Sagsfremstilling
Du kan læse sagsfremstillingen under dagsordenspunkt 102 her:
Høringsperiode og svar her
Høringsperioden løber fra den 1. juli 2025 til den 2. september 2025.
Du kan sende dit høringssvar her: Høringsportal
eller på brev til Plan, Teknik og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg. Høringssvaret skal være Skanderborg Kommune i hænde senest den 2. september 2025.
Du skal være opmærksom på, at alle høringssvar herunder navn og adresse, fremgår af de offentligt tilgængelige dagsordner for udvalgs- og byrådsmøderne. Beskyttede navne og adresser offentliggøres ikke.
Når høringsperioden er udløbet, behandler vi alle indkomne høringssvar, og du vil efterfølgende blive orienteret om den afgørelse Byrådet træffer.
Forslag til Lokalplan 1207 - Erhvervsområde ved Vroldvej, Skanderborg
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af at virksomheden Normal A/S ønsker at etablere et nyt hovedkvarter/kontorbyggeri på et areal ved Vroldvej og Vestermosevej i Skanderborg. Arealet udgøres aktuelt af matr.nr. 6eo, Vrold.
Lokalplanen har til formål at skabe rammerne for udvikling af erhvervsformål i form af ny kontor- og servicevirksomhed samt hotel-, konference-, kursus-, uddannelsesvirksomhed og lignende, herunder overnatningsfaciliteter og idrætsfaciliteter tilknyttet virksomheden.
Der må opføres 43.500 m² etageareal. Bebyggelsen placeres i den nordlige del af lokalplanområdet og med en gennemgående og tydelig struktur af sammensatte bygningskroppe med saddeltage. Bebyggelsen får varierende højder, hvor den maksimalt tilladte højde er 24 meter. Bebyggelsen skal primært opføres i tegl i røde og brune farvenuancer og/eller i træ, og tage kan tillige fremstå i stål med solceller og/eller dækket med vegetation.
Området skal vejbetjenes fra ny vejadgang med tilslutning til Vroldvej. Tilslutningen udformes som en rundkørsel. Mindst 40 % af parkeringspladserne skal etableres i kælder, men for første etape op til 16.000 m² er det tilladt, at andelen i kælder udgør minimum 25 %. I den sydlige del af området langs Vroldvej placeres størstedelen af områdets terrænparkering.
Der sikres beplantningsbælter langs Vroldvej og omkring den eksisterende boligbebyggelse på Vestermosevej. Der stilles krav om støjafskærmning for at beskytte den eksisterende boligbebyggelse på Vestermosevej mod virksomhedsstøj fra den interne ankomstvej.
Den østlige skrænt ned mod Vestermose må kun anvendes til rekreativt grønt område, naturområde og afgræsning. Området er omfattet af søbeskyttelseslinje samt § 3 beskyttet natur (overdrev, mose og sø). Der sikres en rekreativ slået sti ned mod Vestermose.
Med den nye lokalplanlægning aflyses Lokalplan 1035 i sin helhed.
Forslag til Kommuneplantillæg 25-01
Kommuneplantillæg 25-01 til Kommuneplan 25 er udarbejdet for at sikre overensstemmelse mellem Lokalplan 1207 og kommuneplanen. Den endelige vedtagelse af kommuneplantillæg og lokalplan er betinget af, at Forslag til Kommuneplan 25 endeligt vedtages og afløser den gældende Kommuneplan 21.f
Med kommuneplantillægget ændres teksten for den gældende ramme 11.E.02 vedrørende bebyggelsens højder og etageareal. Den maksimalt tilladte højde på bebyggelsen ændres fra 16,0 meter til 24,0 meter og fra 4 etager til 4½ etager.
Rammeteksten for 11.E.02 om bebyggelsesprocent og andel bebygget grundareal udgår, og i stedet fastsættes et etageareal på 43.500 m². Dette fordi etagearealet på 43.500 m², muliggjort i både den nu gældende Lokalplan 1035 og i forslag til Lokalplan 1207, ikke kan rummes inden for den maksimalt tilladte bebyggelsesprocent på 30 % og den maksimale andel af grundarealet, der må bebygges på 30 % i 11.E.02. Afgrænsningen af rammeområde 11.E.02 blev reduceret med kommuneplanrevisionen i 2021 for at udvide de nærliggende rekreative rammer, hvormed byggeretten i 11.E.02 utilsigtet også blev reduceret, hvilket der korrigeres for med kommuneplantillægget.
I rammeteksten for 11.R.06 fremgår det, at den fremtidige zone er landzone. Den del af rammeområdet, der omfattes af Lokalplan 1207, er beliggende i byzone, mens resten ligger i landzone. Som konsekvens heraf ændres rammeteksten for 11.R.06, så den fremtidige zone fastsættes til landzone og byzone.
Du kan se planforslagene her:
Lokalplanforslaget: Skanderborg/DKplan/Lokalplan1207
Forslag til kommuneplantillæg: Skanderborg/DKplan/KPT25-01
Er du fritaget for e-Boks, men ønsker planforslagene tilsendt, kan du kontakte os på telefon 87947171 eller 87947371.
Lokalplanforslagets retsvirkninger
Ifølge Planloven gælder det, at ejendomme der er omfattet af et lokalplanforslag, ikke inden forslaget er endeligt vedtaget af Byrådet, må udnyttes og ændres på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan. Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil.
Kommuneplantillæggets retsvirkninger
Ifølge Lov om Planlægning kan Byrådet inden for byzone modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
Inden for byzoner og sommerhusområder kan Byrådet modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelserne i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.
Miljøscreening
Der er i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) gennemført en screening for miljøvurdering af forslag til Lokalplan 1207 og forslag til kommuneplantillæg 25-01
Screeningsresultatet indgår som bilag til lokalplanforslaget, og det har ikke givet anledning til, at der skal udarbejdes en miljøvurdering af planforslagene.
Du kan klage
Du har mulighed for at klage over beslutningen om ikke at udarbejde en miljøvurdering.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Klagefristen udløber den 29. juli 2025.
Se klagevejledning.