
Der venter en fornyelse af pendlerparkeringen ved Skanderborg Station, så der kommer flere parkeringsbåse. Allerede nu har togbusser fået en ny plads ved stationen.
Først blev der lavet lyssignal på Jernbanevej for at regulere ind – og udkørslen til stationen. Så blev der anlagt nye grønne bede foran Museum Skanderborg og der er netop plantet små træer foran stationsbygningen.
Næste skridt i byggeriet omkring Skanderborg Station bliver en fornyelse af den lange pendlerparkeringsplads, der strækker sig fra Ladegårdsbakken til Museum Skanderborg.
- I løbet af de nærmeste dage bliver de gamle optegninger på asfalten, fjernet på parkeringsarealet nær Museum Skanderborg og ved korttidsparkeringen langs stationsbygningen, siger projektleder ved Skanderborg Kommune Søren Bruun Smedegaard.
Ny plads til togbusser
Byrådet har afsat ca. 7 mio. kr. til at forbedre trafikken og forny området omkring Skanderborg Station.
Tidligere i år åbnede Museum Skanderborg i det tidligere posthus på stationen. I et samarbejde med museet og DSB vil Skanderborg Kommune nu gøre plads til parkering af de togbusser, som DSB sætter ind ved ændringer i togdriften.
- På parkeringsarealet nær museet er der netop lavet pladser, der er forbeholdt togbusser, så togpassagerer nemt kan komme videre på deres rejse. Derudover kan turistbusser også benytte buspladserne, der er placeret op og ned ad langtidsparkeringen, forklarer Søren Bruun Smedegaard.
Skiltning af bussernes placering på henholdsvis Jernbanevej og inde på stationsområdet stilles op på området i nærmeste fremtid. Skanderborg Kommune har i den forbindelse et samarbejde med personalet ved 7Eleven på stationen, som kan guide rejsende i de rigtige retninger mod busserne.
140 ekstra pladser til cykler
- Det er glædeligt, at vi nu kan begynde at se forskønnelsen af stationen. Vi får en langt smukkere velkomst til borgere og gæster på Skanderborg Station, som med udvidelsen af parkeringspladser og ny cykelparkering samtidig bliver nemmere at bruge for både pendlere og til museumsgæster, siger formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget Claus Leick.
Maskinerne indtager pendlerparkeringspladsen ved Skanderborg Museum umiddelbart efter påske 2023. Dog bliver hele parkeringsområdet ikke afspærret helt, så der vil fra påske og over sommeren fortsat være muligt at parkere på pladsen for både pendlere og museumsgæster.
- Vi er klar over, at arbejdet med at etablere flere parkeringsbåse giver færre parkeringspladser, mens arbejdet står på. Men der håber vi på forståelse fra brugerne, der til gengæld kan se frem til omkring 30 ekstra p-pladser på området. Det bliver rigtig godt, siger Claus Leick.
Der er i dag ca. 230 parkeringspladser. Efter ombygningen vil der være ca. 260 pladser til pendlere og museumsgæster.
Derudover er der godt nyt til de cyklende pendlere. I forbindelse med omdannelsen af pendlerparkeringen, bliver der etableret ca. 140 cykelparkeringspladser mellem Museum Skanderborg og pendlerparkeringspladsen ud mod perronen.
Der er tale om ekstra cykelparkeringspladser ud over de eksisterende.
Ændringer på stationen
Af sikkerhedsmæssige årsager er der lavet trafikale ændringer omkring Skanderborg Station.
Vær derfor opmærksom på følgende (se illustration på PDF herunder):
- Kun busser må køre ind på stationsområdet fra Låsbyvej.
- Hverken personbiler, busser eller andre køretøjer må køre ud på Låsbyvej fra stationsområdet.
- Personbiler kører ind og ud fra stationen via lyskrydset på Jernbanevej
- På pendlerparkeringen er der nærmest Museum Skanderborg lavet 10 p-pladser med 3 timers parkering.
- Man kan køre ind til langtidsparkeringen fra både Ladegårdsbakken og den lille vej foran Museum Skanderborg.
- Alle køretøjer skal forlade langtidsparkeringen via Ladegårdsbakken.
Her kan du se en detaljeret tegning over ændringerne på Skanderborg Station.
Her kan du se en oversigt over, hvor de forskellige busruter har stoppested.