Skanderborg

 
 

Aktivering

Som ledig har du pligt til at deltage i aktivering. Formålet med aktivering er at forbedre dine muligheder for at komme i arbejde. Sammen med Jobcentret fastlægger du dit aktiveringsforløb i form af en jobplan. Du skal overholde jobplanen for at kunne få dagpenge.

Du skal i aktivering, når

  • du er under 30 år og senest efter 13 ugers ledighed
  • du er fyldt 30 og ikke fyldt 60 år og senest efter 9 måneders ledighed
  • du er over 60 år og senest efter 6 måneders ledighed.

Muligheder for aktivering

Mens du er i aktivering, har du pligt til fortsat at søge arbejde og tage imod arbejde, som Jobcentret finder til dig. Der er tre former for aktivering:

Virksomhedspraktik

Du har mulighed for at komme i praktik i en offentlig eller privat virksomhed.

Praktikperioden er maximalt 4 uger og kan ikke vare længere i samme virksomhed. Der er dog mulighed for at komme i praktik i flere virksomheder.

Under praktikopholdet betaler virksomheden ikke løn, men du får fortsat udbetalt dagpenge. Mens du er i praktik skal du stadig være tilmeldt jobcentret og bekræfte aktiv jobsøgning. Der er mulighed for, at en praktik kan overgå til ansættelse med løntilskud.

» Læs mere om virksomhedspraktik på Jobnet.dk (nyt vindue)

Løntilskud

Du kan blive ansat med løntilskud, hvis du er ledig og har ret til at blive aktiveret.

Du kan blive ansat hos private og offentlige arbejdsgivere samt hos organisationer og foreninger. Arbejdsgiveren ansætter dig som ledig og modtager et tilskud til din løn. Forløbet aftales i samarbejde mellem dig, Jobcentret, din a-kasse og en virksomhed. Hvis du bliver ansat i et job med løntilskud, skal du fortsat være tilmeldt Jobcentret.

Løntilskud - private virksomheder

Når du kommer i arbejde med løntilskud i en privat virksomhed, gælder de almindelige overenskomstmæssige vilkår for dig, eller du får den løn, der gælder for tilsvarende arbejde.

For at blive ansat med løntilskud hos private arbejdsgivere skal du som ledig med dagpenge have været ledig i sammenlagt 6 måneder. Hvis du får kontanthjælp, skal du have modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på 6 måneder.

En privat arbejdsgiver kan i løntilskud få udbetalt 67,27 kr. i timen (sats for 2010). Dette tilskud får man normalt i 6 måneder, men det kan forlænges i op til et år.

Løntilskud - offentlige virksomheder

Får du løntilskud til ansættelse hos en offentlig arbejdsgiver, kan du højest få løn, der svarer til din dagpengesats. Arbejdsgiveren fastsætter arbejdstiden afhængig af din løn.

Ansættes du med løntilskud, er du omfattet af samme lovgivning som ordinært ansatte.

En offentlig arbejdsgiver kan i løntilskud få udbetalt 125,40 kr. i timen. Dette løntilskud får man normalt i 6 måneder, men det kan forlænges i op til et år.

Kontakt Jobcentret og hør nærmere om netop dine muligheder.

Vejledning og opkvalificering (kurser og efteruddannelse) 

Du har mulighed for at komme på kurser, der kan hjælpe dig med din jobsøgning.

Du har også mulighed for at deltage i efteruddannelse på tekniske skoler, handelsskoler eller andre skoler, det tilbyder arbejdsmarkedsuddannelser.

Der er mulighed for andre kurser og uddannelser.

Alle kurser og uddannelser skal aftales med din sagsbehandler på Jobcentret. Der er særligt i første periode af din ledighed begrænsning i, hvor lang tid du kan deltage i kurser. Kontakt din sagsbehandler, hvis du ønsker kurser eller uddannelse.

Specielt til uddannelsesinstitutioner

Betalingsbetingelser vedrørende Enkeltpladskontrakt i forbindelse med uddannelsesforløb.