
I Ry Roklub har de sikret klubbens fremtid ved at klimarenovere klubbens faciliteter.
Isolering af vægge og gulve, udskiftning af vinduer med energivinduer mens varmepumper erstatter eldrevne radiatorer og strømslugende varmeblæsere. Udskiftning af alle pærer med LED lys, nybyg og renovering samt efterisolering af bade- og omklædningsfaciliteter med vandbesparende brusere og toiletter, timere på lyskilder og saunaer.
Det er ikke småting, Ry Roklub har fået ændret de seneste otte år. Klubben har eksisteret siden 1948 og Ry Roklub har holdt til i bygningen på Siimtoften 15 siden 1966. Den originale bygning rummede kun en brøkdel af det hus, medlemmerne møder i dag. Gradvis gennem årene er der udvidet og bygget til, præcis som mange andre klubber og foreninger kender det.
- Vores udfordring har været, at vi har mange forskellige rum, hvor nogle er kolde og andre skal være varme til ophold. Vi er også gået fra at være en sæsonklub til at være helårsklub, så er det da rart, at man kan mødes i et varmt lokale efter en tur på vandet, siger Susanne Dixen, formand for Ry Roklub.
Fællesskabet øges, mens elregningen bliver mindre
Susanne fortæller også, at klubbens 320 medlemmer ikke alene kommer i klubben for at ro.
-Fællesskabet og samvær både før og efter en rotur er mindst lige så vigtigt for medlemmerne, som selve roningen. Og som medlem forventer man bare mere i dag, end man gjorde for 30-40 år siden. Hvis faciliteterne ikke er tidssvarende, søger man hurtigt et andet sted hen. Derfor har det flere betydninger for os at optimere faciliteterne, siger Susanne Dixen, mens Finn Madsen, klubbens kasserer tilføjer.
- Vi har primært gjort det for at være med i den grønne omstilling og spare på strømmen. Førhen lå vores elregning på 75.000-80.000 kroner om året. Nu er vi nede på 50.000 kroner om året. Det er en stor besparelse for en mindre forening og gode penge at få i klubkassen til andre formål, siger Finn Madsen.
Små udvalg giver frivillige
Energirenoveringerne kræver, som mange allerede ved, en større økonomisk investering før elregningerne falder. I Ry Roklub har de valgt at søge penge til formålet og har fået tildelt 50.000 kroner af Nordea-fonden og 69.000 kroner fra Skanderborg Kommunes anlægspulje.
- Mange fonde vil give penge til nye aktiviteter og udstyr, men de færreste vil donere til bygningsmasse og renoveringer. Men der har vi oplevet et rigtig godt samarbejde med kommunen. Når det gælder om at samle frivillige hænder til opgaverne, har vi succes med at lave små udvalg ud fra bestyrelsen, så man som medlem kan melde ind på enkelte opgaver. På den måde føler medlemmerne ikke, at de hele tiden skal stille op til eksempelvis arbejdsdage, men i stedet kan hjælpe med dét, de er gode til. Flere har en håndværksmæssig baggrund eller er på anden vis fiks på fingrene. Vores næstformand Torben Lindeschouw har været god til både at skrive ansøgninger til fonde og have styr på processerne. Det er hans skyld, det hele har kunne lade sig gøre, siger Susanne Dixen.
Hun tilføjer, at de små udvalg også gør formandsposten i klubben overkommelig – en post mange ellers også holder sig fra på grund af tidsmangel eller for mange opgaver.
Formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, Claus Leick, er glad for at høre om den store grønne renovering, som Ry Roklub har gjort.
- Vi har alle et ansvar for at tage del i den grønne omstilling. Det gælder både erhvervslivet, borgere og de mange foreninger, vi har her i kommunen. Vi har en del puljer, hvor man kan søge penge, mens andre genbruger og reparerer inventar. Alle initiativer er velkomne, for når det gælder klimaet, gør alle bække små en stor å, siger Claus Leick
Lakken holder i varmen med genbrugsdøre
Ud over lune lokaler at mødes i efter en rotur, flotte omklædningsrum og opvarmet træningslokale kan medlemmerne nu også nyde godt af, at halvdelen af bådhallen kan lukkes af med genbrugsfoldedøre fra Ry Marinas klubhus.
- Det betyder, at vi i løbet af vinteren bedre kan reparere bådene og lakere dem. Lakken hærder bedst i 18-20 grader, så ud over at det også er en behagelig temperatur at arbejde i, har det rigtig stor betydning for at alle vores både kan fungere optimalt, forklarer Finn Madsen.
Sådan søger din forening penge til grøn energi:
- Lav en liste over, hvilke tiltag I vil lave
- Lav et budget over, hvad tiltagene vil koste
- Indhent evt. tilbud fra fagfolk – en ansøgning til fonde er bedre, når I har et præcist budget
- Find ud af, hvilke kompetencer medlemmer/bestyrelsen besidder og om de kan bruges i renoveringen eller om I får brug for at betale håndværkere.
- Skriv en ansøgning, der fortæller om jeres ønsker til tiltag og budget. Den samme ansøgning kan ofte bruges til flere forskellige fonde.