Marte Meo

Marte Meo er en vigtig specialpædagogisk metode, der understøtter Skovbos værdigrundlag og intentioner om “Det gode barneliv”, hvor kommunikation, relation og valg/indflydelse er afgørende elementer.

Marte Meo-metoden er særdeles velegnet til at analysere og udvikle interaktionen mellem pædagoger og stærkt udviklingshæmmede børn/unge. Marte Meo-metoden udvikler og understøtter den kærlige kontakt og et udviklingsstøttende samspil, som fordrer læring og god trivsel for alle, både for børn/unge og medarbejder.

Skovbo har uddannede Marte Meo-terapeuter. Der er mellem ledelsen og Marte Meo-terapeuterne udarbejdet en aftale om, hvordan Marte Meo skal implementeres i specialpædagogikken på Skovbo. Marte Meo-terapeuterne har således i tæt samarbejde med afdelingslederne ansvaret for, at Marte Meo-værdierne, principperne og metoden bringes i anvendelse i forhold til den specialpædagogiske opbygning.

Vi oplever følgende effekter, når vi anvender Marte Meo i vores specialpædagogiske tilgang til børnene og de unge:

  • Gennem videoanalysen forbedres interaktionen og kommunikationen mellem børnene/de unge og medarbejderne.
  • Give en bedre kommunikation om børnene/de unges psykiske og sociale tilstand
  • Medvirke til, at den specialpædagogiske indsats tager udgangspunkt i børnene/de unges behov, ressourcer og ønsker, så selvskadende og udadreagerende adfærd kan mindskes, og læring og trivsel kan fremmes.
  • Øge fagligheden hos de ansatte, så de bliver bevidste om deres holdninger, værdier og adfærd i samspillet med børnene/de unge.
  • Øge fagligheden hos de ansatte, så de bliver bedre til at udveksle erfaringer og fælles refleksion i udviklingen af specialpædagogikken.

Handleplanerne og fokuspunkterne for den pædagogiske opbygning vedr. de enkelte børn og unge evalueres, korrigeres og perspektiveres på teammøderne hver 4. uge. Aftalte registreringer, observationer og pædagogiske praksisfortællinger danner grundlag for medarbejdernes refleksioner og nye tiltag i forhold til den pædagogiske opbygning.

Handleplanerne og fokuspunkterne for den pædagogiske opbygning vedr. de enkelte børn og unge evalueres, korrigeres og perspektiveres en til to gange om året sammen med forældre, sagsbehandler og andre fagpersoner.