
Kulturområdet
Takket være frivillige ildsjæle og en kommune, der bakker sine kulturglade borgere op og inspirerer med et stærkt børnekulturelt arbejde er Skanderborg Kommunes kulturliv noget, der tales om mange steder.
Året rundt kan børn opleve kunst, musik, dans, teater og film formidlet i børnehøjde. Voksne kan gå på opdagelse i børnenes kulturoplevelser og lade sig inspirere. Skanderborg Kommune tilbyder kultur til børn lige fra dagplejen til overbygningen i skolen. Gennem et helt barneliv oplever alle børn og unge i kommunen værdifulde kulturelle oplevelser med leg og læring og masser af kvalitet.
Skanderborg danner desuden ramme om de to store musikfestivaler Danmarks Smukkeste Festival og Sølund Musik Festival, ligesom Kulturhuset tilbyder en række kulturtilbud. Endelig findes der i alt 3 foreningsdrevne biografer i henholdsvis Skanderborg, Galten og Ry. BIO Huset i Galten supplerer endvidere filmfremvisningen med musikarrangementer, debataftener og børneteater.
Mange af kommunes landsbyer rummer et forsamlingshus, hvor der tilbydes en række kulturtilbud, bl.a. foredrag, sangaftener og revyer. Tilsvarende arrangerer menighedsrådene koncerter af høj kvalitet i de mange kirker.
Om sommeren kan du komme til koncert på havnen i Ry, og på Ejer Bavnehøj og Himmelbjerget afholdes hvert år folkemøder og andre arrangementer. Det lille Lysthuset i Veng forsyner den vestlige del af kommunen med foredrag, musik og udstillinger.
Dansk
English
Deutsch