
Til sommer åbner en ny og attraktiv daginstitution og skole i Hørning. 184 forslag blev indleveret i en stor navnekonkurrence.
Den nye daginstitution og skole i Hørning kommer til at hedde: Sommerbæk Børnehus og Skole.
Det har Byrådet i Skanderborg Kommune netop besluttet.
Navnet er kommet frem gennem en navnekonkurrence, som har været åben for alle interesserede i perioden fra den 15. november til den 15. december 2022.
Der er indkommet i alt 184 navneforslag, som spændte bredt. De tog udgangspunkt i alt fra natur, beliggenhed til lokalhistorie. Afsenderen var primært fra borgere med bopæl i Hørning, men der var også bidrag fra andre steder i Skanderborg Kommune.
En bredt sammensat navnekomite – bestående af ledelses- og medarbejderrepræsentanter fra Bakkeskolen, Børnehuset Rosenvænget og Hørning Dagtilbud samt repræsentanter fra skolebestyrelsen, elevrådet og Byrådet – har vurderet forslagene og diskuteret fordele og ulemper ved de enkelte navne og indstillet et navn til godkendelse i Byrådet.
Positiv klang
Navnekomiteen valgte i enighed Sommerbæk Børnehus og Skole på baggrund af dets relation til Sommerbækkvarteret, hvor skolen er beliggende.
- Navnekonkurrencen er gået over alt forventning. Vi er glade for, at så mange ville deltage, og det er et virkeligt godt navn, der er kommet frem. Både ”sommer” og ”bæk” har en positiv klang og er i tråd med den grønne profil for den nye daginstitution og skole. Derudover er der en god tradition i Skanderborg Kommune for at navngive offentlige byggerier efter det område, de er placeret i, siger Trine Frengler, fmd. for Børne- og Ungdomsudvalget og et af medlemmerne af navnekomiteen.
Alle de fire forslag, der tog udgangspunkt i Sommerbækken som tema for navngivning, er kåret som vindere af konkurrencen og belønnet med biografbilletter.
Sommerbæk Børnehus og Skole åbner i august 2023.
Dronefotos af det store byggeri for en måneds tid siden. Fotos: Jørgen Aabo