
Skanderborg Kommune har sat navn på to vigtige lederstillinger i kommunen. Lars Kronholm Christensen er ansat som leder af Vej og Trafik, og Bent Hodde Mortensen er udvalgt som leder af Vand og Natur.
Det er to personer med solid erfaring, der tiltræder to vakante lederstillinger i på teknikområdet i Skanderborg Kommune.
Lars Kronholm Christensen er ansat som leder af Vej og Trafik. Han kommer fra en stilling som leder af Park, Veje og Anlæg i Horsens Kommune.
Før det har han været miljøspecialist i Favrskov Kommune, og tidligere har han i årrække været chef for Ørsteds kraftværker i Vestdanmark og i udlandet.
I Skanderborg Kommune bliver han leder for 22 medarbejdere fordelt på fire teams: Drift, Anlæg, Mobilitet og Klima.
Han bliver spydspids for et område med meget bevågenhed fra politikere, medier og borgere, og han får hovedansvaret for budget og leverancer i forhold til samarbejdet med Entreprenørafdelingen om driften af veje, stier, parker mm.
Lars Kronholm Christensen er uddannet maskinmester og har flere lederkurser og en mini-MBA bag sig. Han bor i Solbjerg med sin hustru.
Alsidige opgaver
Bent Hodde Mortensen er ansat som leder af Vand og Natur i Skanderborg Kommune.
Siden 2015 har han været souschef i Teknik og Miljø i Odder Kommune, hvor han har været faglig og personalemæssig leder.
Før det har han været afdelingsleder i Natur og Miljø og miljømedarbejder i samme kommune.
I Skanderborg Kommune bliver han leder af en afdeling med 23 medarbejdere fordelt på seks teams: Natur, Overfladevand, Grundvand, Spildevand, Landbrug og Jord.
De konkrete opgaver omfatter alt fra udvikling af Gudenåens potentiale til håndtering af vand og spildevand fra mange tusinde festivalgæster i forbindelse med Smukfest.
Bent Hodde Mortensen er uddannet laborant og miljøtekniker og har senere suppleret med en Master i Teknisk Miljøledelse fra DTU. Han bor i Hørning med sin hustru.
Både Lars Kronholm Christensen og Bent Hodde Mortensen tiltræder 1. april 2023.