
Dansk Træplejerforening giver årets Bytræpris til Skanderborg Kommune for at bevare og udvikle Dyrehaven. Foreningen anerkender bl.a. arbejdet med at beskytte skoven i forbindelse med Smukfest, som hvert år tager imod mere end 50.000 gæster.
Torsdag den 17. november fik Skanderborg Kommune Bytræprisen 2022. Det skete i forbindelse med Dansk Træplejeforenings årsmøde i København.
Prisen er en hædersbevisning for ”en ekstraordinær indsats, der er ydet for at sikre og beskytte eller formidle viden om bytræer.”
- Skanderborg Kommune får Bytræprisen for vedholdende at forvalte den aldrende bøgeskov i Dyrehaven på en anerkendelsesværdig måde, så det er muligt at afholde en stor festival. Derudover bidrager kommunen gennem sit metodiske arbejde til forskningen i træpleje ved at være nytænkende i forhold til at forynge en del af skoven, fortæller formand for Dansk Trælplejeforening Lars Schultz-Christensen.
Claus Leick, formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune, modtog prisen på kommunens vegne. Han sagde blandt andet i sin takketale:
- I kommunens skove har vi fokus på, at arbejdet med biodiversitet, rekreativt friluftsliv og naturnær skovdrift godt kan gå hånd i hånd. Arbejdet i Dyrehaven er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre. Her har vi både fokus på at beskytte de mange gamle træer, og på at plante nye. Indsatsen foregår i et rigtig godt og tæt samarbejde med Skanderborg Festivalklub, som på den måde også har en stor andel i prisen.
Fokus på de gamle kæmper
Skanderborg Kommune har sammen med Skanderborg Festivalklub fokus på at bevare de gamle træer i Dyrehaven, da de giver et helt særligt miljø både for skovens gæster og for dyrelivet.
Inden festivalen lægges store kampesten rundt om træerne langs de mest befærdede skovveje. Der sættes røde presenninger omkring mange af træerne for at skabe ekstra fokus på deres tilstedeværelse og mindske risikoen for påkørsler. Året rundet arbejdes der med at identificere træer, der viser tegn på svækkelse. Blandt andet fordi de kan være farlige for festivalgæsterne. De svækkede træer markeres med unikke numre og registreres med GPS i en database, så skovplejerne kan følge udviklingen. Træernes trækroner beskæres, hvilket kan være med til at forlænge deres liv.
Foryngelse af nye områder
Udover indsatsen for at bevare de gamle træer bruger kommunen og festivalklubben mange kræfter på at forynge nye områder i den del af skoven, der er festival i. Det sker for at sikre en løbende udskiftning og varieret alderssammensætning af træerne.
Siden 2010 er der plantet mere end 29.000 kvm. skov i Dyrehaven. Det svarer til mere end fire fodboldbaner. Der er også lavet ladepladser, så opbygningen af festivalen sker på en måde, der er skånsom for skovens træer.
Genplantning af høje bøgetræer
Et af de markante tiltag er flytning af yngre bøgetræer på 6-10 meter for at sikre en god variation af træer i skoven. Træerne hentes fra andre steder i Dyrehaven til skoven om festivalområdet og flyttes med en rodklump på ca. 2 x 2 meter. Året i forvejen er rodnettet blevet beskåret. Efter flytningen etableres en vandingsvold rundt om træet, der også beskytter det omplantede træ mod påkørsler og komprimering af jorden.
Bytræprisen er uddelt af Dansk Træplejerforening siden 2009. Blandt tidligere modtagere er Københavns Kommune og Slots- og ejendomsstyrelsen.