Menu Søg

OBS! Flytning i perioden 2/9 til 21/12-16

Er du flyttet indenfor kommunen i perioden og har fået afslag på, at beholde din oprindelige læge, kan du efter en ny fortolkning af reglerne henvende dig til Borgerservice og få din tidligere læge igen. Hvis der er over 15 km. mellem din bopæl og lægens praksis skal du skrive under på, at du frasiger dig retten til sygebesøg.

Nyt sundhedskort

Sundhedskortet giver dig ret til sundhedsydelser i Danmark

Åbn alle

Hvad er et sundhedskort?

Sundhedskortet er navnet for det gule sygesikringsbevis, og det giver dig ret til sundhedsydelser. Sundhedskortet skal medbringes, når du er ved læge, speciallæge, tandlæge, tandplejer, fysioterapeut, fodterapeut, kiropraktor, psykolog, apotek, sygehus og hos kommunen.

På kortet står dit navn, cpr-nummer og kontaktoplysninger til din læge.

Hvem får et sundhedskort?

Alle med bopæl i Danmark er omfattet af sundhedsloven og får et sundhedskort.

Bestil nyt sundhedskort (sygesikringsbevis)

Du skal bestille nyt sundhedskort digitalt. Du kan også bestille et nyt sundhedskort til dit hjemmeboende barn, indtil det fylder 18 år. Er du over 15 år, kan du selv bestille et nyt sundhedskort. Det kræver, du har NemID.

Hvad koster et nyt sundhedskort?

Selvbetalt nyt sundhedskort

Det koster 195 kr. (2017) at få et nyt sundhedskort, bl.a. hvis:

  • sundhedskortet er blevet væk
  • sundhedskortet er under 4 år gammelt og ødelagt
  • du ønsker at skifte læge eller sikringsgruppe
  • du skifter navn, og navneskiftet ikke sker i forbindelse med indgåelse af ægteskab.

I de fleste kommuner betaler du dit nye sundhedskort med Visa/Dankort. Hvis du ikke har et Visa/Dankort, skal du kontakte din kommune for at finde ud af, hvordan du betaler for dit nye sundhedskort.

Gratis nyt sundhedskort

Det er gratis at få et nyt sundhedskort, hvis:

  • det er det første sundhedskort der udstedes til dig
  • du overgår fra hvilende sikret, fx når du ophører med værnepligt
  • du flytter til ny adresse og der samtidig sker et lægeskift
  • din læge lukker sin praksis eller din læges praksis deles i flere
  • du skifter navn ved ægteskab. Bemærk at navneskiftet skal ske i forbindelse med vielsen, dvs. senest 3 måneder efter vielsesdatoen.
  • et barn under 15 år skal have nyt sundhedskort, fordi den af forældrene eller værge, som barnet følger, skal have ændret oplysningerne i sit sundhedskort.
  • du bliver 15 år og ønsker at skifte læge (kun gratis hvis lægeskiftet sker senest i måneden efter din 15 års fødselsdag)
  • hvis du ændrer cpr-nummer
  • sundhedskortet er over 4 år gammelt, og der er brud eller revner i kortet
  • der er en defekt ved magnetstriben, der ikke skyldes forkert opbevaring eller brug af kortet.

Let betalingen i Skanderborg

I Borgerservice, Skanderborg Fælled 1, kan du både bruge betalingskort og mobiltelefonbetaling med Swipp og Mobile Pay.

Midlertidigt sundhedskort

Det tager normalt omkring to uger at få et nyt sundhedskort. Kommunen kan dog i særlige tilfælde udstede et midlertidigt dokument, hvis du har brug for det. Det koster ikke noget.

Få overblik over dine konsultationer

På sundhed.dk kan du få overblik over besøg, som du har haft hos praktiserende læge, speciallæge, tandlæge, fysioterapeut m.fl. Oversigten viser de besøg, hvor det offentlige har ydet helt eller delvist tilskud til behandlingen. Du kan se oplysninger om konsultationer tilbage fra 2003.

Min sundhedsjournal

På sundhed.dk samler sundhedsjournalen dine sundhedsdata i et overblik, der giver hurtig adgang til dine seneste personlige oplysninger. Sundhedsjournalen viser data fra forskellige kilder om din medicin, journaler fra sygehus og egen læge, laboratoriesvar, dine behandlinger på sygehuse samt evt. donorregistrering og livstestamente.

Hvis du vil klage

Hvis du vil klage over kommunens afgørelse om det gule sundhedskort eller gruppeskift, skal du sende klagen til Styrelsen for Patientsikkerhed inden fire uger efter, du har modtaget afgørelsen fra kommunen.

Det blå EU-sygesikringskort

Du skal bruge det blå EU-sygesikringskort, når du rejser til et EU-land, Norge, Island, Schweiz eller Liechtenstein.

Åbn alle

Udbetaling Danmark udsteder det blå EU-sygesikringskort.

Du skal bruge det blå EU-sygesikringskort, når du rejser til et andet EU-land, Norge, Island, Schweiz eller Liechtenstein. Med det blå EU-sygesikringskort har du ret til samme sygesikring, som borgerne i det land du rejser i.

Det er Udbetaling Danmark, der behandler ansøgninger om det blå EU-sygesikringskort og udsteder kortet. Du kan læse mere om det blå EU-sygesikringskort og bestille kortet på borger.dk:

Hvis du har brug for hjælp

Det er Udbetaling Danmark, der udsteder det blå EU-sygesikringskort. Har du spørgsmål om det blå EU-sygesikringskort, kan du finde svar på borger.dk/EU-sygesikringskort.

Her kan du:

  • søge om at få det blå EU-sygesikringskort.
  • få svar på de oftest stillede spørgsmål om det blå EU-sygesikringskort.

Du kan også kontakte Udbetaling Danmark:

Valg-af-laege

Åbn alle

Vælg læge

Du kan frit vælge en læge eller klinik, der har åbent for tilgang af nye patienter.

Hvis du flytter mere end 15 km – eller 5 km hvis du bor i København, Frederiksberg, Tårnby eller Dragør kommune – væk fra din bopæl og samtidig til en anden kommune, skal du altid vælge læge på ny. Ønsker du at bevare din nuværende læge, kan det kun ske, hvis vedkomne har åbent for tilgang af nye patienter.

Har du fået afslag på at beholde din oprindelige læge?

Har du ikke haft mulighed for at vælge din egen tidligere læge igen i forbindelse med flytning uden for 5/15 km grænsen, og er du flyttet indenfor kommunegrænsen, er det muligt at få genoptaget din sag. Du skal anmode din bopælskommune om at genoptage din sag.

Regler for hjemmebesøg

Der gælder forskellige regler for hjemmebesøg afhængigt af afstanden fra din bopæl til lægen eller klinikken:

Hvis det ikke er muligt at vælge imellem minimum to læger eller klinikker, der ligger mindre end 15 km – eller 5 km hvis du bor i København, Frederiksberg, Tårnby eller Dragør kommune – fra din bopæl, fx fordi lægerne og klinikkerne i området ikke har åbent for nye patienter, kan din region tilbyde dig at vælge en læge eller klinik, der ligger mere end 15 km fra din bopæl. I denne situation skal du acceptere, at lægen ikke kan komme på hjemmebesøg i tilfælde af sygdom, men at din region stiller sygebesøgstilbud eller transportordning til rådighed.

Valg af læge på plejehjem

Hvis dit plejehjem har en fast tilknyttet læge, har du mulighed for at vælge denne læge, selv hvis lægen har lukket for tilmelding af nye patienter.

Hvis plejehjemmets faste læge har lukket for tilmelding, skal du kontakte kommunen for at blive tilmeldt lægen.

Hvis plejehjemmets faste læge har åbent for tilmelding af nye patienter, eller du ønsker at vælge en anden læge end den fast tilknyttede plejehjemslæge, kan du vælge læge digitalt her på borger.dk.

Hvordan skifter jeg læge?

Du skal skifte læge digitalt, og du kan skifte læge digitalt for dine børn, indtil de fylder 15 år.

Hvordan skifter jeg læge, når jeg bliver 15 år

Som forælder kan du skifte læge digitalt for dine børn, indtil de fylder 15 år.

Når du fylder 15 år kan du vælge en anden læge end den, dine forældre har valgt til dig.

  • Det er gratis at skifte læge i den måned du fylder 15 år og i måneden efter. Herefter koster det 195 kr. (2017)
  • Du skal have NemID for at skifte læge.

For 15-17-årige gælder desuden følgende:

  • Forældrene kan ikke skifte læge digitalt for børn over 15 år. De skal gå i borgerservice og vise gyldig legitimation.
  • Når barnet fylder 18 år, kan forældrene kun skifte læge for barnet ved at bruge en fuldmagt fra deres nu myndige barn.

Hvad koster det at skifte læge?

Det er gratis at skifte læge, hvis:

  • din nuværende læge lukker sin praksis
  • din nuværende læges praksis deles i flere
  • du skifter læge i forbindelse med en flytning
  • du bliver 15 år og ønsker at skifte læge.

Ellers koster det 195 kr. (2017) at skifte læge.

Find læger og andre behandlere på sundhed.dk

På sundhed.dk kan du finde de praktiserende læger i Danmark, som du kan vælge, og bl.a. se:

  • lægens træffetider
  • lægens køn og alder
  • om lægen tager imod nye patienter
  • hvilke læger der ligger tættest på din adresse
  • om der er handicapvenlige adgangsforhold
  • lægens tilbud om elektronisk konsultation, tidsbestilling og receptfornyelse
  • på sundhed.dk finder du også øvrige behandlere i det offentlige sundhedsvæsen, fx fodterapeuter, ergo- og fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, tandlæger, tandplejere med flere.
  • Find behandler på sundhed.dk (nyt vindue)

Få overblik over dine konsultationer

På sundhed.dk kan du få overblik over besøg, som du har haft hos praktiserende læge, speciallæge, tandlæge, fysioterapeut m.fl. Oversigten viser de besøg, hvor det offentlige har ydet helt eller delvist tilskud til behandlingen.

Du kan se oplysninger om konsultationer tilbage fra 2003. Oplysningerne er tilgængelige ca. to måneder efter behandlingen.

Sygesikring og sikringsgrupper

Alle borgere har ret til gratis behandling hos læger og tilskud til medicin

Åbn alle

Hvad er sygesikring?

Alle borgere med bopæl i Danmark har ret til gratis behandling hos egen læge og speciallæger.

Du kan også få tilskud til medicin, tandlægehjælp, tandpleje, fysioterapi, fodterapi, kiropraktorhjælp og psykologhjælp.

Hvilke sikringsgrupper findes der?

Du kan vælge mellem to sikringsgrupper:

  • gruppe 1:
  • tilmeldt en bestemt læge
  • skal have henvisning til speciallæger
  • gruppe 2:
  • ikke tilmeldt en bestemt læge
  • skal ikke have henvisning til speciallæger
  • skal selv betale forskellen, hvis prisen på behandling hos læge eller speciallæge er højere end tilskuddet.

Du kan se på dit sundhedskort hvilken sikringsgruppe, du er i. Langt de fleste borgere er i sikringsgruppe 1.

Sikringsgruppe 1

Hvis du er i gruppe 1, skal du have henvisning fra din læge til behandling hos speciallæge, fysioterapeut, fodterapeut og psykolog. Dog kræves der ikke henvisning til øre- og øjenlæge, tandplejer, tandlæge og kiropraktor.

Det er gratis at få hjælp hos læge eller speciallæge. Du skal dog være opmærksom på, at lægen/speciallægen skal have en aftale med regionen, og at nogle læger, som har en aftale, også tilbyder privat behandling, du selv skal betale for.

De praktiserende læger og speciallæger, du kan finde på listen over læger i dit område, har alle en aftale med regionen.

Tilskud til medicin, tandlægehjælp, tandpleje, fysioterapi, fodterapi, kiropraktorhjælp og psykologhjælp bliver automatisk trukket fra regningen, før du betaler.

Sikringsgruppe 2

Hvis du er i gruppe 2, kan du frit søge behandling hos alle læger, speciallæger, tandlæger og kiropraktorer. Du skal have lægehenvisning til fysioterapeut, fodterapeut og psykolog, og fysioterapeuten, fodterapeuten eller psykologen skal have en aftale med regionen, for at du kan få tilskud.

Du får samme tilskud, som en gruppe 1-sikret patient får til en tilsvarende behandling. Læger, speciallæger, tandlæger, tandplejere og fysioterapeuter fastsætter selv prisen for behandling. Hvis prisen på behandling overstiger tilskuddet fra regionen, skal du selv betale forskellen, når du er i sikringsgruppe 2.

Nogle steder bliver tilskuddet trukket fra regningen, og du skal selv betale resten af lægens honorar. Andre steder skal du først betale hele regningen, og du kan derefter få tilskuddet refunderet hos kommunen.

Sikringsgrupper for børn og unge

  • Børn under 15 år følger som udgangspunkt deres forældres (forældremyndighedsindehaver eller værge) valg af læge og sikringsgruppe.
  • Har forældrene valgt hver sin læge, kan forældrene beslutte, hvilken læge barnet skal følge.
  • Har forældrene fælles forældremyndighed men hver sin bopæl, følger barnet samme læge som den forældre, barnet er bopælsregistreret hos.
Ønske om anden læge eller sikringsgruppe
  • Barnet kan med forældrenes samtykke vælge en anden læge end forældrenes.
  • Barnet kan ligeledes med forældrenes samtykke vælge anden sikringsgruppe.

Unge mellem 15 og 18 år kan vælge sikringsgruppe uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værge.

Skift sygesikringsgruppe

Hvis du ønsker at skifte sikringsgruppe, træder virkningen i kraft 14 dage efter, at kommunen har modtaget din skriftlige anmodning. Fornyet gruppeskift kan tidligst finde sted 1 år herefter. Du får nyt sundhedskort ved gruppeskift.

Du kan også henvende dig til borgerservice.

Få overblik over dine konsultationer

På sundhed.dk kan du få overblik over besøg, som du har haft hos praktiserende læge, speciallæge, tandlæge, fysioterapeut m.fl. Oversigten viser de besøg, hvor det offentlige har ydet helt eller delvist tilskud til behandlingen. Du kan se oplysninger om konsultationer tilbage fra 2003.

Hvis du vil klage

Du har mulighed for at klage digitalt over en afgørelse om særligt sundhedskort til Patientklagecenteret i Styrelsen for Patientsikkerhed. Patientklagecenteret skal have din klage senest 4 uger efter, du har modtaget afgørelsen. Klag digitalt til Patientklagecentret

Du kan som udgangspunkt kun klage digitalt. Hvis du ikke kan klage digitalt, kan du kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed på: 72 28 66 00.

Min sundhedsjournal

På sundhed.dk samler sundhedsjournalen dine sundhedsdata i et overblik, som giver hurtig adgang til dine seneste personlige oplysninger.

Sundhedsjournalen viser data fra forskellige kilder om din medicin, journaler fra sygehus og egen læge, laboratoriesvar, dine behandlinger på sygehuse samt evt. donorregistrering og livstestamente.

Transport til lægehjælp

Du kan i nogle tilfælde få betalt transporten til og fra læge, sygehus og genoptræning

Åbn alle

Hvem kan få gratis transport?

I nogle tilfælde kan du få arrangeret transport eller få betalt dine udgifter til transport til læge, speciallæge, sygehus eller genoptræning.

Dine muligheder for at få gratis transport afhænger af, om du skal til læge, speciallæge, sygehus eller genoptræning.

Transport til praktiserende læge eller praktiserende speciallæge

Du kan få transport eller få udgifterne til transport betalt, hvis du er i sikringsgruppe 1*, og opfylder et eller flere af disse krav:

  • din tilstand kræver transport med ambulance eller sygekøretøj til akut skadebehandling, eller
  • du skal til speciallæge, som er mere end 50 km fra, hvor du bor, eller
  • du er pensionist.

*Sikringsgruppe 1 er:

  • tilmeldt en bestemt læge
  • skal have henvisning til speciallæger
Transport til sygehus

Du kan få transport eller udgifterne til transport betalt, hvis:

  • din tilstand kræver transport med ambulance eller sygekøretøj, eller
  • du bor mere end 50 km. fra sygehuset, eller
  • du er pensionist, eller
  • du ikke er i stand til at tage med offentlige transportmidler, og
  • du er indlagt på sygehuset, men skal hjem midlertidigt, eller
  • du skal til videre ambulant behandling på sygehuset.
Transport til genoptræning efter indlæggelse

Hvis du har været indlagt på sygehus og har fået en genoptræningsplan, kan du få transporten eller få udgifterne til transport til genoptræning betalt, hvis:

  • du bor mere end 50 km. fra genoptræningsstedet, eller
  • du er pensionist, eller
  • du ikke er i stand til at køre selv eller tage med offentlige transportmidler.
Pris for turen

Det gælder for alle ture, at:

  • turen skal koste mere end 60 kr. tur/retur for ikke-pensionister og mere end 25 kr. tur/retur for pensionister (2017)
  • du kan få betalt det, turen koster med det billigste transportmiddel, du har mulighed for at bruge
  • du kan få transport til/betalt det, turen koster til din egen læge eller den nærmeste speciallæge, hvor du kan få behandling, til det sygehus, du er henvist til efter regionens visitationskriterier, eller til det genoptræningssted, du er henvist til efter kommunens visitationsretningslinjer.

Ansøg om kørsel til læge og sygehus

Ved transport til praktiserende læge, speciallæge og genoptræning skal du kontakte kommunen.

Ved transport til sygehus skal du kontakte sygehuset.

Hvis du selv sørger for transport til sygehusbehandling eller genoptræning, skal du først aftale det med sygehuset/kommunen. Når du bagefter søger om at få udgiften refunderet, skal du huske at sende dokumentation med fra lægen, sygehuset eller genoptræningsstedet for, at du har været der.

Regionen afgør, om du får tilbud om transport eller betalt udgifterne til befordring til sygehusbehandling, og kommunen afgør, om du får tilbud om transport eller betalt udgifterne til transport til læge og til genoptræning.

Kan jeg få en ledsager med?

I tilfælde hvor du selv kan få gratis transport, kan du også få dækket transporten for en ledsager hvis:

  • din alder eller dit helbred kræver, at du har en ledsager med, og
  • turen for ledsageren koster mere end 60 kr. tur/retur for ikke-pensionister og mere end 25 kr. tur/retur for pensionister (2017).

Hvis du vil klage

Hvis du har søgt om gratis transport og fået afslag, kan du klage til Styrelsen for Patientsikkerhed senest fire uger efter, at du har modtaget afslaget.

Fra 1. december 2015 skal du klage digitalt.

Kørsel til læge og speciallæge

Efter sundhedsloven har du, som pensionist, ret til kørsel eller befordringsgodtgørelse, når du skal til egen praktiserende læge eller til nærmeste speciallæge.

 

Du skal være opmærksom på, at kørsel kun kan bevilges hvis du opfylder følgende betingelser:

  • Du skal være pensionist
  • Du skal være medlem af sygesikringsgruppe 1
  • Du kan ikke anvende offentlige transportmidler af helbredsmæssige årsager
  • Du har ikke bil, og kan ikke få nogen til at køre dig

Hvis du er i stand til, at anvende offentlige transportmidler, køre bil eller blive kørt kan du blive bevilget befordringsgodtgørelse og få refunderet udgiften såfremt udgiften frem og tilbsge overstiger 25 kr.

 

Du kan ikke få bevilget kørsel til:

  • Diagnostiske undersøgelser eller behandlinger på nærmeste sygehus. Her henvises til Region Midtjyllands kørselskontor, tlf. 7023 6248.
  • Behandling hos kiropraktor, tandlæge, optiker, fysioterapeut, fodterapeut, mv.   

 

Ansøgning

Søg om kørsel til læge og speciallæge med NemID i selvbetjeningsboksen i højre side.

Har ansøger ikke NemID kan du hente ansøgningsskema her (PDF).

Kontakt Borgerservice

Borgerservice

Skanderborg Fælled 1
8660 Skanderborg

 

E-mail: skanderborg.kommune@skanderborg.dk

Sikker e-mail til kommunen (e-mails med personfølsomme oplysninger) kan du sende via din digitale postkasse på Borger.dk:

www.borger.dk/post

Tlf. 8794 7000

 

Telefontid:
Mandag og tirsdag 8.30 - 13.00
Onsdag: Lukket
Torsdag og fredag 8.30 - 13.00

 

Åbningstid:
Mandag og tirsdag 10.00 - 13.00
Onsdag: Kun åbent for borgere med aftale
Torsdag: 10.00 - 17.00
Fredag: 10.00 - 13.00

Bestil en tid til personlig betjening