Er du forberedt?
Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) anbefaler, at alle husstande er forberedt på at kunne klare sig i op til tre døgn i tilfælde af en krise eller et længerevarende forsyningssvigt.
Her på siden finder du links til anbefalinger fra både SAMSIK og Skanderborg Forsyning, så du og din husstand kan være bedst muligt rustet, hvis der opstår en krisesituation eller et længerevarende forsyningssvigt.
Du finder også links til gratis kurser og webinarer fra Beredskabsforbundet, hvor du kan få viden og konkrete råd om, hvordan du kan forberede dig på kriser og længerevarende forsyningssvigt.
Nederst på siden kan du læse mere om de tiltag, Skanderborg Kommune har iværksat for at sikre, at også de borgere, der bor i kommunalt regi, kan klare sig i mindst tre døgn ved krisesituationer og længerevarende forsyningssvigt.
Sådan forbereder du din husstand
Ved at følge nogle enkle råd kan du og din husstand blive bedre rustet til at klare jer på egen hånd, hvis der opstår en krisesituation.
Anbefalingen er, at du selv skal kunne klare dig i tre døgn. Det giver myndighederne tid til at håndtere situationen og yde hjælp der, hvor behovet er størst.
Vand i krise – sådan skal du forholde dig
På Skanderborg Forsynings hjemmeside finder du vejledning til, hvordan du skal forholde dig, hvis der ikke længere kommer vand ud af hanerne, og du ikke kan skylle ud i toilettet.
Hvis der ikke er vand til toiletskyl, anbefaler Miljøstyrelsen, at affaldet opsamles i poser og håndteres som restaffald. Hvis du har mulighed for det, må toiletaffald også nedgraves på egen grund.
Kurser og webinarer
Beredskabsforbundet tilbyder gratis kurser og webinarer med viden og konkrete råd til, hvordan du kan forberede dig og din husstand på krisesituationer.
Kriseberedskab for borgere der bor i kommunalt regi
I tråd med SAMSIKs anbefalinger har Skanderborg Kommune opdateret sine indsatsplaner og foretaget en række investeringer, så også borgere der bor i kommunalt regi – f.eks. på plejehjem og i botilbud – kan klare sig i op til tre døgn ved krisesituationer og længerevarende forsyningssvigt.
Fokusområder:
- Drikkevand (minimum tre liter pr. person/døgn)
- Mad
- Medicin og hygiejne
- Varme og lys
Vigtige investeringer:
- Nødgeneratorer til drift af datacenter, sundhedssystemer og madproduktion
- Terrængående hybridbiler til nødkørsel og transport af forsyninger
- Lagertank til diesel som sikrer brændstof til nødgeneratorer
- SINE-telefoner til kommunikation ved mobilnetsvigt
- Drikkevandsforsyning, herunder indkøb af sterile beholdere, så plejehjem og botilbud har adgang til rent drikkevand i op til tre døgn