Indsats for veteraner
- I Skanderborg Kommune arbejder vi på at yde en indsats for veteraner. Det betyder, at vi samarbejder med Veterancentret for at klæde medarbejderne på til at varetage indsatsen.
- På Beskæftigelsesområdet får medarbejdere viden om blandt andet, hvordan kompetencer i militært regi kan omsættes til et civilt job, og hvordan symptomer på PTSD (posttraumatisk stresssyndrom) kan spottes.
- På børn- og ungeområdet kan det være vigtigt for medarbejdere at vide, hvad man skal være opmærksom på hos børn, hvis forældre kan være veteraner.
- Medarbejdere fra ældre- og handicapområdet har samtidig fået viden, som relaterer sig til deres fagområde.
Anerkendelse af veteraner
Som en del af kommunens veteranpolitik anerkendes veteraner. Det foregår ved en officiel markering af Flagdagen for Danmarks udsendte den 5. september med Byrådet som vært for arrangementet.
Veteranpolitik
Soldater og andet personel, der har været udsendt for det danske forsvar i én eller flere internationale missioner, har ydet en særlig indsats for Danmark.
Der er de seneste år kommet langt større viden om og fokus på, hvordan veteranerne klarer sig efter en udsendelse.
Hovedparten af veteranerne klarer sig godt efter en udsendelse, og kommer hjem med styrkede kompetencer, men ca. 10 procent af veteranerne får det rigtig svært, og både de og deres pårørende har derfor behov for en særlig indsats. For nogen viser behovet sig straks efter hjemkomsten, for andre kan der gå flere år før behovet for hjælp enten opstår eller erkendes.