses niveau
  • erhvervsintroducerende kurser

Erhvervsvejledning

Har du brug for vejledning om job og uddannelse, kan du bestille tid til samtale ved Jobcentrets erhvervsvejleder. Kontakt Jobcentret for nærmere oplysninger.

Tilbuddet om vejledning om job og uddannelse kan benyttes af alle, uanset om du er i arbejde eller er ledig.

 

Du er velkommen til at kontakte Jobcentret, hvis du vil høre mere om tilbuddene.