Nu bliver det nemmere at komme fra A til B i Skanderborg Kommune. Ikke mindst på tidspunkter eller i områder, hvor den kollektive trafik ikke kører.
Skanderborg Kommune indfører Plustur fra januar 2020. Plustur er i familie med de individuelle, fleksible tilbud Flexbus og Flextur, der fungerer som supplement til busser og tog.
Hvis man f.eks. bor på en gård uden for Skanderborg, kan man bestille en Plustur og blive kørt til togstationen i Skanderborg. Turen vil være tilpasset afgangstiden på det ønskede tog.
Eller hvis man kører med X Bus til Galten om aftenen, så kan Plustur være en mulighed for at komme resten af vejen hjem til f.eks. Veng.
- Plustur bringer borgere i landområder det vigtige første eller sidste stykke af vejen. Det skal øge mobiliteten i kommunen og gøre det mere attraktivt at benytte kollektiv transport. Plustur er et tilbud om transport på tværs i kommunen, som vi umuligt kan dække med faste busruter, siger formand for Plan- og Miljøudvalget Claus Leick.
En Plustur kan kun bestilles i kombination med en bus- eller togrejse. Man kan altså ikke benytte tilbuddet til hele rejsen, men kun til at komme til og fra et trafikknudepunkt. Plustur tilbydes på tidspunkter eller i områder, hvor der ikke i forvejen er bus- eller Flexbus-betjening.
Plustur bestilles direkte fra Rejseplanen. Man kan kun benytte Plustur ved at søge efter en rejse fra én adresse til en anden adresse på rejseplanen.dk eller i Rejseplanens app. Hvis Plustur er en mulighed, vil det fremgå af søgeresultaterne. Første gang man bestiller, skal man oprettes som bruger.
Prisen for Plustur svarer altid til en 2-zoners busbillet, der i øjeblikket koster 22 kr. Den tilhørende bus- eller togrejse betales som normalt f.eks. med rejsekort eller Midttrafiks app.
- Man kan rejse med Plustur i de tidsrum, hvor der kører busser og tog fra de kollektive trafikknudepunkter. Man kan f.eks. bestille en Plustur fra Voerladegaard til Skanderborg Station, så man på en hverdag kan nå det første tog, som kører kl. 5.23. Det kan ikke lade sig gøre i dag, så her giver Plustur helt nye transportmuligheder, siger Jesper Lützhøft Jensen, trafikplanlægger i Skanderborg Kommune.
Når man bestiller en Plustur, vælger systemet automatisk afgangstidspunktet, så det passer med ankomsten eller afgangen på den almindelige bus- eller togrejse. Derefter modtager man en ordrebekræftelse med det forventede afgangstidspunkt.
Plustur tilbydes i samarbejde med Midttrafik. Det er en samkørselsordning, som betyder, at der kan være andre passagerer med i bilen, og at turen kan være længere end den direkte vej.