Foreningsoprettelse
Vejledning i udarbejdelse af vedtægter.
Hvad er det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde
Det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde rummer idræt samt idébestemt og samfundsengagerende fritidsvirksomhed, hvortil der er knyttet en deltagerbetaling. Det er således en forudsætning, at medlemmerne bidrager økonomisk til foreningens virksomhed.
Folkeoplysende frivilligt foreningsarbejde skal bygge på et forpligtende fællesskab og aktivt medlemskab.
Foreningens godkendelse
Folkeoplysningsudvalget vurderer og afgør om de krav, som er opstillet, er opfyldt tilstrækkeligt for en godkendelse som frivillig folkeoplysende forening.
Vedtægter
En folkeoplysende forening skal have en vedtægt.
Vedtægterne skal som minimum indeholde oplysninger om:
1. Foreningens formål
2. Valg til bestyrelsen og antallet af bestyrelsesmedlemmer
3. Regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor
4. Betingelser for medlemskab
5. Tegningsret for foreningen
6. Procedure for vedtægtsændringer
7. Anvendelse af foreningens eventuelle overskud/formue ved ophør
Vejledning
1. Foreningens formål
Formålet med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde er med udgangspunkt i aktiviteten og i det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen og dermed medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
Foreningens formålsparagraf skal tage udgangspunkt i ovenstående formål. Det er ikke tilstrækkeligt at have en formålsparagraf, der beskriver, at man i foreningen kan dyrke f.eks. badminton, fodbold, spejderarbejde eller lignende. Formålsparagraffen skal også indeholde en beskrivelse af foreningens mål for det forpligtende fællesskab og aktive medlemskab.
Med det forpligtende fællesskab og aktive medlemskab menes, at et medlem af en frivillig folkeoplysende forening er en del af foreningen med indflydelse og ansvar overfor foreningens fællesskab og aktiviteter. Det forpligtende fællesskab, medlemsindflydelse og aktive medlemskab er samtidig de begreber, som adskiller den frivillige forening fra de kommercielle tilbud, hvortil der ikke ydes offentlige tilskud eller stilles lokaler til rådighed.
Nedenstående er eksempler på, hvordan en forenings formål kunne formuleres:
”Det er Skanderborg X-forenings formål at tilbyde interesserede mulighed for at dyrke denne aktivitet samt med udgangspunkt i selv samme foreningen at udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar i foreningen og i det lokale samfund”.
”Det er Skanderborg X-forenings formål at skabe gode muligheder for, at medlemmerne kan dyrke/praktisere aktivitet-Y, og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til Y”.
”Foreningens formål er at skabe gode muligheder for at dyrke/praktisere aktivitet-Y med udgangspunkt i medlemmernes interesse og engagement. Det sociale liv og medlemmernes fælles virke og ansvar er udgangspunkt for virksomheden”.
Ovenstående eksempler er vejledende. Alle foreninger opfordres til at diskutere og formulere netop det formål, der passer til jeres forening.
Folkeoplysningsloven støtter ikke foreninger, der etableres alene med det formål at afholde enkeltstående arrangementer. Der skal være tale om faste, planlagte arrangementer.
2. Valg til bestyrelsen og antallet af bestyrelsesmedlemmer
Der skal være demokratisk valg til foreningens bestyrelse, hvilket sker ved afholdelse af en årlig generalforsamling, hvor foreningens aktive medlemmer har indflydelse på valg af foreningens ledelse.
Børn og unge bør have stemmeret. Børnemedlemmer kan dog være repræsenteret ved deres forældre i foreningens demokratiske struktur.
3. Regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor
Foreningens regnskabsår skal fremgå af vedtægterne ligesom det skal fremgå, hvor foreningens midler evt. opbevares.
Valg af revisor og revisorsuppleant skal fremgå af vedtægterne. Foreningen vælger revisor og revisorsuppleant på generalforsamlingen.
4. Betingelser for medlemskab
Det skal som hovedregel være muligt for alle, der tilslutter sig foreningens formål, at blive medlem. D.v.s. at der ikke må ske en diskrimination på grund af etnisk baggrund, religion, politisk tilhørsforhold eller andre lignende forhold.
Foreninger, hvor medlemskabet er betinget af køn, vil opfylde åbenhedskriteriet.
5. Tegningsret for foreningen
Den samlede bestyrelse er ansvarlig for, at tilskud og anviste lokaler anvendes i overensstemmelse med folkeoplysningsloven og Kommunens gældende retningslinjer. Det er således den samlede bestyrelse, der skal underskrive det årlige regnskab.
Det kan være hensigtsmæssigt i vedtægten at fastsætte retningslinjer for, hvem der i øvrigt tegner foreningen i økonomiske anliggender samt hvem, der kan tegne foreningen over for Skanderborg Kommune ved ansøgning om tilskud m.v.
6. Procedure for vedtægtsændringer
Det skal fremgå af vedtægten, hvorledes foreningens vedtægt kan ændres.
7. Anvendelse af foreningens eventuelle overskud/formue ved ophør
Ved en folkeoplysende foreningens opløsning skal anvendelse af et eventuelt overskud/formue, der er opstået ved foreningens virksomhed fremgå af vedtægten.
Det anbefales, at overskud/formue ved en forenings ophør tilfalder et almennyttige formål. Som overskud/formue betragtes både materiel, inventar, bygninger og kapital.
Årlig beretning til Folkeoplysningsudvalget
Frivillige folkeoplysende foreninger, som har modtaget tilskud, skal hvert år aflægge regnskab til Skanderborg Kommune. Årlig beretning til Folkeoplysningsudvalget kan f.eks. ske ved dialogmøder eller ved indsendelse af beretning, hvori foreningens folkeoplysende aktiviteter beskrives.
Som minimum bør beretningen indeholde oplysninger om, hvorledes der er levet op til foreningens formålsparagraf specielt de initiativer foreningen har taget i forhold til det forpligtende fællesskab.
Ansøgning om godkendelse
For at blive godkendt som folkeoplysende forening skal du og din forening sammen med de på generalforsamlingen godkendte og underskrevne vedtægter indsende ansøgningsskema om godkendelse til Folkeoplysningsudvalget i Skanderborg Kommune.
Ansøgningsskema finder du til højre under selvbetjening.
Dansk
English
Deutsch