
Et særligt lykkehjul får mange til at indsamle deres affald på Kærligheden.
Smukfest, Renosyd, VIA University College, konsulentvirksomheden Resonans og os i Skanderborg Kommune er gået sammen om projekt for at nedbringe mængden af usorteret affald og efterladt campingudstyr på Smukfest.
Studerende fra VIA University College har en stand på Kærligheden, Smukfests store campingområde mellem Vrold og Horsensvej, hvor de med kreative tiltag gør opmærksom på affaldsindsamlingen.
De har bl.a. "Skraldelykkehjulet". Når festivalgæsterne afleverer en paose med skrald, får de lov til at spinne hjulet, hvor de kan vinde en øl, isternninger og andre præmier.
Projektleder for Smukkere Camping Louise Griberg Spaabæk fra VIA University College siger:
- De studerende får både læring i praksis om motivation og adfærdsændringer med afsæt i teori om blandt andet innovation, designtænkning og nudging. De får erfaringer med at udføre events og motivationsdialoger – alt imens de laver noget, de synes er sjovt, og som giver mening for dem.
Festivalgæsterne har taget godt imod projektet, og indsatsen ser ud til at virke. Sidst på eftermiddagen onsdag (efter fire dage) var der indsamlet 753 sække med affald.