
Hylke og de nærliggende nabolandsbyer Ustrup, Brørup og Båstrup er Årets Landsby 2023 i Skanderborg Kommune. Prisen og en check på 10.000 kr. overrækkes ved et arrangement fredag den 26. maj.
Beboerne i Hylke og omegn kan igen række armene i vejret og sætte flag frem.
De får for anden gang prisen som Årets Landsby i Skanderborg Kommune.
Første gang Hylke blev hædret var i 2015, og nu bliver der igen peget på området 10 km. syd for Skanderborg.
I år gives prisen til Hylke og de nærliggende landsbyer Ustrup, Brørup og Båstrup.
Det er Landsbyfællesskabet i Skanderborg Kommune, der har udpeget vinderen. Landsbyfællesskabet fungerer som bindeled mellem kommune, landsbyer og landområder.
- Vi er dybt imponerede over Hylkes evne til at arbejde målrettet med deres lokalmiljø og egen udvikling. De har samlet byen omkring en bæredygtig dagsorden og har givet sig i kast med imponerende projekter, trods et relativt lille indbyggertal. Hylke Bypark er et utrolig flot eksempel på et stort fælles projekt, som virkelig har krævet mange lokale kræfter, siger Helene Simoni, fmd. for Landsbyfællesskabet.
Fællesskab og fondsstøtte
Hylke og nabolandsbyerne får overrakt prisen som Årets Landsby i Skanderborg Kommune ved et hyggeligt arrangement ved Byparken fredag den 26. maj. kl. 16. Med prisen følger en check på 10.000 kroner.
En af talerne ved arrangementet er Tage Nielsen, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.
- I Skanderborg Kommune er vi rigtigt stolte af landsbyerne og alle de aktive borgere, der skaber udvikling og fællesskab. Hylke er et billede på, hvor langt man kan nå med ambitioner og lokalt engagement. Det har for eksempel banet vejen for landsbyens Bypark, skaterbane og madpakkehus, siger Tage Nielsen, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.
Han tilføjer, at beboerne i Hylke har været gode til at organisere sig og at skaffe støtte fra fonde, som har gjort det muligt at realisere store projekter.
Vuggestue på vej
Flere og flere får tilsyneladende øjnene op for Hylke som et attraktivt sted at bosætte sig.
Halvdelen af de otte grunde på den kommunale udstykning Præstebakken er allerede solgt eller reserverede.
I landsbyen er der dagpleje, vuggestue (fra 1. juli 2023), børnehave og skole med SFO samt et bredt udvalg af fritidsaktiviteter.
Landsbyen er dog mest kendt for det lokale fællesskab, som bl.a. kommer til udtryk ved fællesspisning, fastelavn, festuge og markedsdage.