Her ses et foto fra Knudsø med Himmelbjerget i baggrunden

Kultur-, fritids- og idrætspolitik for Skanderborg Kommune
 
INDHOLD 

 

Skanderborg Kommune - det aktive livs pejlemærke

 

Kultur-, fritids- og idrætslivet byder på oplevelse og udfordring. Sportsfolk, naturelskere, læseheste, teatergængere m.fl. finder sammen i interessefællesskaber og nye verdener åbner sig.
 
Aktiv deltagelse binder mennesker sammen og er med til at forme og give identitet.
Medbestemmelse, medansvar og menneskelig udvikling er de positive konsekvenser af engagement og initiativ.
 
Kultur-, fritids- og idrætslivet i Skanderborg Kommune er rigt, mangfoldigt og deltagelsen voksende. Der kommer hele tiden nye aktiviteter til som supplement til de mere traditionelle tilbud.
 
Store koncertbegivenheder med international bevågenhed. Unikke naturoplevelser. Foreningernes ildsjæle. Skanderborg Kommune har det hele.
 
Skanderborg på landkortet
Ikke mindst takket være de mange frivilliges store indsats er Skanderborg Kommunes kultur- og fritidsliv præget af kreativ kraft og nytænkning.
 
Her kommer kultur- fritids- og idrætspolitikken ind i billedet som garant for fortsat innovation. Den skal nemlig være med til at udstikke en kurs på kulturområdet og sikre Skanderborg Kommunes fortsatte udvikling i retning af et markant kulturelt pejlemærke i Østjylland.
 
Overordnet for den kulturpolitiske udvikling i Skanderborg Kommune står to visioner:
  1. Skanderborg Kommune skal være et godt sted at bo, arbejde, drive virksomhed og leve sit fritidsliv
  1. Skanderborg Kommunes kultur-, fritids- og idrætsliv skal skabe glæde, identitet, engagement og livskvalitet 
     

Særlige fokusområder

 

I arbejdet med Skanderborg Kommunes kultur-, fritids- og idrætspolitik er der defineret to særlige fokusområder, som kræver ekstra opmærksomhed. Det drejer sig dels om børn og unges kultur- og fritidsliv, dels om de frivilliges rolle i foreningslivet.
 
Børn og unge
Hvor det for voksne er vigtigt at finde glæde, blive udfordret og være en del af en sammenhæng, er det for børn og unge afgørende. Børn og unge har et særligt behov for anerkendelse og støtte i udviklingen af identitet og personlighed. Her har vi som kommune særlige forpligtelser. Derfor har såvel tilbud til børn og unge som støtte til de, der frivilligt arbejder med målgruppen, høj prioritet i Skanderborg Kommune.
 
 


Vidste du fx.
at mere end hver anden indbygger i Skanderborg Kommune under 25 år er medlem af en godkendt folkeoplysende forening. 

 

 
 
Skanderborg Kommunes børnepolitik fokuserer udelukkende på børn og unges vilkår. Men også i kommunens kostpolitik og sundhedspolitik vejer hensynet til kommunens børn og unge tungt.
 
Kultur- og fritidsområdets fokus på børn og unges muligheder for et aktivt og rigt kultur- og fritidsliv falder således naturligt i tråd med Skanderborg Kommunes øvrige visioner for kommunens yngste generationer.
 
Det frivillige liv
De mange frivillige gør en stor indsats for at udvikle kultur- og fritidslivet og er med til at gøre Skanderborg Kommune til et godt sted at bo, arbejde og drive virksomhed. De frivillige i kultur-, fritids- og idrætslivet skal vide og mærke, at kommunen bakker dem op og anerkender deres arbejde og indsats.
 
Det frivillige foreningsliv støttes af kommunen via faciliteter, tilskud, personlig vejledning og rådgivning, administrativ bistand og kompetenceudvikling på træner-/lederområdet.
 
 

Vidste du fx.
at alene de tre biografer i Skanderborg Kommune har næsten 300 aktive frivillige.

 
 
Desuden viser kommunen hvert år anerkendelse for den store indsats de frivillige yder på kultur- og fritidsområdet. Skanderborg Kommune uddeler to priser for udøvelse af særlig frivillig indsats – Skanderborgprisen, også kaldet ”Sporen”, samt Årets Idrætslederpris.
 

De mange frivillige i foreningslivet har dog også et stort ansvar – ikke mindst over for gruppen af børn og unge. Således ser Skanderborg Kommune i særdeleshed for sig, at voksne, der på frivillig basis arbejder med børn og unge, er bevidste om og forholder sig til de værdier, som de er med til at videreføre til børn og unge.

 

Mål for politikken

 

Kultur- fritids- og idrætspolitikken dækker det meget brede spekter af kultur-, fritids- og idrætsaktiviteter i Skanderborg Kommune. Med baggrund i de to overordnede visioner udstikker politikken således den retning og den udvikling, der ønskes på kultur-, fritids- og idrætsområdet i de kommende år.
 
Den beskriver, hvor der ønskes en særlig opmærksomhed og den giver konkrete eksempler på initiativer, der kan føre i den ønskede retning. Politikken er opbygget af tre temaer; kultur, fritid og idræt. Hvert tema skal ses i sammenhæng med de øvrige.
 
Formålet med politikken er 
  • at skabe en sammenhængende kultur-, fritids- og idrætspolitik, som kan danne grundlag for en målrettet udvikling af kultur- og fritidsområdet i Skanderborg Kommune i perioden 2009-2013
  • at konkretisere de visioner og intentioner om kultur- og fritidsområdet, som findes i planstrategi, kommuneplan og øvrige politikker
  • at udvikle et styringsredskab, der giver bud på fremtidige handlemuligheder

 

Det tværgående samarbejde

 

En af præmisserne for et helstøbt kultur- og fritidsliv, hvor kultur-, fritids- og idrætspolitikkens visioner og målsætninger kan blive indfriet, er et stærkt tværgående samarbejde. Det har stor betydning, at kommunens ressourcer sættes i spil på tværs af kultur- og fritidslivets aktører, men også i forhold til borgere, institutioner, kommune og erhvervsliv.
 
Stærke og synlige aktører
Skanderborg Kommune vil understøtte og arbejde for etablering af utraditionelle partnerskaber og måder at samarbejde på, så der skabes et stærkt og synligt miljø for videndeling, udvikling, nytænkning og kreative alliancer.

 

 

Skanderborg Kommune ønsker
  • større og stærkere samarbejde inden for og på tværs af foreningsliv, institutioner, kommune og private aktører
  • dialog og samarbejde inden for og på tværs af samvirker, samråd og folkeoplysningsudvalg
  • at understøtte de frivillige organisationer i arbejdet med at sikre borgere med handicap gode muligheder for oplevelser og aktiv deltagelse
     

 
Konkrete idéer
  • konference/foreningsdag til synliggørelse af aktiviteter og netværksdannelse mellem foreninger med henblik på samarbejde om konkrete projekter

  • etablere nye samarbejder med henblik på at styrke fællesskabet i kommunen uanset geografi samt styrke koordineringen af aktiviteter og tiltag
 
 

 

Information og synliggørelse


Formidling af kultur-, fritids- og idrætstilbud skal ske på en vedkommende og interessant måde, så borgere og besøgende får lyst til at opsøge og deltage i aktiviteter og oplevelser. Information om kultur-, fritids- og idrætslivets tilbud skal være tilgængelig for alle uanset forudsætninger.
 
Skanderborg Kommune vil derfor være med til at sikre en let og hurtig adgang til viden og information på alle niveauer. Skanderborg Kommune ser kommunikation, dialog og differentieret information og vejledning som vejen til at nå de fleste borgere – herunder borgere med handicap eller borgere af anden etnisk oprindelse.

 

 

Skanderborg Kommune ønsker
  • at gøre en særlig indsats for udsatte eller marginaliserede grupper gennem information, rådgivning og vejledning
  • større synlighed af kommunens mange tilbud og oplevelsesmuligheder også inden for historie, kulturarv og natur. Skanderborg Kommune vil arbejde for et kultur-, fritids- og idrætsliv, som knytter an til kommunens natur og landskabelige værdier
     

 
Konkrete idéer
  • udvide samarbejdet med UU Odder-Skanderborg med henblik på vejledning af unge om kultur-, fritids- og idrætslivets tilbud
     
  • særskilt brugerhus på Skanderborg Museum samt udvidelse med lokale for publikumsmodtagelse på Øm Klostermuseum
     
 

KULTUR 

 

Skanderborg Kommunes kulturpolitik skal medvirke til at styrke kommunens kulturelle profil – indadtil som udadtil.

 
 
Vidste du fx. at der til Christian den 4´s kroning i 1596 blev bestilt 35.000 drikkeglas i Glarbo.
 
 

Skanderborg – en kulturkommune

 

Kultur skaber identitet og er vigtig for at livet føles meningsfuldt og indholdsrigt. Identitet og mening søger vi gennem hele livet og i høj grad igennem kulturelle oplevelser og deltagelse i det frivillige foreningsliv. Derfor skal kommunen støtte kultursamvirket og de frivillige kulturaktører i lokalområderne og samtidig være med til at skabe oplevelser og igangsætte initiativer, som præsenterer borgerne for et bredt funderet kulturliv.
 
 
Vidste du fx. at Kultursamvirket i Skanderborg Kommune har mere end 150 medlemmer.
 
 
Skanderborg Kommune har et særligt ansvar for at være med til at udvikle kulturtilbud, som udfordrer og udvikler børnenes kreative evner og færdigheder. Kulturtilbuddene rettes mod såvel børnenes fritid som deres institutionstid.
 
Gang i kulturen
Hvert år sættes Skanderborg Kommune på landkortet, når Danmarks Smukkeste Festival og Sølund Festival sætter fokus på musik, fællesskab og oplevelser.
 
Dertil kommer en bred vifte af tiltag og tilbud til kommunens borgere inden for musik, billedkunst, dans, teater, film med mere.
 

Kulturpolitiske visioner

 
I Skanderborg Kommune er kultur en del af den kommunale planlægning. Skanderborg Kommune ser kultur som dynamo og drivkraft for udvikling og medvirker til at skabe nye samarbejder og muligheder på tværs af erhvervsliv, kulturinstitutioner og frivilligt foreningsliv.
 
En kulturaftale mellem Kulturministeriet og fem østjyske samarbejdskommuner vil yderligere medvirke til at styrke kvaliteten af de kulturelle tilbud i området. Aftalen lægger op til øget arbejdsdeling, koordinering og ligeværdig dialog.  
 
Skanderborg Kommunes kulturpolitik skal medvirke til at styrke kommunens kulturelle profil – indadtil som udadtil.
 
Kulturpolitiske visioner
  • Større og stærkere samarbejde inden for og på tværs af foreningsliv, institutioner og private aktører
     
  • Kulturelle oplevelses-, udfoldelses- og udviklingsmuligheder for alle
     
  • Øget samfundsmæssig og kulturel forståelse
     
  • Stærkere kulturel profil som dynamo og drivkraft for nytænkning, udvikling og livskvalitet 
     

Det kulturelle vækstlag

 

En stor del af kulturlivet bæres af frivillige, hvis engagement er med til at gøre udbuddet særligt vedkommende for de deltagende. De frivillige og deres fællesskaber er en vigtig del af fundamentet i kulturlivet, og Skanderborg Kommune ønsker at gøre en særlig indsats for at understøtte og udvikle det frivillige arbejde.
 
De mange frivillige igangsættere og projektmagere på kulturområdet står over alt i kommunen bag en bred vifte af tiltag og tilbud til kommunens borgere.
 
Nydere og ydere – plads til alle
Det spiller en stor rolle, at man som borger med særlige interesser kan finde et interessefællesskab at være aktiv i. Det er i høj grad afgørende for Skanderborg Kommune, at frivillige er med til at tegne kulturlivet.
 
Det vil Skanderborg Kommune være med til at fastholde. Skanderborg Kommune ser for sig et kulturliv, der rummer muligheder for både nydende, udøvende og arrangerende kræfter.

 

 

Skanderborg Kommune ønsker
  • at understøtte kulturlivet og foreningernes virke via tilskud, administrativ bistand, vejledning og information
  • at arbejde for et forandringsparat og fleksibelt foreningsliv, som imødekommer fremtidige behov og ønsker
  • at påtage sig en særlig forpligtelse til at informere nye borgere og ikke mindst sårbare og udsatte grupper om kulturlivets mange muligheder
     

 
Konkrete idéer
  • fremme udviklingen af kulturmiljøer ved at samle aktiviteter og faciliteter
     
  • konference/foreningsdag til synliggørelse af aktiviteter og netværksdannelse mellem foreninger med henblik på samarbejde om konkrete projekter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 

 

Kulturinstitutionerne

 

Kulturen i Skanderborg Kommune rummer både professionelle kulturinstitutioner og kulturelle vækstlag. Det er vigtigt for et dynamisk kulturliv at begge dele er til stede og sikres gode vilkår for en forsat udvikling.
 
Kulturinstitutionerne skal skabe attraktive og professionelle tilbud til borgerne samt gensidigt inspirere til nytænkning og kreative løsninger. Skanderborg Kommune ser for sig nogle stærke kulturinstitutioner som markører på det kulturelle lan