
Fremover kan en del af klimapuljen søges hele året, når nye grønne aktiviteter opstår
Nu bliver det nemmere for foreninger og andre fællesskaber at søge penge til forskellige grønne tiltag og aktiviteter.
Kommunens klimapulje, der årligt er på 500.000 kroner bliver nu åbnet, så 100.000 kroner fra puljen kan søges hele året, mens de resterende 400.000 fortsat kan søges en gang årligt ved årets begyndelse.
- Vi vil gerne understøtte klimavenlige fællesskaber som drivkraft for en bredere omstilling i samfundet. Puljen kan derfor søges til aktiviteter indenfor klimavenlig omstilling, der fremmer dialog og fællesskab. Derfor har vi besluttet at åbne en del af puljen, så der kan søges op til 10.000 kroner til et projekt eller en aktivitet her og nu, siger formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget Claus Leick.
Pengene kan gå til…
Med justeringen af klimapuljen vil man modtage svar på sin ansøgning efter kun 10 dage og puljen kan søges allerede nu.
Beløb op til 10.000 kr. kan søges af samme målgruppe som resten af puljen, dvs. borgergrupper, foreninger, institutioner og virksomheder. Enkeltpersoner eller enkeltpersonsvirksomheder kan ikke søge støtte.
Eksempler på projekter, der kan søge op til 10.000 kr. året rundt:
- Aktiviteter med genbrug (f.eks. byttemarked)
- Aktiviteter med upcycling (f.eks. repair-café)
- Aktiviteter, der optager CO2 (f.eks. plante træer)
- Aktiviteter, der fremmer klimavenlig mad (f.eks. workshop med fokus på at lave klimavenlig mad)
- Grøn mobilitet (f.eks. ”Drop bilen og snup cyklen”-events)
- Indsamling af affald
Læs mere om klimapuljen på skanderborg.dk/klimapuljen, hvor ansøgningsskemaer også findes.