På dagsordenen til udvalgsmødet er også indstilling om endelig vedtagelse af kommuneplantillæg nr. 13-13 og lokalplan nr. 1086 – Stjær, samt indstilling om udsendelse i høring af forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 3.BE1-5.06 – Brugsen i Stjær.
For de herefter resterende landzonedele af lokalplan nr. 14 med tillæg 1 og 2 har det vist sig mest hensigtsmæssigt at ophæve lokalplan nr. 14 med tillæg 1 og 2. Miljø- og Planudvalget skal tage stilling til forslag om fremsendelse af forudgående høring om ophævelse af lokalplan nr. 14 med tillæg 1 og 2 til ejerne af de berørte ejendomme.
Miljø- og Planudvalgets indstilling fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet.
Baggrund for forslag om ophævelse
Lokalplan nr. 1086 er en sammenskrivning og oprydning i uhensigtsmæssigheder, der er registreret med den eksisterende lokalplan nr. 14 fra 1980. Lokalplan nr. 1086 skal give en administrativ lettelse for bygge- og landzonebehandlingen, hvilket også gør det mere gennemskueligt for borgerne – hvad der er gældende hvor i Stjær by.
Lokalplan nr. 1086 omfatter de arealer, der er omfattet af den gældende lokalplan nr. 14’s geometri med tillæg 1 og 2, dog undtaget nogle ejendomme i landzone. Dels ejendomme med landbrugspligt, lidt vejareal og fællesareal langs vejen og to beboelsesejendomme, jf. vedlagte kort. De pågældende resterende arealer indgår ikke i arealet omfattet af lokalplan nr. 1086. Lokalplan nr. 14 med tillæg 1 og 2 vil derfor være gældende på disse områder, indtil lokalplanen ophæves.
Gennemgang af de landzonearealer, hvor lokalplan nr. 1086 ikke ophæver lokalplan nr. 14 med tillæg 1 og 2:
Del af landbrugsejendom – areal med bygninger, have, gårdsplads m.v.
Del, ca. 1,06 ha af matr. nr. 17a Stjær By, Stjær
Del, ca. 0,39 ha af matr. nr. 15a Stjær By, Stjær
Del, ca. 1,26 ha af matr. nr. 8a Stjær By, Stjær
Del, ca. 0,78 ha af matr. nr. 13a Stjær By, Stjær
Del, ca. 0,47 ha af matr. nr. 11a Stjær By, Stjær
Del af bygningsløs landbrugsejendom
780 m² - matr. nr. 12s Stjær By, Stjær, (med driftsbygning)
Del, ca. 197 m² af matr. nr. 12t Stjær By, Stjær
Beboelsesejendom
704 m² - matr. nr. 13p Stjær By, Stjær
Del, ca. 0,73 ha af matr. nr. 12a Stjær By, Stjær
Ubebyggede arealer
Del, ca. 593 m² af matr. nr. 58b Stjær By, Stjær – fælles friareal
Del, ca. 1278 m² af matr. nr. 7000m Stjær By, Stjær – vejareal
Del, ca. 39 m² af matr. nr. 7000s Stjær By, Stjær – vejareal
Retlige og faktiske konsekvenser
Ovennævnte arealer er omfattet af formålsbestemmelserne § 1 i lokalplan nr. 14, der handler om at sikre, at det eksisterende landsbymiljø bevares. Af § 2.2 fremgår bl.a. ”at de øvrige ejendomme inden for lokalplanområdet (i landzone) er forbeholdt til fortsat jordbrugsformål, jf. kommuneplanlovens § 81, stk. 3”.
Af § 3.6 fremgår, at ”de i § 2 stk. 2 nævnte ejendomme, som er forbeholdt til fortsat jordbrugsformål og som forbliver i landzone, må kun anvendes til landbrug, gartneri m.v., og der må kun opføres bebyggelse med henblik på dette formål”.
Bortset fra del af matr. nr. 17a Stjær By, Stjær, er de øvrige arealer omfattet af kommuneplanramme 33.BE.01, der udlægger området til blandet bolig- og erhvervsområde.
Lokalplanen giver for ovennævnte ejendomme ingen rettigheder, der ikke fremgår af eksisterende gældende lovgivning. Men lokalplanen vanskeliggør overblikket over, hvad der er gældende, og derfor vurderer administrationen, at det er bedst at aflyse den for arealet vist på vedhæftede kort. Ved aflysning af lokalplan nr. 14 på de arealer, der ikke er omfattet af forslag til lokalplan nr. 1086, vil ejendomme fremover blive administreret efter den gældende kommuneplans retningslinjer og rammer, landzonebestemmelserne i planlovens § 35 og øvrig eksisterende gældende lovgivning som f.eks. museumslovens § 29a om beskyttede sten- og jorddiger, der måtte være aktuel i forhold til den enkelte ejendom.
Ophævelse af lokalplan nr. 14 for omhandlede ejendomme vil ikke have særlige miljømæssige konsekvenser, idet anden lovgivning vil sikre dette, og ligesom i dag vil der ved større projekter, herunder planlægning for inddragelse i byzone, skulle screenes for miljøvurdering/ske miljøvurdering af den konkrete plan.
Procedure for ophævelse af lokalplan
Beslutning om at ophæve en landzonelokalplan træffes af Byrådet efter planlovens § 33, stk. 1, nr. 1. Der kan som udgangspunkt kun ske fuldstændig ophævelse af en lokalplan, hvilket vil være tilfældet efter vedtagelse af lokalplan nr. 1086 og tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 3.BE1-5.06.
Beslutning om ophævelse af en landzonelokalplan kan først træffes efter forudgående høring af ejerne af de berørte ejendomme med en høringsfrist på mindst 8 uger.
De indkomne høringssvar vil blive fremsendt til politisk behandling.
Stabschefen for Kultur, Borgere og Planlægning indstiller,
- at forudgående høring om ophævelse af lokalplan nr. 14 med tillæg 1 og 2 sendes i høring hos de ejere af ejendomme, der berøres, med en høringsfrist på 8 uger.
Sagen fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet.
Miljø- og Planudvalget vedtog at genoptage sagen på næste møde med en fornyet sagsfremstilling.