Sommerfuglen

Aflastning til børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne herunder autisme og beslægtede udviklingsforstyrrelser. Der er plads til 7 børn/unge i Sommerfuglefløjen, heraf er nogle døgnbørn/unge.

Fysiske rammer

 Afdelingen er opdelt i to familiegrupper. Der er mulighed for yderligere opdeling, således at man kan tilgodese børnenes/de unges behov for mindre grupper i løbet af dagen. Der er gode udenomsarealer bl.a. med stor velindrettet legeplads.

Til fælles ophold og hygge er der:

  • Køkken / opholdsstue med sofagruppe, legetøj, TV, video og musikanlæg samt spisebord
  • Aktivitetsrum
  • To badeværelser indrettet med de nødvendige hjælpemidler.

Hvordan bor vi 

Børnene/de unge der er i aflastning har så vidt muligt det samme værelse, når de er i Sommerfuglefløjen. Børnene/de unge, der har døgnophold, har alle deres eget værelse. Værelserne er indrettet, i samarbejde med forældrene, således at det tilgodeser børnenes behov.

Dagligdagen

Når barnet/den unge er i aflastning i Sommerfuglefløjen, følger det sit sædvanlige undervisnings- og dagtilbud. Vi ønsker, at give barnet en følelse af sammenhæng og genkendelighed og tilstræber derfor, at kendte rutiner følges. Vi gør dagligt brug af institutionens fælles arealer som legeplads, spabadet, snoezelrummet og aulaen. Vi forsøger også at give børnene/de unge oplevelser udenfor Skovbo i form af udflugter, byture og oplevelser i naturen.

Pædagogisk indsats

I Sommerfuglefløjen er vort mål, at udvikle et fleksibelt og helhedsorienteret aflastningstilbud, der giver mulighed for, at den enkelte families behov for aflastning tilgodeses optimalt. Vi bestræber os på, at skabe kontinuitet og tryghed for børnene/de unge og deres familie.

Vi forsøger at give børnene/de unge mulighed for at etablere venskaber og netværk og at gøre Sommerfuglefløjen til en del af dette netværk – børnenes liv. Vort afsæt er relationspædagogikken. Det vil sige forståelsen for at mennesker udvikler identitet i samspil/ dialog med andre. Derfor lægges vægten i vort daglige pædagogiske arbejde på kommunikation.

Når barnet/den unge er på Skovbo, følger det sin skole, SFO, børnehave eller dagtilbud.