Børnepasningspolitik
- Rummelighed og inklusion
- Pædagogiske målsætninger
- Drifts- og organisationsformer
- Sundhed og forebyggelse
- Ressourcetildeling og økonomi
- Overgange
- Arbejdsmiljø
- Fysiske rammer
Rummelighed og inklusion
Politiske visioner og udviklingsmål
Rummelighed og inklusion er den overordnede tilgang i det pædagogiske arbejde i Skanderborg Kommune.
I de første seks år af barnets liv lærer det som menneske ca. halvdelen af det, man lærer gennem hele livet. Det er derfor målet, at der ydes en meget tidlig indsats, at dagtilbudene har fokus på læring i forhold til børn med særlige behov, og at dagtilbudene søger at kompensere pædagogisk i de tilfælde, hvor forældreevnen ikke er tilstrækkelig. På denne måde gives vore svage børn og unge optimale muligheder for at bryde den negative sociale arv.
Det skal på dagtilbudsområdet sikres, at støtteressourcerne rettes derhen, hvor behovet findes, og at der iværksættes de fagligt set bedste tilbud.
Service- og kvalitetsmål
Der igangsættes i 2008 et kommunalt udviklingsprojekt, der styrker det pædagogiske arbejde med rummelighed, inklusion og relationer. Der afsættes midler i fagsekretariatet til udviklingsprojektet.
Integrering af børn og unge med anden etnisk oprindelse skal ske ved hurtig og effektiv
sprogindsats, ved aktiv integrering i dagtilbudet, ved tilknytning til fritidslivet og gennem tæt samarbejde med forældrene.
Pædagogiske målsætninger
Politiske visioner og udviklingsmål
Udeliv i børneinstitutionerne skal prioriteres højt. Specielt i vores naturskønne område bør natur og friluftsaktiviteter være en væsentlig del af et børneliv og bidrage positivt til øget viden og sundhed.
Det skal sikres, at børn i daginstitutionerne stifter bekendtskab med såvel drenge- som pigeliv.
Dagtilbudene skal kunne rumme børn, der har et særligt behov for stor fysisk aktivitet.
Dagtilbudene medvirker – i samarbejde med forældrene – til at børnene er skoleparate, når de starter i skolen.
Drifts- og organisationsformer
Politiske visioner og udviklingsmål
- I Skanderborg Kommune er det målet at have forskellige institutionstyper og forskellige drifts- og organisationsformer i forhold til dagtilbud for 0 - 6 årige.
- Der er ønske om pasningstilbud i nærområderne.
- De forskellige dagtilbud kan optage børn fra hele Skanderborg Kommune.
- Med udgangspunkt i helhedstænkningen løses pasningsbehovet for de 0 – 2 årige såvel i institutioner som i dagpleje. Der arbejdes for at skabe større tilknytning mellem dagplejen og institutioner i lokalområderne med det formål at skabe bedre arbejdsforhold for dagplejerne.
- Vi respekterer selvejende og private institutioner og ønsker et godt samarbejde med dem.
- Der bør eksperimenteres med ledelsesformer på dagtilbudsområdet.
- Det tilstræbes, at dagplejen omfatter pasning af 0 - 2 årige.
- Det er målet på sigt at få dagplejen organiseret med gæstedagplejepladser eller -huse.
- Der er mulighed for oprettelse af private legestuer i Skanderborg Kommune.
- Der er fokus på gode legestuefaciliteter.
Service- og kvalitetsmål
- Fagsekretariatet Børn og Unge inviterer de selvejende og private institutioner til deltagelse i det kommunale samarbejde omkring fælles mål og fælles udvikling.
- Der skal være tilstrækkelige gæstedagplejeordninger.
- Der ydes et kommunalt tilskud til aktiviteter i private legestuer.
Sundhed og forebyggelse
Politiske visioner og udviklingsmål
- I 2007 arbejdes videre med at skitsere mulighederne i forhold til madordninger for såvel skoler som institutioner.
Ressourcetildeling og økonomi
Politiske visioner og udviklingsmål
- Ressourcetildeling og økonomi optimeres på dagtilbudsområdet.
Service- og kvalitetsmål
- Der arbejdes ud fra princippet ”pengene følger barnet”.
- Institutionerne tildeles resurser i forhold til det faktiske passede antal børn.
- Børn, der er på orlov, tilbydes ikke et legestuetilbud i børnehaverne.
Overgange
Politiske visioner og udviklingsmål
- Det er målet at skabe helhed i børnenes hverdag.
Service- og kvalitetsmål
- I de integrerede institutioner overgår børnene fra vuggestue til børnehave ved 2 år og 9 måneder.
- Børn overgår som udgangspunkt til pasning i børnehave i den måned, hvor de fylder 3 år.
- Flytning af børn fra børnehave til SFO kan ske senest den 1. juni i stedet for 1. august.
- Institutioner og skoler samarbejder i de enkelte skoledistrikter om fastsættelse af principper for børns overlevering fra dagtilbud til skole.
Arbejdsmiljø
Politiske visioner og udviklingsmål
- Det er målet at sætte fokus på dagplejernes arbejdsmiljø gennem en indsats for at forbedre dagplejernes vilkår.
- Der skal tilbydes udvikling og opkvalificering til dagplejere.
- Der anvendes i videst muligt omfang relevante hjælpemidler i dagplejen.
Service- og kvalitetsmål
- Dagplejernes egne børn under 3 år indgår i 4-børns kontrakterne.
Fysiske rammer
Politiske visioner og udviklingsmål
- Det er ved udvidelser målet, at institutionerne får en størrelse, der sikrer effektiv udnyttelse af ressourcerne, letter den pædagogiske ledelse og giver børnene mulighed for at indgå i brede og større sociale sammenhænge.
Dette skal dog ses i sammenhæng med ønsket om at have pasningstilbud i nærområderne.
- Fremtidigt byggeri på institutionsområdet skal være så fleksibelt og fremtidssikret som muligt.
Service- og kvalitetsmål
- Ved nybyggeri af institutioner til 0 - 6 årige satses på integrerede institutioner.
- Det skal sikres, at lokalerne i integrerede institutioner kan anvendes til såvel børnehave- som vuggestuegrupper.
Dansk
English
Deutsch