Undervisnings- og Børneudvalget behandlede på sit møde 7. maj 2015 punktet ” Budget 2016: Kvalitetssikring af forandringsforslag fra Bosætningsudvalget”. I den sammenhæng vedtog udvalget at anmode Fagsekretariatet Børn og Unge om at udarbejde:
- et udkast til en ramme for projektet inklusiv en beskrivelse af formålet
- et budgetforslag
- et forslag til en tids- og procesplan
Fagsekretariatet Børn & Unge har på baggrund af de foreløbige input udarbejdet 4 forskellige overordnede modeller/scenarier for et eventelt fremtidig Børnefolkemøde. Modellerne differentierer i forhold til det grundlæggende formål, foreløbigt bud tilhørende indhold/aktiviteter, skønnet ressourcebehov samt vurderede fordele og ulemper.
De 4 modeller kan i overskrifter beskrives som:
- Model 1 - Fællesskabets muligheder
- Model 2 - Børnecamp i Skanderborg - Vi tager børn seriøst!
- Model 3 - Et nærdemokrati i udvikling
- Model 3 - Fremtidens børne- og ungepolitik
De beskrevne modeller er på ingen måde færdigudviklede – specielt i forhold til aktiviteter m.v. Modellerne og nærværende sagsfremstilling har primært det sigte at illustrere, at valget af formål med at etablere et børnefolkemøde vil få betydning i forhold til rammer, aktiviteter, ressourcer og tilhørende fordele og ulemper.
Såfremt der viser sig et politisk ønske om at prioritere realiseringen af et børnefolkemøde, vil den valgte model, en af de her skitserede eller en helt femte, skulle konkretiseret i et konkret planlægningsarbejde.
Det særlige udvalg for Bosætning og Infrastruktur i Skanderborg Kommune har fremsat en række forandringer indenfor børne- og ungeområdet, herunder følgende (nummer 45):
Børnetopmøde
”Der skal afholdes et børnetopmøde på Sletten. Topmødet er en uge i ferien for børn og deres forældre/ bedsteforældre – en uge med nærvær, samvær og oplevelser for alle. Oplevelser der bygger på og understøttes af Skanderborg Kommunes profil på børneområdet: Kvalitet, bevægelse, leg og kultur.”
Undervisnings- og Børneudvalget behandlede på sit møde d. 7. maj 2015 punktet ” Budget 2016: Kvalitetssikring af forandringsforslag fra Bosætningsudvalget”.
I den sammenhæng vedtog udvalget at anmode Fagsekretariatet Børn og Unge om at udarbejde:
- et udkast til en ramme for projektet inklusiv en beskrivelse af formålet
- et budgetforslag
- et forslag til en tids- og procesplan
Forud for Undervisnings- og Børneudvalgets behandling af punktet deltog formanden for Bosætningsudvalget, byrådsmedlem Søren Erik N. Pedersen, med et oplæg om de foreløbige tanker og ideer omkring et evt. fremtidigt Børnefolkemøde. Bland andet på denne baggrund drøftede Undervisnings- og Børneudvalget ideen og den videre proces.
Undervisnings- og Børneudvalget afgav følgende input til fagsekretariatets videre arbejde med modning af ideen og nærværende sagsfremstilling:
- Det skal være et børnefolkemøde, ikke et topmøde
- Målgruppen er børn og forældre/bedsteforældre fra hele landet
- Børnefolkemødet skal danne ramme om samvær både mellem børn og forældre, børn imellem og forældre imellem
- Der skal gerne være et årligt tema
- Børnefolkemødet skal vare fra fredag til søndag med mulighed for skallering på sigt
- Der skal også være aktiviteter for forældrene
- Der skal nedsættes en arbejdsgruppe for at sikre en bred forankring af projektet
- Der skal afsættes midler til at koordinere og igangsætte projektet
- Skolerne skal inddrages i arbejdet
- Børnefolkemødet skal danne ramme for dialog mellem aktører på børneområdet
- Det skal være muligt at deltage i aktiviteterne uden af overnatte
- Der skal være noget ekstraordinært at komme efter for familierne, f.eks. kendte personer eller unikke aktiviteter
- Børnefolkemødet kan evt. placeres i juni eller august
Fagsekretariatet Børn & Unge har på den baggrund udarbejdet nærværende sagsfremstilling, der præsenterer 4 forskellige modeller for et eventelt fremtidig Børnefolkemøde.
Modellerne adskiller sig fra hinanden i forhold til:
- det grundlæggende (politiske) formål med og tema for et fremtidigt børnefolkemøde
- på de foreløbige bud på indhold og aktiviteter under de enkelte temaer
- fordele og ulemper
- samt skønnede ressourcer (fremgår af opsamlende afsnit)
Det er væsentligt at bemærke, at modellerne på ingen måde er færdigudviklede – specielt i forhold til aktiviteter m.v. Modellerne (og nærværende sagsfremstilling) har primært det sigte at illustrere, at valget af formål (med at etablere et børnefolkemøde) vil få betydning i forhold til rammer, aktiviteter, ressourcer og tilhørende fordele og ulemper. Såfremt der viser sig et politisk ønske om at prioritere realiseringen af et børnefolkemøde, vil den valgte model (en af de her skitserede eller en helt femte) skulle konkretiseret i et konkret planlægningsarbejde.
Model 1- Fællesskabet muligheder
Formål
I denne model vil formålet med Børnefolkemødet være at synliggøre de mange fællesskabsmuligheder i Skanderborg Kommune for borgerne. Mødet vil kunne danne en ramme for fællesskabet ved at tilbyde anderledes aktiviteter og oplevelser for børn, deres forældre og evt. bedsteforældre. Samtidig kan Børnefolkemødet danne ramme for møde mellem lokale aktører på børneområdet, f.eks. fritidsforeninger, politikere, forældre, børn, skoler og dagtilbud som led i udviklingen af fællesskaber.
Målgruppe
I denne model henvender børnefolkemødet sig primært til kommunens borgere og folkemødet vil primært være et lokalt arrangement.
Aktivitetstyper
Det konkrete tema (indenfor ”Fællesskabets muligheder”) fastsættes hvert år efter aktuelle fokusområder på børneområdet og ud fra den politiske dagsorden.
Aktiviteterne afspejler i en vis grad det valgte tema. Et tema kunne f.eks. være ”Sunde fællesskaber”, hvor Børnefolkemødet danner ramme om understøttelse af det gode og sunde livsstilsvalg, og hvor børn og deres forældre får mulighed for at være sammen om sjov bevægelse og forskellige typer af motion og sport. Børnefolkemødet kan have fokus på kost og bevægelse som led i implementering af kommunens sundhedspolitik og som et alternativ til børns mere stillesiddende aktiviteter som computerspil og iPad.
Aktiviteterne kunne f.eks. være:
- Sportsforeningerne i kommunen inviterer til aktiv udøvelse af forskellige discipliner
- Mulighed for at få lavet et mini-sundhedstjek
- Opvisning i f.eks. parkour, som børnene også har mulighed for at prøve. Boder, hvor der kan købes sund mad og forældrene kan få opskrifter med hjem på sunde madpakker og sund aftensmad
- Fit for Kids, som er en frivillig forening, der tilbyder gratis sundhedsforløb til overvægtige børn og deres forældre, kunne være repræsenteret.
- Løb for børn og evt. forældre, hvor børnene tilmelder sig på forhånd, evt. med deltagelse af en kendt, f.eks. Kronprins Frederik eller kronprinsesse Mary
- Danseshow på scene med kendte dansere og ”undervisning” fra scenen, så alle kan danse med eller aktiv koncert for børn
- Skak-turnering
- Et lokalt cirkus kunne lave en forestilling og undervise børnene i cirkusakrobatik
- Hoppeborg, bål og sunde snobrød, ansigtsmaling og andre lignende aktiviteter
- Mulighed for at bestille bord i Børnefolkemødets restaurant om aftenen, hvor en kendt kok laver sund aftensmad
- Afslutning med koncert for de voksne
Varighed og tidshorisont
Børnefolkemødet i model 1 er et dagsarrangement en lørdag eller søndag i juni eller august måned og kan afvikles i 2016.
Model 2 - Børnecamp i Skanderborg - Vi tager børn seriøst!
Formål
Formålet med denne børnecamp vil være at danne ramme om mødet mellem børn, ned særligt fokus på børns læring, udvikling og demokratiforståelse.
Eventen er i dens koncept et møde mellem den traditionelle lejrskole og et sportsstævne, hvor børnene både får oplevelse i det kendte fællesskab, klassen, men også får mulighed for at indgå i interessefællesskaber med andre børn fra hele landet og evt. udlandet.
Målgruppe
Børnecampen i Skanderborg vil være et alternativ til den traditionelle lejrskole, og evt. målrettet 5. og 6. klasser i hele landet. Som en ekstra dimension kan der også i mindre målestok blive afholdt arrangementer for voksne med interesse på børneområdet. Det være sig fagpersoner, politikere, forældre o.a.
Der er således mulighed for, at forældrene kan komme på besøg på lejrskolen, ligesom der f.eks. også er tradition for, at forældre gæster sportsstævner og spejderlejre for enten nogle timer, dagsbesøg eller med overnatning, og hvor der så også vil være ”noget at komme efter” for forældrene.
Aktivitetstyper
Børnene tilbydes på lejrskolen at deltage i en række aktiviteter, som de tilmelder sig til på forhånd, og som bliver afviklet i moduler. Hovedtemaerne kan gå igen fra år til år ligesom mange af aktiviteterne, idet det hele tiden med dette koncept vil være nye børn, der er målgruppen. Det betyder, at eventen ikke behøves gentænkes hvert år, men at der stadig er plads til udvikling af enkeltstående aktiviteter og justeringer af konceptet. Forslag til temaer:
- Passion og talent - Børn (under)viser børn. Hvad brænder du for og er der noget du er særligt dygtig til. Små workshops hvor det er tilladt at være nørd og give det videre til andre.
- Innovation og iværksætteri - Fokus på produktion og håndværk. Samarbejde med erhvervslivet. Børnepanel til produktudvikling, sparring til børnenes egne ideer. Georg Gearløs. Sted: Ungdomsskolens lokaler på Finlandsvej.
- Børneuniversitetet - Et lille skud videnskab i børnehøjde f.eks. astronomi, biologi, datalogi, filosofi, psykologi, kemi, fysik etc.
- Kunst og kultur - Aktiviteter indenfor dans, musik, billedkunst, design, teater, forfatterskab etc.
- Mad og sundhed - Fra bord til jord, madværksteder, om kroppen, fysisk og psykisk sundhed etc.
- Fritidsaktiviteter - Giv hjernen et pusterum og prøv kræfter med fritidsaktiviteter på land, til vands og i luften.
- Demokrati og samfund - Børnebyråd, børns rettigheder og muligheder, rollespil: flygtning for en dag, præsentationsteknik, mød verdenen – hør fortællinger fra andre lande, sociale medier, presserummet (børnene laver reportager), antimobning, børn som frivillige, elevråd og ungdomspolitik etc.
- Voksenaktiviteter - Børnecampen vil udgøre en fantastisk ramme for mødet mellem aktører på børneområdet om aktuelle emner. Det kan både være et ”topmøde” mellem professionelle aktører på børneområdet, eller det kan være inspirationsoplæg for forældre, lærere, pædagoger mv. evt. en blanding heraf.
Campens centrum kunne være Campus Skanderborg, hvor klasserne indkvarteres i klasseværelser, og hvor der er mange faciliteter enten på eller lige i nærheden, der kan danne ramme om aktiviteter under lejren. Der kan dog også være aktiviteter, der placeres andre steder i kommunen. Campus Skanderborg rummer endvidere de logistiske faciliteter som toiletter, bad, kantinefaciliteter mv.
Varighed og tidshorisont
Børnefolkemødet i model 2 kan vare op til 3-4 dage (evt. i Kr. himmelfartsferien). Børnefolkemødet efter model 2 kan afvikles i 2017.
Model 3 – Et nærdemokrati i udvikling
Formål
Formålet med Børnefolkemødet i model 3 er at drøfte nærdemokratiet og udviklingen af Skanderborg Kommune som en attraktiv kommune for borgerne/børnene, involvere borgerne, drøfte dagsaktuelle temaer samt debattere udvikling på børneområdet med lokale aktører på området.
Målgruppe
I denne model henvender Børnefolkemødet sig til kommunens borgere, til aktører på børneområdet i (og evt. udenfor) Skanderborg Kommune og måske også til eventuelle kommende borgere.
Aktivitetstyper
Temaet fastsættes hvert år og aktiviteterne kan eventuelt afspejle og relatere sig til de temaer, der debatteres på mødet. Aktiviteter på et Børnefolkemøde efter model 3 kan eksempelvis være:
- En kendt person holder åbningstale
- Debat mellem politikerne i Skanderborg kommune og forskellige kendte aktører på børneområdet om aktuelle temaer og udviklingen på børneområdet med spørgsmål fra deltagerne og aktiv inddragelse af børnene
- Aktiviteter, der bidrager til udvikling af fællesskaber mellem forældre og skolerne
- Aktiviteter, der stimulerer sanserne og motorikken, f.eks. et sansehus, koncert og ”spil selv”, noget med mad osv.
- Foredrag ved kendt person
- Mini-byråd, hvor børnene er politikere for en dag
- Lokalavisen rykker ud på Børnefolkemødet og laver Børnefolkemødeavis sammen med børnene
- Boder, hvor der kan købes sund mad og forældrene kan få opskrifter med hjem på sunde madpakker
- Anti-mobbeløb
- Hoppeborg og andre lignende aktiviteter
- Mulighed for at bestille bord i Børnefolkemødets restaurant om aftenen, hvor en kendt kok laver sund aftensmad
- Afslutning med foredrag, standup, drive-in-bio eller lignende
Varighed og tidshorisont
Børnefolkemødet i model 3 kan vare op til 2 dage f.eks. lørdag og søndag i juni eller august, men kan også være et dagsarrangement. Børnefolkemødet efter model 2 kan afvikles i 2017.
Model 4 – Fremtidens børne- og ungepolitik
Formål
Formålet med Børnefolkemødet i model 4 er at debattere fremtidens børne- og ungepolitik med deltagelse af førende forskere, meningsdannere og aktører på børneområdet. Børnefolkemødet kan potentielt her få karakter folkemødet på Bornholm og formålet er derfor også at sætte Skanderborg Kommune på landkortet som en kommune, der arbejder progressivt med udviklingen af børne- og ungepolitikken.
Målgruppe
Børnefolkemødet efter model 4 henvender sig til politikere, fagpersoner, forældre, forskere, organisationer og andre aktører på børneområdet, som ønsker at debattere og påvirke fremtidens børnepolitik. Det vil samtidig skulle sikres, at der via aktiviteterne er et interessant indhold også for børn og unge – således at målgruppen kan deltage sammen med familien.
Aktivitetstyper
Temaet er hvert år ”Fremtidens børne- og ungepolitik” og programmet for Børnefolkemødet efter model 4 dannes efter de tilmeldinger, der kommer fra aktører på området, f.eks. Børns Vilkår, Børnehjælpsdagen, Børns Voksenvenner, forskellige politikere, ambassadører for frivillige organisationer på børneområdet m.fl.
Aktiviteter på et Børnefolkemøde efter model 4 kunne eksempelvis være:
- En kendt person holder åbningstale
- Forskellige scenarier i løbet af de 3 dage, hvor fremtidens børnepolitik debatteres mellem lands- og kommunalpolitikere, forskere, centrale aktører på børneområdet, frivillige organisationer og foreningslivet på børneområdet og også mellem professionelle og børn
- Forskellige workshops for både voksne og børn
- Aktiviteter, der støtter et bestemt formål, der relaterer sig til børnepolitik
- Diverse sjove aktiviteter for børn og voksne
- Foredrag
- Koncerter, stand-up og anden underholdning
- Mini-byråd, hvor børnene er politikere for en dag
- Boder, hvor der kan købes sund mad og forældrene kan få opskrifter med hjem på sunde madpakker
- Anti-mobbeløb med Kronprinsesse Mary, hvis fond har udviklet programmet ”Fri for mobberi” i samarbejde med Red Barnet
- Hoppeborg og andre lignende aktiviteter
- Kunstnere, der beskæftiger sig med underholdning af børn, optræder
- Evt. fyrværkeri ved afslutningen
Varighed og tidshorisont
Børnefolkemødet efter model 4 kan være et 3-dages arrangement fra fredag til søndag i juni eller august måned, men kan også være af kortere eller længere varighed. Folkemødet kan afvikles i 2017.
Opsamling på de 4 modeller
I nedenstående skema gives en opsamling på de 4 modeller, som skal bidrage til overskuelighed og sammenligning mellem modellerne ligesom fordele og ulemper ved de forskellige modeller også er beskrevet.
| Model 1 – Fællesskabets muligheder | Model 2 – Børnecamp i Skanderborg – Vi tager børn seriøst! | Model 3 – Et nærdemokrati i udvikling | Model 4- Fremtidens børne- og ungepolitik |
Formål | At synliggøre de mange fællesskabsmuligheder i Skanderborg kommune for borgerne og danne en ramme for fællesskabet ved at tilbyde anderledes aktiviteter og oplevelser for børn og deres forældre. | Formålet med denne børnecamp vil være at danne ramme om mødet mellem børn, med særligt fokus på børns læring, udvikling og demokratiforståelse. Eventen er i dens koncept et møde mellem den traditionelle lejrskole og et sportsstævne, hvor børnene både får oplevelse i det kendte fællesskab, klassen, men også får mulighed for at indgå i interessefællesskaber med andre børn fra hele landet og evt. udlandet | At drøfte nærdemokratiet og udviklingen af Skanderborg Kommune som en attraktiv kommune for borgerne/børnene, involvere borgerne, drøfte dagsaktuelle temaer samt debattere udvikling på børneområdet med lokale aktører på området. | At debattere fremtidens børne- og ungepolitik med deltagelse af førende forskere, meningsdannere og aktører på området og at sætte Skanderborg Kommune på landkortet som en kommune, der arbejder progressivt med udviklingen af børne- og ungeområdet. |
Målgruppe | Primært kommunens borgere (og folkemødet vil primært være et lokalt arrangement). | Skoleklasser (evt. 5.-6.klasser) evt. med ”besøg” fra forældre og udvalgte interessenter på børneområdet. | Kommunens borgere, aktører på børneområdet i og udenfor Skanderborg Kommune og muligvis også eventuelle kommende borgere. | Politikere, fagpersoner, forældre, forskere, organisationer og andre aktører på børneområdet (og deres familier), som ønsker at debattere og påvirke fremtidens børnepolitik. |
Aktiviteter | Underholdning, hygge og forlystelse | Læring, demokratidialog og hygge | Demokratidialog og underholdning/hygge | Demokratidialog og forsknings- og vidensformidling (med tilhørende familiehygge) |
Varighed og tidshorisont | 1 dag fra og med 2016 | 3-4 dage fra og med 2017 | 2 dage fra og med 2017 | 2-3 dage fra og med 2017 |
Fordele | Arrangementet kan give forældre og børn en anderledes oplevelse sammen, styrke fællesskaberne i kommunen og skabe en ramme for mødet mellem politikerne og borgerne med særligt fokus på inddragelse af børnene. Arrangementet vil opfylde ønsket om at lave et borgernært arrangement, hvor de lokale aktører inddrages og hvor mødet danner ramme om samvær både mellem børn og forældre, børn imellem og forældre imellem. Arrangementet kan afvikles indenfor en overskuelig tidshorisont. | Arrangementet har et stærkt fokus på at give børn en indholdsmæssigt god oplevelse Arrangementet vil opfylde ønsket om at lave et borgernært arrangement med fokus på fællesskab og læring blandt børn. Arrangementet vil sætte Skanderborg Kommune på landkortet blandt børn, deres forældre og skoler i hele landet. | Arrangementet kan både styrke fællesskaberne i kommunen, give børn og forældre en anderledes oplevelse sammen, inddrage børnene i udviklingen af børnepolitikken, danne ramme og debat om fremtidens børnepolitik og involvere eventuelle nye borgere i udviklingen af Skanderborg Kommune som en attraktiv kommune for børn og deres forældre. Arrangementet kan også afholdes som dags-arrangement. | Arrangementet kan potentielt få karakter af folkemødet på Bornholm og måske dermed kan bringe Skanderborg Kommune på landkortet på denne væsentlige dagsorden. Varigheden kan udvides i takt med at kendskabet til – og interessen for - arrangementet udbredes. |
Ulemper | Arrangementet vil med sit lokale fokus primært være interessant for nuværende borgere og lokale aktører. Arrangementet kan sandsynligvis ikke tiltrække deltagere over flere dage. | Det vil sandsynligvis tage tid (flere år) inden arrangementet bliver en succes, der kan tiltrække børn (og forældre) fra andre kommuner og dermed opnå en størrelse, der kan realisere det fulde potentiale. | Arrangementet har (nok) ikke potentialet til for alvor at give genlyd uden for Skanderborg Kommune/Østjylland. Der kan desuden være en risiko for at arrangementet ”sætter sig mellem 2 stole” og dermed ikke opnår den fornødne målgruppefokusering. | Arrangementet vil kun i mindre grad danne ramme om oplevelser for børn og forældre og vil sandsynligvis også i mindre grad have interesse for borgerne i kommunen. Det vil desuden kræve et langt sejt træk at sikre det brede kendskab og den brede interesse for arrangementet, dvs. at arrangementet skal gennemføres nogle gange, før potentialet realiseret og det potentielt ”rammer landkortet”. |
Forventet økonomi | 1-2 mio. kr. årligt (afhænger i væsentlig omfang af niveauet for deltagerbetaling) | 3-5 mio. kr. årligt | 2-4 mio. kr. årligt | 3-6 mio. kr. årligt |
På det nuværende tidspunkt i processen og på det foreliggende grundlag er det yderst vanskeligt at foretage et skøn over det nødvendige ressourceforbrug. I forhold til denne type aktivitet er det på mange måder lettere at vende spørgsmålet om, og fastlægge en overordnet økonomisk ramme og så fastsætte ambitionsniveau og dimensionering ud fra denne.
Ambitionsniveau og dimensionering vil samtidig være afhængig af adgangen til ekstern finansiering (eller andre bidrag) i form af sponsorater og evt. deltagerbetaling. Det er imidlertid samtidig væsentligt at pointere, at en evt. gennemførelse af et Børnefolkemøde vil medføre behov for en ikke ubetydelig kommunal medfinansiering.
Fagsekretariatet Børn & Unge har ud fra de foreløbigt indsamlede input foretaget følgende meget foreløbige og overordnede skøn over behovet for kommunal medfinansiering:
(mio. kr.) | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 |
Idémodning og projektledelse | Model 1 | 0,5 | 0,3 | 0,3 | 0,3 |
Model 2 | 0,5 | 0,5 | 0,5 | 0,5 |
Model 3 | 0,5 | 0,4 | 0,4 | 0,4 |
| Model 4 | 0,5 | 0,5 | 0,5 | 0,5 |
Aktiviteter, PR, rammer m.v. | Model 1 | 1-1,5 | | | |
Model 2 | | 2,5-4,5 | 2,5-4,5 | 2,5-4,5 |
Model 3 | | 1,5-3,5 | 1,5-3,5 | 1,5-3,5 |
Model 4 | | 2,5-5,5 | 2,5-5,5 | 2,5-5,5 |
Børne- og ungechefen indstiller,
- at de 4 skitserede modeller for evt. etablering af et Børnefolkemøde i Skanderborg Kommune drøftes – særligt i forhold til formål
- at udvalget drøfter og vedtager, hvilken kvalitetssikring der ønskes tilknyttet til forandringen fra Bosætningsudvalget nummer 45 vedrørende Børnetopmøde
Undervisnings- og Børneudvalget vedtog at indstille,
- at der skal arbejdes videre med udvikling af det i sagsfremstillingen fremsatte scenarie 4, dog med den bemærkning, at målgruppen for børnefolkemødet både skal rumme beslutningstagere, fagfolk og familier
- at ambitionen med valget af scenarie 4 er, at Skanderborg Kommune skal være der, hvor børne- og ungepolitik skabes i fremtiden
- at eksterne medfinansieringsmuligheder skal undersøges nærmere i den videre proces
- at den økonomiske ramme som fremstillet i sagsfremstillingen fastholdes
Undervisnings- og Børneudvalget bemærkede endvidere, at de øvrige forslag fra det særlige udvalg om Bosætning og Infrastruktur anses kvalificeret ved administrationens bemærkninger til udvalgets behandling af punktet på udvalgets møde i april.