
Børnehuset Horsegaard i Galten blev i dag officielt indviet. Det nye børnehus er bygget i træ, inspireret af en gammel slægtsgård og skal være med til at dække det stigende behov for dagtilbud i byen.
I takt med at flere og flere børnefamilier flytter til Galten, er behovet for nye dagtilbud vokset markant.
Derfor har Skanderborg Kommune bygget Børnehuset Horsegaard, som er et stort og moderne børnehus med plads til 165 børn. Fredag den 20. juni 2025 blev børnehuset indviet officielt.
Børnehuset er opført i træelementer og bygget efter den frivillige bæredygtighedsklasse, hvor der blandt andet er fokus på materialevalg, lavt energiforbrug og fleksibel indretning.
– Det er glædeligt, at vi nu kan byde børn og forældre velkommen i nye rammer og med en særlig lokal historie og et særligt fokus på bæredygtighed. Med Børnehuset Horsegaard er vi godt klædt på til at tage imod de mange børn, der vokser op i Galten-området i disse år, siger Trine Frengler, formand for Børne- og Ungdomsudvalget.
Genbrug fra den gamle slægtsgård
Børnehuset ligger, hvor slægtsgården Horsegaard lå i flere hundrede år. Arkitekturen trækker tydelige tråde til det tidligere gårdmiljø og er organiseret omkring en fælles gårdsplads, der forbinder ude- og indeliv.
Både pigsten og mursten fra gården er blevet genbrugt i det nye byggeri. Og i dag overrakte familien, der har haft den gamle gård, et flot træskilt til børnehuset. Træskiltet har hængt på "Horsegaard".
Dagtilbudsleder Helle Lund-Pedersen fra Dagtilbud Nord hæfter sig bl.a. ved funktionaliteten i det nye hus:
– Vi har fået et fantastisk børnehus, som er indrettet med øje for både børns hverdag og pædagogers arbejdsmiljø. Der er god akustik og fleksibilitet, og så spiller stedets historie en særlig rolle. Vi har fx fået lavet flotte træskulpturer af landbrugsdyr på legepladsen. Horsegaarden er også med os i fremtiden, siger Helle Lund-Pedersen.
Børnehuset Horsegaarden blev taget i brug i foråret, og i øjeblikket er der indskrevet omkring 120 børn.
Fakta om Børnehuset Horsegaard
- Plads til 165 børn (45 vuggestuebørn og 120 børnehavebørn)
- 1.375 m² bygning, 1.602 m² inkl. overdækning, 15.000 m² grund
- Opført i træelementer efter frivillig bæredygtighedsklasse
- Tre børneklynger organiseret med egne indgange og fælles gårdsplads
- Genbrug af pigsten og mursten fra den tidligere gård på grunden
- Anlægsbudget: 42 mio. kr.
- Arkitekt: Pluskontoret Arkitekter
- Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører AS
- Hovedentreprenør: Høgh & Sønberg