Vedtægter
§ 1. Navn og hjemsted
Kultursamvirket Skanderborg har hjemsted i Skanderborg kommune.
§ 2. Formål
Kultursamvirket fungerer som paraplyorganisation for foreninger m.fl. med hjemsted i Skanderborg kommune - et forum for støtte til kulturelle aktiviteter.
Kultursamvirket skal medvirke til at udvikle og stimulere et bredt og varieret kulturliv i kommunen som helhed.
Kultursamvirket har til opgave at være bindeled mellem kulturelle foreninger, organisationer, institutioner og grupper m.v. og de kommunale myndigheder, turisme og erhvervsliv.
Kultursamvirket kan selvstændigt tage initiativ til kulturelle arrangementer.
Kultursamvirket forvalter de kommunale og andre tilskud, som stilles til rådighed for kulturelle aktiviteter.
§ 3. Medlemskab
Enhver forening, organisation, institution, gruppe eller enkeltperson, som arrangerer eller formidler offentlige kulturelle aktiviteter og som har hjemsted i Skanderborg kommune, kan være medlem af Kultursamvirket Skanderborg.
I vedtægterne er medlemmerne herefter benævnt som FORENING(ER).
Ansøgning om optagelse i Kultursamvirket sker ved skriftlig henvendelse til samvirkets formand eller sekretær.
Kultursamvirkets bestyrelse træffer beslutning om, hvorvidt ansøgeren kan optages som medlem.
Udmeldelse sker ligeledes ved skriftlig henvendelse til Kultursamvirkets bestyrelse.
Bestyrelsen kan nægte optagelse samt ekskludere en forening, hvis 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor.
I tilfælde af nægtelse/eksklusion skal spørgsmålet forelægges det følgende repræsentantskabsmøde, dersom den pågældende forening ønsker det.
Bestyrelsen orienterer på repræsentantskabsmøderne om ændringer i medlemskredsen, og medlemsfortegnelsen offentliggøres på Kultursamvirkets hjemmeside.
§ 4. Repræsentantskab
Repræsentantskabet er Kultursamvirkets øverste myndighed.
Hver fremmødt forening har 1 stemme. Enkeltpersoner har ikke stemmeret, men er valgbare til bestyrelsen.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Andre fra foreningerne kan deltage i repræsentantskabsmødet uden stemmeret.
Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år inden udgangen af marts måned med følgende dagsorden
Valg af dirigent.
Registrering – herunder orientering om nye/udtrådte medlemmer.
Beretning fra bestyrelsen.
Økonomisk redegørelse.
Indkomne forslag.
Valg.
Forslag til handlingsplan for det kommende år.
Eventuelt.
Bestyrelsen indkalder til repræsentantskabsmøde med mindst 1 måneds varsel ved bekendtgørelse i dagspressen eller ved meddelelse til medlemmerne.
Forslag, der ønskes behandlet på repræsentantskabsmødet, skal være sekretariatet i hænde senest 14 dage før mødet.
Dagsorden udsendes til alle medlemmer senest 1 uge før mødet.
Oversigt over samvirkets økonomiske dispositioner udsendes sammen med dagsordnen for repræsentantskabsmødet.
Ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan indkaldes, når et flertal af bestyrelsen eller mindst en fjerdedel af medlemmerne fremsætter skriftlig, begrundet anmodning herom.
Ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal hurtigst muligt herefter indkaldes af bestyrelsen med de varsler, som gælder for ordinært repræsentantskabsmøde.
Ethvert repræsentantskabsmøde, som er lovligt indvarslet, er beslutningsdygtigt.
Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Valg til bestyrelsen foregår skriftligt. Alle øvrige afstemninger/valg foregår ved håndsoprækning med mindre 1/4 af de fremmødte medlemmer begærer skriftlig afstemning.
Der udarbejdes referat fra repræsentantskabsmødet. Referatet underskrives af dirigenten og udsendes sammen med beretningen til Kultursamvirkets medlemmer samt offentliggøres på samvirkets hjemmeside.
§ 5. Bestyrelsen
Kultursamvirket ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer.
Bestyrelsen vælges af repræsentantskabet for 2 år, idet 4 medlemmer afgår i ulige årstal og 5 medlemmer afgår i lige årstal. Genvalg kan finde sted.
Ved valg til bestyrelsen tilstræbes en bred kulturfaglig sammensætning og geografisk spredning af medlemmerne.
Der vælges 2 suppleanter for 1 år ad gangen.
Ingen forening kan i bestyrelsen repræsenteres af mere end et medlem.
Bestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter repræsentantskabsmødet med formand og næstformand.
Kultursamvirkets bestyrelse fastsætter selv sin forretningsorden.
Kultursamvirket kan nedsætte udvalg til varetagelse af særlige opgaver, idet dog mindst et medlem af sådanne udvalg skal være medlem af bestyrelsen.
Bestyrelsen indbyder mindst 1 gang årligt det politiske udvalg, som Kultursamvirket refererer til. På dette møde aflægges rapport over det forgangne år, og der drøftes budget.
Sekretariatsfunktionen varetages af Skanderborg Kommune.
§ 6. Vedtægter og vedtægtsændringer
Kultursamvirkets vedtægter og vedtægtsændringer har først virkning efter Skanderborg Kommunes godkendelse.
Forslag til vedtægtsændringer skal vedlægges indkaldelsen til det ordinære repræsentantskabsmøde.
Beslutning om ændring sker ved simpelt stemmeflertal.
§ 7. Ophævelse
Beslutning om ophævelse kan kun ske på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde indkaldt med dette formål for øje, og hvor mindst 2/3 af de fremmødte repræsentanter stemmer for det.
Opnås der ikke et flertal på 2/3, indkaldes til nyt repræsentantskabsmøde senest 1 måned efter. Dette er under alle omstændigheder beslutningsdygtigt ved almindeligt stemmeflertal.
Ved ophævelse overgår Kultursamvirkets aktiver til kulturelle formål i Skanderborg kommune.
Således vedtaget på repræsentantskabsmødet den 25. marts 2010
Dansk
English
Deutsch