AMS coaching og teams
Virksomheden AMS coaching og teams er beliggende i landsbyen Skivholme i Skanderborg Kommune, og drives af Annette Mørk-Sørensen.
AMS coaching og teams tilbyder kurser i personlig-, team-, og ledelsesudvikling. Gennem kurser i bl.a. teamudvikling og personlig udvikling arbejder Annette for at skabe bedre balance i arbejdslivet for bl.a. kontorpersonale og ledere, og kunderne tæller da også de helt store virksomheder som bl.a. Siemens, Vestas, Danske Bank og ISS.
Annette Mørk-Sørensen har en baggrund som salgschef og filialdirektør i Danske Bank, men et ønske om at prøve noget nyt og få mere frihed og fleksibilitet i hverdagen betød, at hun i 2006 tog springet til at blive selvstændig.
”Jeg havde en drøm om at få tid til at arbejde med det jeg allerhelst ville, og derfor startede jeg op som selvstændig. Efter 20 år i Danske Bank havde jeg brug for nye udfordringer, og samtidig havde jeg lyst til at bruge den erfaring jeg igennem mange år havde med ledelses- og teamudvikling. Derfor startede jeg virksomheden AMS coaching og teams”, siger Annette Mørk-Sørensen.
Den landlige placering er et aktiv
For virksomheder på landet kan synligheden måske ofte være et problem, men sådan opleves det ikke hos Annette.
”Kunderne kommer i høj grad fra andre steder i landet og adgangen til motorvejsnettet E45 gør, at det er let at komme hertil. Så jeg oplever det ikke som en barriere for min virksomhed, at jeg er placeret i landsbyen Skivholme”, siger Annette og fortsætter ”der er også gode muligheder i at være placeret lokalt, f.eks. har jeg haft flere kunder fra nærområdet, bl.a. virksomheden Decoplant ved Herskind og SuperVision i Harlev. Det er min opfattelse, at de lokale gerne vil støtte hinanden”.
Virksomhedens geografiske placering skyldes primært, at familien har bopæl der.
”AMS coaching og teams blev placeret her, fordi jeg bor her og har god plads til at drive min virksomhed hjemmefra. Men samtidig er det en stor fordel for en virksomhed som min, at være placeret i naturen og jeg bruger naturen aktivt i arbejdet med ledelses- og teamudvikling”.
At naturen er et vigtigt aktiv kommer bl.a. til udtryk i konsulentvirksomheden Equina, som Annette Mørk-Sørensen driver sammen med Ellen Hvidt.
Her foregår leder- og teamudvikling med heste’, idet kurserne er bygget op omkring samarbejde og ledelse af heste. Og netop træningen med heste giver bl.a. virksomhedsledere mulighed for at afprøve, hvor stor betydning den non-verbale kommunikation har for god ledelse.
Du kan læse mere om AMS coaching og teams og Equina på www.ams-coaching.dk og www.equina.dk samt www.denkraftfuldeleder.dk
Dansk
English
Deutsch