Skanderborg

 
 

 

50 cm reglen:

sikring af ikke-forureningskortlagte arealer

 

Jordforureningslovens § 72 b siger, at før man ændrer anvendelsen af et areal ved etablering af

  • Boligejendom
  • Børneinstitution
  • Offentlig legeplads
  • Kolonihave
  • Sommerhus

skal ejer eller bruger sikre, at det øverste 50 cm jordlag af det ubebyggede areal ikke er forurenet, eller at der er etableret en varig, fast belægning.

I forbindelse med bygge- og anlægsarbejde på den ubyggede del af et areal, der allerede anvendes til ovennævnte formål, skal ejer eller bruger sikre, at det øverste 50 cm jordlag ikke er forurenet, eller at der er etableret en varig fast belægning.

Undtagelse:

Bygge- og anlægsarbejder, som ejeren eller brugeren af parcelhuse (én- eller tofamiliehuse) udfører på ejendommen, er ikke omfattet af kravet, medmindre der er tale om opførelse af ny bolig.

 

Hvor og hvordan skal reglen være opfyldt?

 

Reglen gælder overalt. Den har især betydning i de områder, der er klassificeret som lettere forurenet i medfør af Jordforureningslovens § 50 a, dvs. overvejende i diffust forurenede byområder. 

Hvis jorden på det konkrete areal er dokumenteret som ikke-forurenet, vil reglen automatisk være opfyldt. Er jorden forurenet, skal der etableres et lag ren jord på mindst 50 cm, enten ved at det øverste lag forurenet jord udskiftet med ren jord, eller ved at der lægges et lag ren jord oven på den eksisterende jord (jf. Jordforureningslovens § 72 b, stk. 1 og 2).

Alternativt kan der etableres en "varig fast belægning". Det afgørende her er, at belægningen effektivt hindrer kontakt med den underliggende forurenede jord.

Reglen skal altid være opfyldt, ikke kun ved anlægsarbejdets afslutning. Det betyder, at hvis laget på de 50 cm ren jord efterfølgende er blevet reduceret ved slid, kompaktering eller lignende, skal det retableres.

På samme måde skal en belægning, der ikke er intakt, udbedres. Hvis det rene lag eller belægningen fjernes helt eller delvis (f.eks. ved et gravearbejde), skal den påkrævede tilstand genskabes.

Hvis tilgængelig jord efterfølgende er blevet forurenet (f.eks. ved spild), skal der ligeledes ske udbedring (jf. Jordforureningslovens § 72 b, stk. 3.)

 

Hvem er forpligtet?

 Reglen er udformet som en pligtregel. Reglen forpligter altså direkte den til enhver tid værende ejer eller bruger til at sørge for, at reglen er opfyldt.

I sin udformning minder reglen om mange af reglerne i Bygningsreglementet, der også skal følges umiddelbart af den, der bygger.

 

Dokumentation for renhed

 
Ved undersøgelse af en grund inden for områdeklassificeret areal tages 1 samleprøve pr. 150 m² fyldjord og 1 samleprøve pr. parcel eller 1000 m² ved større ubebyggede grunde, såfremt overskudsjord skal flyttes uden for grunden. Hvis overfladejorden allerede er afgravet, udtages 1 samleprøve pr. 70 m³ fyldjord. Dette kan dog fraviges såfremt arealets tidligere anvendelse er kendt. En grund uden for områdeklassificeret areal er som udgangspunkt ren, dog afhængig af arealets tidligere anvendelse.


En samleprøve består af 5 nedstik til 50 cm dybde jævnt fordelt over arealet. Samleprøven analyseres for tungmetaller (cadmium, kobber, bly, zink), PAH, benz(a)pyren og total- kulbrinter¹.

 
Hvis man modtager ren jord udefra til sikring af arealet, skal jordens renhed ligeledes være dokumenteret ved analyser. Prøverne skal analyseres af et akkrediteret laboratorium.

Ansvaret påhviler altid ejeren eller brugeren, uanset om denne har truffet fornuftige foranstaltninger for at opfylde reglen.

Hvis han f.eks. har bestilt ren jord til udlægning, og jorden faktisk er forurenet, er det ejeren eller brugeren, der har pligt til at bringe forholdet i orden.

 

¹) Bekendtgørelse nr. 1479 af 12. december 2007 om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord.
 

Hvornår betragtes jorden som "ikke forurenet"?

 

Afgørende for, om jorden kan betragtes som "ikke forurenet" er, at Miljøstyrelsens jordkvalitetskriterier er overholdt. Hvis jordens forureningsindhold ligger i det interval, der betegnes som "lettere forurenet" (ifølge bekendtgørelse nr. 1519 af 14. december 2006 om definition af lettere forurenet jord), er jorden forurenet.

Gældende grænseværdier for jord er beskrevet i Miljøstyrelsens ”Liste over kvalitetskriterier i relation til forurenet jord”, december 2005.

 

» Gældende grænseværdier for jord.

 

Ændret arealanvendelse

 

50 cm reglen skal respekteres ved enhver ændring af arealanvendelsen, der resulterer i én af de følsomme anvendelser, der er nævnt ovenfor.
Vigtigst er ændring fra erhverv til følsom anvendelse, men enhver anden ændring til følsom anvendelse (f.eks. fra bolig til børneinstitution eller fra sommerhus til helårsbolig) udløser pligt til at respektere reglen.

 

Bygge- og anlægsarbejder

 

Jordforureningsloven bestemmer endvidere, at et bygge- og anlægsarbejde, som berører en ubebygget del af et areal der anvendes til én af de følsomme anvendelser, skal afsluttes så reglen er respekteret på det berørte areal. Hvis f.eks. en bygning ved en boligbebyggelse rives ned, og arealet inddrages til lege- eller opholdsareal, skal reglen altså respekteres ved færdiggørelsen af arealet.

Undtagelser:

Om- og tilbygninger samt anlægsarbejder på parcelhuse (nærmere bestemt 1- og 2-familiehuse) er undtaget fra reglen. Man kan altså f.eks. omlægge sin have, etablere en terrasse, en udestue eller en tilbygning uden at sikre ren jord eller fast belægning.

Hvis der derimod bygges et nyt parcelhus, skal reglen overholdes på linje med andre byggerier til boligformål.

 

Læs mere

 

» Liste over analyselaboratorier (nyt vindue)

 

» Liste over private rådgivende virksomheder (nyt vindue)