
Politik for borgerinddragelse
Indholdsfortegnelse
Du kan her læse Skanderborg Kommunes politik for, hvordan vi inddrager borgerne i politiske beslutninger.
- Indledning
- Overordnet mål
- Grundlag og rammer
- Borgerbutikkerne
- Katalog med eksempler på relevante temaer
- Organiseringsmuligheder
- Evaluering og dokumentation
Indledning
Med overgang til og opbygning af NySkanderborg Kommune ønsker Byrådet, at såvel den enkelte borger som borgergrupper vil opleve, at den reelle mulighed for indflydelse på og involvering i den politiske beslutningsproces ikke anfægtes.
Tværtimod er der et udbredt ønske om en endnu højere grad af involvering, end den kendes i dag.
Med ”en styrkelse af det lokale demokrati” tænkes ikke alene på lokalområder/ landsbymiljøer. Det er her vigtigt at understrege, at der ønskes en involvering, der i lige så høj grad retter sig mod organisations- og interessegrupper, der dækker bredere geografisk.
Overordnet mål
Via en høj grad af borgerinvolvering forud for politiske beslutninger skabes i højere grad accept af de endelige beslutninger.
De involverede kan og vil ofte være ambassadører i den videre proces – og målet er derfor
- at styrke og udvikle demokratiopfattelsen generelt
- at motivere og stimulere aktive medborgere til at søge og opnå indflydelse – og påtage sig medansvar
- at give mulighed for indflydelse til berørte borgere
- at give mulighed for reel indflydelse til såvel enkeltpersoner som grupper
- at muligheden for indflydelse kan komme fra såvel lokalsamfund som på tværs af geografiske områder
- at opkvalificere det politiske beslutningsgrundlag
Grundlag og rammer
For at give borgerne en platform for reelle indflydelsesmuligheder skal der være den højeste grad af åbenhed om arbejdet i udvalg og Byråd.
Der skal til enhver tid være klarhed over, hvordan og i hvilken grad, der kan opnås indflydelse, så der til enhver tid er sammenhæng mellem forventninger og muligheder for medindflydelse.
Endelig skal det understreges, at det altid er det politiske niveau, der træffer den endelige beslutning.
Politikerne skal deltage i den offentlige debat, og kommunen skal løbende orientere om status i processen – hvilket alt i alt betyder
- åbenhed og klarhed om politiske mål og visioner
- oplæg og notater, der afgrænser muligheder og barrierer
- klarhed om mål og perspektiv med borgerinddragelsen i den konkrete sag
- synlighed om procesforløb og tidsplan
- reel mulighed for inddragelse i forhold til såvel tids- som indholdsperspektiv
Borgerbutikkerne
De lokale borgerbutikker/borgerservicecentre er ”nærbutikken” for borgerne, og er samtidig åben for alle kommunens borgere.
Det er stedet
- hvor alle kan henvende sig
- hvor alle oplysninger kan indhentes
- der til enhver tid kan orientere om igangværende inddragelsesprojekter – og mulighederne for involvering
- der bringer borgernes konkrete ønsker videre – eller fortæller, hvor de kan henvende sig.
Katalog med eksempler på relevante temaer
Det vil ikke være hverken muligt eller ønskeligt at lave et udtømmende katalog over egnede temaer.
Der skal til enhver tid være mulighed for at tage initiativ til et borgerinddragelsesprojekt, når det i den givne situation kan være med til at opkvalificere den politiske beslutningsproces – men et realistisk bud kunne være
- kommuneplaner
- lokalplaner
- politikker
- indsatsområder
- skolestruktur
- børnepasning
- handicapområdet
- uddannelsesmuligheder
- ældre og tilbud
- byforskønnelse
- landsbyudvikling
- vejomlægninger
- miljø
- natur
- turisme
- kulturelle initiativer og tilbud
- erhvervsudvikling
- kollektiv trafik
- budgetarbejdet
Organiseringsmuligheder
Grundlaget for en reel borgerinddragelse er et højt informationsniveau fra kommunens side.
Det giver på den ene side den enkelte borger mulighed for et indblik i såvel beslutninger som fremtidige overvejelser – og som følge heraf muligheden for involvering og indflydelse.
Den enkelte borger skal selv være aktiv og opsøgende for at opnå medindflydelse.
Nedenstående er eksempler på ”redskaber”, der kan anvendes:
- åben, ajourført og oplysende kommunal hjemmeside
- bred annoncering i lokale medier
- hjemmesidenyheder med debatmuligheder
- spørgetid forud for byrådsmøder
- dialogmøder for indbudt kreds vedr. specifikke emner
- åbne dialogmøder i forbindelse med brede og generelle emner
- ad hoc udvalg/grupper med repr. for organisationer m.m.
- konferencer og seminarer
- cafémøder
- værkstedsmodellen, eks. fremtidsværksted og fællesskabsværksted
- arbejdsgrupper
- borgerpaneler med repr. for et lokalområdes ”interessenter” – skoler, pasningstilbud, foreningslivet, ældreområdet m.m.
- borgerpaneler, hvortil der indbydes repr. med særlige forudsætninger i forhold til den konkrete sag
- vejledende afstemninger
- chatrooms, SMS og andre kommunikationsformer, der kan motivere den yngre del af kommunens borgere til aktiv medindflydelse
- brugerundersøgelser
En forudsætning for, at borgerinddragelsen bliver en succes er, at de involverede udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen.
For at der ikke alene bliver tale om ”en interesseklub, der afgiver et partsindlæg”, skal der i hver enkelt tilfælde udarbejdes et kommissorium, der beskriver såvel deltagerkredsen som det kommende arbejde.
Når det eksempelvis drejer sig om tilbud rettet mod borgere med særlige behov og problemstillinger, skal de aktuelle brugere involveres i processen.
Såvel Byrådet som fagudvalgene forpligtes til – med baggrund i nærværende ”Politik for borgerinddragelse” – at inddrage borgerne i processerne, når der udarbejdes principper, politikker, udviklingsplaner m. v.
Beslutning om strategi og form træffes politisk – og tilrettelægges og gennemføres, så der bliver tale om reel borgerinddragelse.
Evaluering og dokumentation
Borgernes oplevelse af, hvorledes Byråd og udvalg lever op til intentionerne i Politik for borgerinddragelse, dokumenteres via de generelle brugerundersøgelser.
Dansk
English
Deutsch