Skanderborg

 
 

Sygedagpenge

Hvis du bliver syg og ikke får fuld løn under sygdom, er ledig og bliver syg, eller du som selvstændig bliver syg og er forsikret, har du ret til sygedagpenge

Fold alle indud

Du kan få sygedagpenge, hvis du

er ude af stand til at arbejde pga. din egen sygdom eller hvis du er kommet til skade

  • bor i Danmark
  • betaler skat af din indtægt i Danmark
  • opfylder et nærmere fastsat krav om beskæftigelse.

Sygedagpenge udbetales bagud.

Hvor meget kan du få i sygedagpenge?

Sygedagpengene udgør højest 4.075 kr. pr. uge og højest 110,14 kr. pr. time (2014).

Se mere om ydelser på ​Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.

Hvis du bliver syg og er lønmodtager

Når du som lønmodtager er fraværende på grund af sygdom, er det arbejdsgiveren og/eller kommunen, der udbetaler sygedagpengene.

Sygedagpenge fra din arbejdsgiver

Din arbejdsgiver udbetaler sygedagpenge til dig i 30 dage fra 1. fraværsdag, hvis du bliver syg, og hvis du

  • ikke får fuld løn under sygdom
  • har været ansat hos din arbejdsgiver uafbrudt i de seneste 8 uger før fraværet og i denne periode har været beskæftiget i mindst 74 timer. 
Sygemelding til arbejdsgiveren

Du skal melde dig syg til din arbejdsgiver hurtigst muligt. Med mindre der er fastsat noget andet i et personalecirkulære, skal sygemeldingen ske telefonisk og senest to timer efter, at du skulle være mødt på arbejde.

Hvis du melder dig syg for sent, har du ikke ret til sygedagpenge, før sygemeldingen sker.

Sygedagpenge fra kommunen

Hvis du ikke, eller ikke længere, har ret til løn eller sygedagpenge fra din arbejdsgiver, skal du anmode om sygedagpenge fra kommunen.

Det sker, ved at din arbejdsgiver afgiver oplysninger i NemRefusion, hvorefter du modtager et brev, som du skal udfylde og aflevere til kommunen. Hvis du har meldt dig syg, men alligevel ikke får et brev fra Nemrefusion, har du 3 uger til at søge kommunen om sygedagpenge.

Kommunen udbetaler sygedagpenge til dig, hvis du:

  • er i beskæftigelse, og har været det i mindst 240 timer indenfor de senest afsluttede 26 uger forud for første fraværsdag, samt ikke har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren for samme periode og ansættelse 
  • ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse eller en ydelse, der træder i stedet herfor, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt
  • inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed
  • er elev i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved eller i henhold til lov
  • er ansat i fleksjob. 

Udbetaling for lønmodtagere

Din arbejdsgiver skal afgive oplysninger i NemRefusion, hvis du skal modtage sygedagpenge.

Hvis du får løn under dit fravær, søger din arbejdsgiver via NemRefusion om refusion fra kommunen. Refusionen svarer til de sygedagpenge, du er berettiget til.

I begge tilfælde vil du modtage et brev fra NemRefusion, som du skal sende tilbage med supplerende oplysninger, hvis du bliver bedt om det.

Sygefraværssamtale hvis du er lønmodtager

Senest efter fire ugers sygdom, skal din arbejdsgiver indkalde dig til en samtale, der har til formål at finde løsninger på, hvordan du i en eller anden grad kan bevare kontakten til din arbejdsplads. Hvis din sygdom er langvarig, er der måske mulighed for at starte op på nedsat tid eller med arbejdsopgaver, der bliver tilpasset dine behov.

Ved samtalen kan du og din arbejdsgiver udfylde en mulighedserklæring.

Mulighedserklæring

En mulighedserklæring er en lægeerklæring. Den skal udfyldes i fællesskab af dig og din arbejdsgiver, for at skabe klarhed over hvilke arbejdsopgaver du evt. kan løse på trods af din sygdom.

Din arbejdsgiver kan kræve, at du møder op og bidrager til at udfylde en mulighedserklæring. Hvis din sygdom forhindrer, at du kan møde frem, har du pligt til at medvirke i en telefonsamtale, hvor erklæringen bliver udfyldt. Hvis du ikke deltager i samtalen, bortfalder din ret til sygedagpenge fra din arbejdsgiver fra og med den dag, hvor du skulle deltage i samtalen, og til og med den dag, hvor samtalen gennemføres

Når du og din arbejdsgiver har udfyldt side et i mulighedserklæringen, skal du tage erklæringen med op til din læge, som på side to giver sin lægefaglige vurdering. Bagefter skal du aflevere mulighedserklæringen til din arbejdsgiver efter aftale.

Ved kort sygefravær

Der er ingen regler for, hvor tidligt en arbejdsgiver kan kræve en mulighedserklæring. Så selvom fraværet kun er kortvarigt, kan din arbejdsgiver bede om at få udarbejdet en mulighedserklæring, hvis han eller hun vurderer, det er nødvendigt.

Læs mere om mulighedserklæringen på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.

Friattest som dokumentation for sygefravær

En lægeerklæring på friattest er lægens faglige vurdering af sygdommen, udfyldt på en såkaldt friattest. Den dokumenterer, at dit fravær skyldes sygdom. Det afhænger af en konkret vurdering, og er som regel fastlagt i overenskomsten, hvornår din arbejdsgiver kan bede om at få tilsendt en lægeerklæring på friattest.

Hvis du bliver syg og er ledig

Kommunen udbetaler sygedagpenge til dig når du er ledig, hvis du:

  • er dagpengeberettiget medlem af en a-kasse
  • har afsluttet en uddannelse på mindst 18 måneder inden for den sidste måned

Udbetaling for ledige

Du skal som ledig melde dig syg på jobnet på din første sygedag. Herefter indberetter a-kassen i NemRefusion. Du modtager så et underretningsbrev, som du skal udfylde. Bemærk, at det først er ved indsendelsen af underretningsbrevet, at du anmoder om sygedagpenge.

Anmeldelse af sygdom til kommunen

Sygdomstilfælde skal anmeldes til kommunen senest en uge efter 1. fraværsdag.

Langvarigt sygefravær

Hvis dit sygdomsforløb forventes at vare mere end 8 uger vil du skulle indgå i et opfølgningsforløb hos din kommune.

Oplysningsskema fra kommunen

Er du stadig sygemeldt den dag, a-kassen eller din arbejdsgiver indberetter sygefraværet til kommunen, vil du modtage et underretningsbrev samt et oplysningsskema, du skal udfylde og sende til kommunen. 

Herefter vil kommunen indkalde dig til en samtale senest otte uger efter første sygedag. Formålet med samtalen med kommunen er, at du får hjælp til at fastholde dit arbejde og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Opfølgning på sygefravær

Kommunen skal under hele sygeforløbet følge op på din sygemelding for at støtte dig i at fastholde dit arbejde​ eller tilknytning til arbejdsmarkedet.

Hvis du vil vide mere om sygedagpenge og kommunens opfølgning, kan du kontakte jobcenteret i kommunen.​​

Sygedagpenge for selvstændige erhvervsdrivende

Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende, eller medarbejdende ægtefælle, har du ret til sygedagpenge fra kommunen. For at få sygedagpengene er det dog en betingelse, at

  • du i mindst seks måneder inden for de seneste 12 måneder har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang - heraf den seneste måned før fraværet
  • virksomheden skal være udøvet i mindst halvdelen af en normal overenskomstmæssig ugentlig arbejdstid, altså 18,5 time

Hvis du har været lønmodtager tidligere, medregner man den beskæftigelse i kravet om de seks måneder.

Hvornår har jeg ret til sygedagpenge?

Du har ret til sygedagpenge fra kommunen efter to ugers sygdom.

Du kan tegne en forsikring, der sikrer dig sygedagpenge tidligere end efter to ugers sygdom. Det er en betingelse for optagelse i ordningen, at du har indtægt i din virksomhed.

Du kan vælge mellem at sikre dig sygedagpenge fra 3. fraværsdag (type 1-forsikring) eller fra 1. fraværsdag (type 2-forsikring).

Der er mulighed for at tegne forsikring til fuld sats, der svarer til sygedagpengenes højeste beløb (maksimumsydelsen), eller til 2/3 af fuld sats (minimumsydelsen). Hvis arbejdsfortjenesten ved den selvstændige erhvervsvirksomhed er ca. 120.000 kr. eller mere, kan det betale sig at sikre sig til fuld sats.

Udbetaling for selvstændige erhvervsdrivende

Som selvstændig erhvervsdrivende er det kommunen (normalt bopælskommunen), der udbetaler sygedagpengene.

Selvstændige erhvervsdrivende skal anmode om sygedagpenge via NemRefusion. For selvstændige erhvervsdrivende er fristen for anmodning om sygedagpenge fra kommunen senest tre uger efter første fraværsdag. Hvis du som selvstændig erhvervsdrivende har tegnet en forsikring efter sygedagpengelovens § 45, skal fraværet dog være anmeldt senest en uge efter sygedagpengerettens indtræden. Dvs. senest en uge efter første eller tredje fraværsdag afhængig af forsikringen.

Hvor længe kan du få sygedagpenge?

Udbetalingen af sygedagpenge ophører den dag, du er arbejdsdygtig igen, også selv om du ikke raskmelder dig.

Du kan som hovedregel højst få sygedagpenge i 22 uger inden for de seneste 9 måneder. Inden de 22 uger foretager kommunen en revurdering af din situation, og tager stilling til, om der er mulighed for at forlænge sygedagpengeperioden efter følgende bestemmelser:

  • det på det foreliggende grundlag anses for overvejende sandsynligt, at der kan iværksættes en revalidering, herunder virksomhedspraktik, der kan føre til, at du kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked, dvs. til beskæftigelse på normale vilkår.
  • det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge din arbejdsevne.
  • du er under eller venter på lægebehandling, og der foreligger en lægelig vurdering med en sikker forventning om, at du vil kunne genoptage ordinær erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger regnet fra revurderingstidspunktet.
  • kommunen har påbegyndt en sag, der skal behandles hurtigst muligt med henblik på at afklare, om du er berettiget til fleksjob, førtidspension eller ressourceforløb.
  • du som sygedagpengemodtager er sygemeldt på grund af en alvorlig, livstruende sygdom.
  • hvis der på revurderingstidspunktet er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade, kan udbetalingen af sygedagpenge fortsætte, indtil Arbejdsskadestyrelsen har truffet (evt. midlertidig) afgørelse om erhvervsevnetabserstatning.
  • der er modtaget en ansøgning om førtidspension efter § 17, stk. 2, i lov om social pension. En forlængelse er betinget af, at pensionssagen er påbegyndt, inden retten til sygedagpenge ophører.
Vurderer kommunen, at dit sygedagpengeforløb ikke kan forlænges efter en af forlængelsesreglerne, men du fortsat er uarbejdsdygtig pga. sygdom, vil du overgå til et særligt jobafklaringsforløb.

Jobafklaringsforløb

Er du fortsat uarbejdsdygtig efter 22 uger, og kommunen efter en revurdering ikke kan forlænge dit sygedagpengeforløb efter forlængelsesreglerne, overgår du til et særligt jobafklaringsforløb. Mens du er i jobafklaringsforløb, modtager du ressourceforløbsydelse på kontanthjælpsniveau, uden hensyn til egen formue og ægtefælle/samlever. Forløbet varer max 2 år, men det er muligt at indgå i flere jobafklaringsforløb, såfremt kommunen vurderer, at det er nødvendigt.​

At miste retten til sygedagpenge

Din ret til sygedagpenge bortfalder:

  • hvis du ikke ønsker at medvirke til, at sagen forelægges regionens kliniske funktion – det sker i tilfælde, hvor du som sygemeldt afviser at modtage lægebehandling
  • hvis du forhaler helbredelsen af din sygdom
  • hvis du uden rimelig grund undlader at medvirke til kommunens opfølgning og tilbud
  • hvis du ikke opfylder din pligt til at anmelde eller dokumentere fraværet.

Delvis uarbejdsdygtighed

Ved delvis uarbejdsdygtighed kan du få nedsatte sygedagpenge. Det er en betingelse, at lægen skønner, at du kun kan arbejde delvist, eller at du skal have ambulante behandlinger.

Du kan på ethvert tidspunkt i et sygedagpengeforløb vælge at raskmelde dig delvis, og begynde at arbejde på nedsat tid. Du vil modtage løn for de timer du arbejder, samtidig med nedsatte sygedagpenge.​

Som lønmodtager skal du være fraværende fra arbejdet i mindst fire timer om ugen. 

Som selvstændig erhvervsdrivende kan du få udbetalt nedsatte sygedagpenge, når du, efter kommunens vurdering, højst er i stand til at udføre 1/4 eller halvdelen af dit normale arbejde.

Syg inden ferien

Du kan udskyde ferien, hvis du bliver syg, inden ferien starter. Du skal senest sygemelde dig den 1. feriedag på det tidspunkt, hvor din arbejdstid normalt ville begynde. Når sygdommen er overstået, skal du melde dig rask.

Du skal også meddele, om du vil holde resten af den ferie, som du oprindelig havde planlagt, i forlængelse af raskmeldingen. Gør du ikke det, skal du møde på arbejde, når du er blevet rask.

Syg under ferien

Hvis du bliver syg under en ferie, har du ikke ret til sygedagpenge, men er du stadig syg efter feriens afslutning, har du ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren.

Hvis du vil klage

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden fire uger, fra klagen er modtaget.  

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen. 

 
 
 
Feedback
Hjælp os med at blive bedre

Du kan hjælpe os ved at fortælle, hvad du synes om denne side.