Skanderborg

 
 

 

Hvad skal der til for at kommunen kan behandle en § 8 ansøgning?

 

- Ejendommen er kortlagt efter § 4 eller § 5 i lov om forurenet jord (vidensniveau 1 eller 2).

 

Vidensniveau 1:

 

Hvis arealet er V1 kortlagt er dette som oftest sket på basis af historiske oplysninger fra diverse (ofte kommunale) arkiver.

Det er derfor som oftest nødvendigt med en frivillig forureningsundersøgelse for, at belyse om arealet er forurenet og skal kortlægges på vidensniveau 2 eller udgå af kortlægning og dermed ikke behøver en § 8 tilladelse til det ansøgte.

 

Frivillig undersøgelse - krav til undersøgelsesoplæg

 

I det følgende fremgår de generelle krav som stilles til undersøgelsesoplæg.

Det er en god ide, at kontakte et rådgivende ingeniørfirma med erfaring i udførslen af forureningsundersøgelser da en god undersøgelse sparer megen sagsbehandlingstid.

 

Formål

 

Det skal klart fremgår, hvad formålet med den forestående undersøgelse er.

Det er f.eks. vigtigt at vide om det er hele ejendommen, der ønskes undersøgt for at kortlægningen kan ophæves, eller om det blot er en del af ejendommen som skal undersøges, f.eks. i forbindelse med tilbygninger. Andre gange vil man kun undersøge med henblik på risikovurdering i forhold til bolig.

 

Et simpelt eksempel:

”Formålet med undersøgelsen er at afklare om alle eksisterende og tidligere aktiviteter på ejendommen har medført forurening”.

 

Historisk redegørelse

 

For at kunne lave et oplæg til en undersøgelse er det en forudsætning, at man kender til alle forureningskilder på ejendommen, både nuværende og historiske.

Der skal således være en fyldestgørende historisk redegørelse, der omfatter hvilke forurenende aktiviteter der har været på ejendommen, samt hvor på ejendommen alle aktiviteterne (bygninger, tanke, oplag m.m) har været.
Det skal af redegørelse fremgå hvilke arealer der er befæstet og ubefæstet, samt hvornår befæstelsen blev etableret.

 

Hvis regionen har en historik som er fyldestgørende, kan denne evt. benyttes som udgangspunkt.

 

Skitse

 

Der skal være en skitse over ejendommen med angivelse af samtlige forureningskilder, nuværende og tidligere bygninger, befæstede og ubefæstede arealer og hvor der planlægges udført boringer og prøvetagning.

Af skitsen skal også fremgå hvor der er erhverv, bolig og have o.l.

 

Skitsen skal være målfast.

 

Prøver og analyser

 

Det forventes at forureningsundersøgelsen og afrapporteringen udføres efter Miljøstyrelsens vejledninger (”Nr. 13 1998 Prøvetagning og analyse af jord”, ”Nr. 6 Oprydning på forurenede lokaliteter - Hovedbind” og ”Nr. 7 1998 Oprydning på forurenede lokaliteter - Appendiks”).

 

Prøverne, som udtages til analyse på anerkendt laboratorium, skal analyseres ved akkrediterede analysemetoder.

 

Blandingsprøver

Hvis det skal dokumenteres, at der ikke er forurening på ejendommen kan kommunen ikke anbefale, at der analyseres på blandingsprøver, da en eventuel jordforurening vil sløres ved denne fremgangsmåde. Det anbefales derfor, at der i stedet analyseres på enkeltprøver, i et antal, der er tilstrækkeligt til at dække relevante kilder, der kan have givet forurening af jorden.
Til undersøgelse på større areal for diffus forurening kan det af hensyn til undersøgelsesomkostninger være nødvendig at tage blandingsprøver, for at lokalisere forurenede områder (hotspots).

 

» Her kan du se en liste over private firmaer som kan være behjælpelig med en undersøgelse. (nyt vindue)

 

Vidensniveau 2

 

Hvis der er tale om en vidensniveau 2 kortlagt ejendom er der allerede konkret viden om forurening. Her kræver ansøgningen:

  • Navn og adresse på ejer, ansøger, rådgiver mv.
  • Adresse og matrikel på ejendommen.
  • Formål og kort historisk redegørelse.
  • En beskrivelse af projektet inkl. skitse over arealanvendelsen – både nuværende og planlagt (husk udearealer, befæstelse, græs, legepladser mv.).
  • Oplysninger om undersøgelser og forureninger specielt med fokus på konflikter i forhold til den planlagte arealanvendelse/anlægsarbejde f.eks. jordkontakt, risiko for afdampning (ved flygtige stoffer skal der udføres beregninger efter Miljøstyrelsens JAGG-model) og evt. udvaskning til grundvand.
  • Oplysninger om hvilke foranstaltninger der vil blive truffet med henblik på at undgå risiko for arealanvendelsen/grundvand mv. Dette kan være beskrivelse af opbygning af gulvkonstruktionen, fundament o.l., udlægning af ren jord, græs, befæstning mv.
  • Tidsplan for arbejderne.

Amternes Videncenter for Jordforurening har lavet en grundig rapport om håndtering af jordforureningslovens §8 - klik her.

Der henvises særligt til bilag 2 bagerst som indeholder en tjekliste for hvad en ansøgning bør indeholde.

 

Hvad består en § 8 tilladelse af?

 

En tilladelse består af en indledning, selve afgørelsen (hvad der gives tilladelse til), et sæt generelle vilkår for tilladelsen, særlige vilkår, ansøgers oplysninger, kommunens bemærkninger, tilsynsmyndighed, klagevejledning og lovgrundlag.

Generelt gælder tilladelsen 1 år efter den er afgivet, og er projektet ikke igangsat før denne dato skal der ansøges på ny hos kommunen.

 

Tidsfrister for sagsbehandling

 

Den kommunale sagsbehandling må forventes, at kunne tager op til ca. 4 uger afhængig af sagens komplexitet.

Herudover skal der påregnes op til 4 ugers sagsbehandling i forbindelse med, at § 8a nævner, at kommunens afgørelse skal være i overensstemmelse med en udtalelse fra regionen.

Konkret betyder det, at kommunen udarbejder et udkast til afgørelse som tilsendes regionen til kommentering.

Når tilladelsen er givet orienteres regionen med kopi.

 

Når arbejderne er udført

 

Som et af vilkårene i tilladelsen vælges ofte, at stille krav om, at ansøger udarbejder et notat som beskriver de udførte arbejder.

Notat indeholder dokumentation for de udførte arbejder (analyser af jord, fotodokumentation, skitser mv.).