Byrådet behandlede projektet på mødet den 24. juni 2015, hvor Lokale og Anlægsfonden har ydet en bevilling på 3,5 mio. kr. til formålet. Desuden bidrager Friluftsrådet med 103.000 kr. og Vanførefonden med 100.000 kr. Hertil kommer en bevilling fra Realdania på 2,5 mio. kr. til restfinansieringen.
Der arbejdes på, at parken vil skabe rum for de ønsker, Låsbys borgere har om øget samvær, bevægelse og sundhed. Omdrejningspunktet bliver moderne/skulpturelle træningselementer i tilknytning til Låsby Hallen. Desuden kommer der en ny legeplads, skateareal, beachvolleybane, bytorv og en bro over et permanent vandspejl. På ankomstområdet ved haludvidelsen kommer en aktiverende indretning, som byder borgere og publikum velkomne.
Kommunens rådgiver LABLAND Arkitekter har afholdt udbud og licitation på projektet, hvilket overstiger de samlede entreprisesummer i budgettet i væsentlig grad. Den primære årsag til, at projektet har økonomiske udfordringer er, at jordbundforholdene er ekstraordinært fugtige og dermed bløde og svært fremkommelige. Hvis man vælger at sende i udbud igen, vil det være forbundet med stor økonomisk usikkerked med nuværende anlægsaktivitet og indebære et års forsinkelse.
Sammen med LABLAND Arkitekter har der været afholdt forhandlinger om såvel jordarbejde og smedearbejde. Selv efter denne forhandling, hvor der kun er medtaget det mest nødvendige for, at projektet kan bevare sin helhed og kvaliteter, mangler der fortsat 300.000 kr. for at projektet kan gennemføres.
Lokale og Anlægsfonden oplyser, at hvis man fjerner et ud af syv træningselementer, vil det blive betragtet som en væsentlig ændring af projektet, hvilket medfører, at fondens støtte vil blive reduceret forholdsmæssigt. Det er ikke muligt at øge fondsstøtten.
I forbindelse med gennemførelsen af projektet Låsby Søpark har Låsby Hallens bestyrelse lovet at fjerne en jordbunke på 3.000 m3 fra byggeriet af den nye hal, inden Søparkprojektet igangsættes. Dette har været lovet siden januar måned 2016, men det har været rigtigt svært for hallens bestyrelse og foreningerne i Låsby at skaffe tilstrækkelige midler til denne store opgave. Opgaven er prissat til ca. 250.000 kr. alt i alt.
På denne baggrund ønskes yderligere kommunal medfinansiering på 300.000 kr. til påskønnelse af aktive borgerskaber i Låsby og medfinansiering, samt 170.000 kr. som medfinansiering til fjernelse af jordbunken fra byggeriet af den nye multihal ved Låsby Hallen, så projektet kan gennemføres.
Pengene kan anvises fra puljen til grønne partnerskaber i Kultur og Fritids regi. Skanderborg Kommune ydede i 2015 et midlertidigt likviditetstilskud på 482.057 kr. til mellemfinansiering af projektet ”Gudenåen - en strøm af oplevelser” fra puljen Grønne partnerskaber – disse midler forventes tilbagebetalt i løbet af 2016. (sag nr. 41 fra Økonomiudvalgets møde 18. februar 2015).
Såfremt projektets økonomi sikres nu, kan første etape af det rekreative område færdiggøres i juni 2016, og hele Søparken ventes klar til indvielse i efteråret 2016, når al beplantning er gennemført.