Invest In Play - forældrekursus - børn med ADHD eller lignende adfærd
Invest In Play (IIP) er et 12-sessioners forløb for forældre til børn i Børnehaveklasse - 6. klasse med ADHD eller lignende vanskeligheder.
Dit barn behøver ikke at være udredt for ADHD, for at I kan deltage i forløbet.
Sammen med underviserne på gruppeforløbet arbejder I med forebyggende og behandlende strategier, som erfarings- og forskningsmæssigt har vist sig at virke. Strategierne er bygget op omkring seks trin, der hjælper med at styrke et godt fundament for barnets liv.
Formålet med kurset er, at forældre og børn udvikler et positivt samvær, hvilket medfører at barnets ADHD-symptomer eller lignende vanskeligheder mindskes, så der er mindre negativ adfærd, og barnets sociale kompetencer øges.
Forældrekurset medvirker til, at I oplever et lavere stressniveau, øger tilfredsheden med forældrerollen og at brugen af skæld ud bliver mindre.
Sessionerne består af både oplæg, øvelser, gruppedrøftelser og opgaveløsning. Vi har fokus på, at tage udgangspunkt i konkrete situationer fra jeres hverdag i familien.
Når I arbejder med disse trin, lærer I at:
- Bruge leg og positiv opmærksomhed til at skabe solide forældre-barn relationer og tillid
- Støtte barnets læringsmæssige-, følelsesmæssige- og sociale færdigheder
- Sætte omsorgsfulde grænser, der skaber forudsigelige og trygge rammer for, at børn kan trives
- Regulere stærke følelser - egne såvel som barnets
Hvem er Invest in Play-forældrekurset til?
Målgruppen for Invest in Play er forældre til børn i Børnehaveklasse - 6. klasse med ADHD eller lignende adfærdsvanskeligheder, herunder urolig adfærd/hyperaktivitet, koncentrationsbesvær, impulsiv adfærd, udadreagerende adfærd (fx slår og sparker), kravafvisende adfærd, raserianfald, manglende sociale kompetencer og begrænset evne til problemløsning.
Tid og sted
Kurset afholdes formiddage kl. 10.00 - 12.15 i Familiehuset, Grønnedalsvej 10, 8660 Skanderborg.
I løbet af ugen vil der være en opfølgningssamtale over telefon med en af gruppelederne.
Tilmelding
Der starter nye grupper op tre gange om året i hhv. august, november og februar. Da der er tale om et program, som skal gennemføres i sin helhed, er der ikke mulighed for løbende optag.
Der er plads til 7-8 forældrepar på hvert forløb.
- For grupper med opstart d. 28. november: Der er åbent for tilmelding fra 1. oktober - 10. november
- Kursusdag er torsdag. Torsdag d. 20/12, 2/1 og 13/2 er undtaget grundet jule- og vinterferie
- For grupper med opstart i februar/marts: Der er åbent for tilmelding fra 1. januar - 10. februar
- For grupper med opstart i august: Der er åbent for tilmelding fra 1. juli – 10. august
Tilmelding sker via linket nedenfor (log på med MitID)
Vi får rigtig mange relevante henvendelser, og vi kan derfor ikke garantere alle en plads. Det er ikke muligt at komme på venteliste i perioder, hvor der lukket for optag.
Vi kontakter dig for at afklare, om Invest In Play er det rette tilbud til dig/jer.
Sådan foregår et Invest In Play-forældrekursus
Kurset består af 12 sessioner af 2 timer og 15 minutters varighed. Sammen med en gruppe af forældre og to eller tre gruppeledere, vil der i løbet af disse gruppesessioner arbejdes med forebyggende og behandlende strategier, der kan hjælpe og støtte forældre til børn med ADHD eller lignende vanskeligheder. IIP-vejledergruppen er en tværfaglig gruppe, som består både af sundhedsplejersker, familievejledere og psykologer.
Hjemmeopgaver
I forbindelse med kurset er der materiale, som skal læses, og der er hjemmeopgaver, som drøftes og gennemgås på den efterfølgende gruppesession. Hjemmeopgaverne tester og afprøver programmets teknikker, og giver forældrene mulighed for at få sparring samt drøfte erfaringer med andre forældre under sparring med underviserne.
Der forventes stabilt fremmøde, samt lyst til at arbejde med de præsenterede teknikker derhjemme mellem hver gruppesession.
Kurset er uden børn.