Politik for det frivillige sociale arbejde
Indholdsfortegnelse:
- Vision
- Mål
- Målgrupper
- Principper
- Eksempler på indsatsområder
- Arbejdsgang ved ansøgning
- Omsætning af visionerne
- Lovgrundlaget er
- Ikrafttræden
Vision
Skanderborg Kommune ønsker med en formulering af en overordnet politik at prioritere og stimulere samarbejdet mellem de frivillige organisationer og foreninger og kommunen.
Skanderborg Kommune vil understøtte de frivillige ildsjæle og tilskynde til, at flere får lyst til at yde socialt frivilligt arbejde.
Det frivillige sociale arbejde skal påskønnes og værdsættes og medvirke til en forbedret livskvalitet for såvel modtager som yder.
Mål
Frivilligt socialt arbejde skal ses som et vigtigt supplement til den kommunale indsats.
Frivilligt socialt arbejde skal styrke gode sociale netværk og styrke skabelsen af nye netværk.
Der skal lægges vægt på en indsats overfor de borgere, som ikke opfanges af det offentlige system; herunder borgere som via en frivillig indsats kan integreres på arbejdsmarkedet.
Målgrupper
De socialt udsatte grupper, herunder:
- ensomme ældre med begrænset eller intet netværk
- flygtninge/indvandrere
- misbrugere
- psykisk syge
- udstødte og marginaliserede grupper
- pårørende til ovennævnte målgrupper
Principper
- Aktiviteten, der søges støtte til, skal have et konkret formål og primært udføres af frivillige.
- Aktiviteten skal primært være rettet mod borgere bosat i kommunen.
- Den frivillige indsats skal være til gavn for andre end én selv og ens familie.
- Der kan ydes støtte til en frivillig forening i en opstartsfase.
- Der gives ikke støtte til organisationer/foreninger med en større likvid formue.
- Der ydes ikke støtte til enkeltpersoner men til aktiviteter målrettet enkeltpersoner.
- Der kan ydes støtte til formål, der skaber de fysiske rammer for det frivillige arbejde; herunder støtte til aflønning af personer, der organiserer og koordinerer indsatsen.
Der skal indsendes skriftlig ansøgning.
Eksempler på indsatsområder
- rådgivninger, fx telefonrådgivninger
- besøgsvennetjenester
- støtte- og kontaktpersoner på frivillig basis
- ledsageordninger på frivillig basis
- frivilligcentre, væresteder og samværsaktiviteter
- selvhjælpsgrupper
- forskellige former for aflastningstjenester for pårørende mv.
- sociale andre aktiviteter og brugerorganisering
- kursusaktiviteter
Arbejdsgang ved ansøgning
- Der kan søges 2 gange om året, den 1. april og den 1. oktober, og der annonceres i marts og september måneder i lokale ugeaviser og på hjemmesiden.
- Frivilligkoordinatoren er kontaktpersonen til kommunen.
- I frivilligcentre kan der gives adgang til PC, kopimaskine mv.
- Af annoncen fremgår hvilke indsatsområder, der særligt prioriteres.
- Ansøgningen er skriftlig og skal indeholde formål, budget mv. Der er krav om aflæggelse af regnskab og beretning.
- Frivilligkoordinatoren yder hjælp til udformning af ansøgningen.
- Ansøgningen behandles i Beskæftigelse og Borgerservice i henhold til de politisk vedtagne principper.
- Der gives skriftligt svar på ansøgningen.
- Det offentliggøres på hjemmesiden, hvem der får tilskud og med hvilket beløb.
Omsætning af visionerne
- Afholdelse af et årligt dialogmøde med deltagelse af repræsentanter for det frivillige arbejde, politikere og kommunale medarbejdere.
- Udpegning af en kommunal frivilligkoordinator for at tydeliggøre indgangen til kommunen.
- Udvidelse af adgangen til informationer via kommunens hjemmeside så flere får kendskab til det frivillige sociale arbejde i kommunen.
- Adgang til ansøgningsskema via hjemmesiden.
- Den årlige redegørelse til Socialministeriet indsendes gennem Kultur- og Borgerserviceudvalget efter høring i de frivillige organisationer.
Lovgrundlaget er
Servicelovens § 18 med tilhørende vejledning nr. 7 af 5. december 2006.
Der gøres opmærksom på, at der ikke gives tilskud til studiekredse, klubarbejde, gymnastik og anden motion. Der henvises til ældreområdet, der kan yde tilskud hertil efter § 79 i serviceloven, eller til anden lovgivning.
Ikrafttræden
Politik for det frivillige sociale arbejde i Skanderborg Kommune har virkning fra 1. januar 2008.
Dansk
English
Deutsch