Tavshedspligt
Alle medarbejdere i Skanderborg Rusmiddelcenter er underlagt reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger jf. forvaltningslovens §§ 27 og 28.
Hovedreglen er tavshedspligt
Reglerne i forvaltningsloven betyder, at borgerne har krav på, at kommunen overholder sin tavshedspligt.
Kommunen, der er en offentlig myndighed, må derfor som udgangspunkt ikke videregive oplysninger om borgernes private og helbredsmæssige forhold til andre offentlige myndigheder eller andre, f.eks. pårørende.
Videregivelse med samtykke
Der er en undtagelse fra hovedreglen som betyder, at kommunen gerne må videregive
sådanne oplysninger, hvis borgeren har givet samtykke.
Samtykket skal være skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger, der
kan videregives, til hvem oplysningerne kan videregives og til hvilket formål.
Kravet om skriftlighed kan fraviges, når sagens omstændigheder eller omstændighederne i øvrigt taler for det.
Samtykket gælder i op til et år.
Videregivelse uden samtykke
Der kan også ske videregivelse selv om borgeren ikke har givet samtykke, hvis det står
i en anden lov, at oplysningerne skal videregives.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der opnås kendskab til forhold, der giver anledning til bekymring vedrørende børn.
Sundhedsfagligt personale
Skanderborg Rusmiddelcenter har tilknyttet en lægekonsulent og en psykiater.
Disse er ligeledes underlagt regler om tavshedspligt, men efter reglerne i Sundhedsloven.
Dansk
English
Deutsch