
En søbro mellem Bybadet og Lille Nyhavn er på tegnebrættet i Skanderborg Kommune. Formålet med broen er at binde søen og bylivet tættere sammen.
Om nogle år bliver det måske muligt at gå direkte fra Bybadet til Lille Nyhavn til lyden af bølgeskvulp og med flot udsyn over Skanderborg Sø.
Planerne om en søbro mellem Bybadet og Lille Nyhavn har været undervejs i flere år, og forleden besluttede de folkevalgte i Økonomi- og Erhvervsudvalget at give grønt lys til at sætte planlægningsarbejdet i gang.
Det er ikke ensbetydende med, at der kommer en søbro. Det betyder, at der arbejdes videre med ideen, og at planerne bliver mere konkrete og virkelighedsnære.
Fra idé til borgermøde
Den mulige søbro er et element i arbejdet med at gøre Skanderborg mere sammenhængende og levende, som skitseret i 'Heslig smuk – Politik for Skanderborg Midtby'.
Se politikken her og læs, hvorfor ordet ”heslig” indgår.
I slutningen af 2024 blev der sat gang i en tidlig dialog med borgerne, hvor en skitse for broen blev præsenteret. Dialogen blev indledt med et borgermøde i Kulturhuset, hvor omkring 90 personer deltog, og efterfølgende kom der 21 skriftlige bemærkninger fra borgere og foreninger.
Flertallet er positivt stemt, og flere peger på, at broen vil styrke forbindelsen mellem by, sø og natur. Andre kommer med forslag til ændringer i placering og design, mens enkelte har udtrykt bekymring for gener for de nærmeste naboer.
De forskellige input indgår i den videre planlægning, hvor vores fagfolk vil se nærmere på de forskellige bemærkninger, herunder muligheden for at placere broen længere ude i søen.
Det videre arbejde
Der er stadig mange skridt på vejen, før søbroen kan blive til virkelighed.
Der skal blandt andet udarbejdes tillæg til kommune- og lokalplanen, og projektet kræver desuden dispensation fra naturbeskyttelsesloven. Vi planlægger en offentlig høring og et nyt borgermøde undervejs.
Projektets foreløbige anlægsoverslag lyder på ca. 17 mio. kr.
Vores fagfolk arbejder på at finde fonde, sponsorer og andre, som vil bidrage til projektet.
Vi kommer til løbende at informere om projektets udvikling og muligheder.
Læs referat fra mødet i Økonomi- og Erhvervsudvalget her (pkt. 124).