Fra 2019 til 2020 faldt Skanderborg Kommunes CO2-udledning med 17 %. Mindre kørsel og mange Corona-lukkedage, hvor kommunale bygninger ikke brugte strøm, står for en stor del af besparelsen. Men også gadelygterne langs kommunens veje og stier spiller en rolle, viser kommunens seneste CO2-regnskab.
De seneste ti år er gadebelysningen i Skanderborg Kommune gået fra at udlede omkring 2.000 ton CO2 om året til nu at udlede omkring en femtendedel, altså ca. 300 ton om året. Faldet skyldes, at man er gået over til at bruge LED-lys i lamperne.
- I 2019 skiftede vi omkring 800 lamper til LED, og sidste år var det cirka dobbelt så mange, altså 1.600 lamper. Vi fortsætter udskiftningen de næste tre år med omkring 800 lamper om året, fortæller Jesper Lützhøft Jensen, som arbejder med vejbelysning i Skanderborg Kommunes afdeling for vej og trafik.
Kommunen står for at holde lys i omkring 16.500 gadelamper fordelt i hele kommunen, og man regner med, at alle lamper er skiftet til LED ved udgangen af 2023. I forbindelse med udskiftningen af lamperne udruller kommunen også en ny type styring af vejbelysningen, som følger solen i stedet for at følge et ur eller en sensor, fortæller Jesper Lützhøft Jensen:
- Lyset slukker og tænder, når solen går op og ned. På den måde sikrer vi, at lyset kun er tændt, når det er mørkt. Samtidig får vi mulighed for at lave mindre tændområder, så færre mennesker bliver generet ved nedbrud, og montørerne kan tænde færre lamper ved test eller reparation i dagtimerne.
Det nye styresystem lader også montørerne tænde og slukke vejbelysningen med en app i stedet for at skulle køre frem og tilbage til de tændskabe, der styrer lamperne. Dermed vil man spare lidt ekstra kørsel, og dermed CO2, i forbindelse med vedligehold.
3.439 tons
Så meget CO2 udledte virksomheden Skanderborg Kommune samlet set i 2020. Det er et fald på 9.496 tons siden 2009.