Første spadestik er taget til Voers Skabende HUB, hvor mere end 600 nye kvadratmeter skal samle skole, foreningsliv og lokalsamfund i fælles rammer for læring og fællesskab.
Nu er et imødeset og utraditionelt byggeri i Voerladegård officielt i gang.
Det er en udvidelse af Landsbyordningen i Voerladegård og skal blandt andet rumme hjerterum, madværksted, musiklokale, fitnessfaciliteter og nye faglokaler.
Projektet hedder ”Voers Skabende HUB”, og det er tænkt som et sted, hvor læring, fællesskab og kreativitet mødes på tværs af generationer.
Om dagen bliver de nye lokaler en del af undervisningen i Landsbyordningen, og om aftenen kan de bruges til foreningsliv, møder og fællesskabsaktiviteter.
- Her bliver der bygget mere end 600 kvadratmeter. Og det er vel at mærke kloge kvadratmeter. Lokaler, som kan bruges til mange ting – både af børn i hverdagen og af voksne om aftenen. Det er hele byens byggeri, vi sætter i gang i dag, sagde borgmester Frands Fischer i sin tale.
Lokalt engagement har banet vejen
Projektet er drevet af foreningen Multisal i Voerladegård med opbakning fra en række lokale og nationale bidragydere.
Gl. Skanderborg Fonden giver således 1 mio. kr. til projektet, og der er også støtte fra nationale fonde.
Lokale kræfter har gjort en stor indsats forud for spadestikket, og en stor del af selve byggearbejdet bliver lavet med frivillige timer.
- Vi er utrolig stolte over at det er lykkedes os at realisere dette projekt, som vil skabe rammen for et endnu tættere fællesskab i byen mellem børn, voksne og ældre. Det har kun kunnet lykkedes gennem et særdeles godt samarbejde med Skanderborg Kommune, Landsbyordningen, frivillige ildsjæle og de fonde, der har troet på projektet, siger Peter Glibstrup fra bestyrelsen i Multisal i Voerladegård, som også talte til de cirka 100 børn og voksne, som deltog i dagens første spadestik.
Landsbyordningen i Voerladegård består af et børnehus og skole fra 0.-6. klasse. I forbindelse med udbygningen ombygges og renoveres skolen.
Byggeriet forventes at stå færdigt i etaper frem mod sommeren 2027.
Fakta om byggeriet ”Vores skabende hub”
- 640 m2 fordelt på to etaper.
- Bygherre: Foreningen Multisal i Voerladegård
- Bygherrerådgiver: Alekto
- Arkitekt: Vallentin Haugland
- Bidragsydere og fonde: Skanderborg Kommune, GL Skanderborg Fonden, købmand Herman Sallings Fond og Norlys
- Samarbejdspartnere: Skanderborg Kommune, Landsbyordningen i Voerladegård, Primus Motor, Alekto og Vallentin Haugland
En række børn fra Landsbyordningen tog første spadestik sammen med borgmester Frands Fischer (t.v.) og Peter Glibstrup, bestyrelsesmedlem i foreningen Multisal i Voerladegård (t.h.).
De nye faciliteter bliver i to etager og bliver målrettet både børn og voksne.
Peter Glibstrup fra foreningen og Merete Kristensen, leder af Landsbyordningen i Voerladegård, fortæller børnene om det store byggeprojekt.