Store Sløngeldag i Skanderborg trak sidste år mere end 10.000 gæster til. Lørdag den 9. maj er der igen børnefestival for friheden, fantasien og frækheden. Mød bl.a. Rasmus Walter og Wulffmorgenthaler.
Sløngeldagene i Skanderborg er i fuld gang.
Forleden var ca. 1000 elever fra 3. årgang fra skoler rundt om i kommunen med til en fælles oplevelsesdag med forfattermøder, musik, cirkus og oplæg. Eleverne blev blandt andet inspireret af Jan Kjær, Nor & Far og Sigurd Barrett.
Der har også været aktiviteter for børnehaverne og tre specialskoler i kommunen.
Ugens højdepunkt er Store Sløngeldag lørdag den 9. maj kl. 10–16, hvor Kulturhuset og Byparken forvandles til ét stort sløngelunivers.
Bliv ved med at lege
Sløngeldagene blev skabt i 2015 i forbindelse med Ole Lund Kirkegaards 75-års fødselsdag og har siden udviklet sig til en fast og bredt forankret tradition i Skanderborg. Sidste år deltog mere end 10.000 børn og voksne i løjerne i Skanderborg.
– Sløngeldagene er en påmindelse om, at vi skal blive ved med at lege – også i en tid med højt tempo og mange krav. Her er der plads til det skæve, det legende og det fællesskabende, siger Birgitte Abildgaard, formand for Di Heslige Slønglers Klup, som er den frivillige forening bag Sløngeldage i Skanderborg.
Gratis festival for hele familien
Store Sløngeldag den 9. maj byder bl.a. på et farverigt stomp-optog med Kong Gulerod i spidsen og væld af aktiviteter. Publikum kan blandt andet opleve sørøvertogt på søen, ponyridning, sæbekasseløb, kreative værksteder, god børnelitteratur og forfattermøder.
Der er også rig mulighed for at kaste sig ud i klassiske sløngel-discipliner som remoulademadskast, hønsedyst, ”nak en and” og ”prøv at få dårlig voksenånde”.
På scenerne er bl.a. Cirkus Fyr og Flamme, akrobatshowet Volates, Rasmus Walter og Wulffmorgenthaler.
Der er gratis adgang til Store Sløngeldag, og langt de fleste aktiviteter er gratis. Enkelte arrangementer kræver billet, som kan bookes via sløngeldagenes hjemmeside.
Bag arrangementet står Di Heslige Slønglers Klup i samarbejde med Skanderborg Kommune med flere.
Se hele programmet på sloengeldage.dk.

Sløngeldagene byder på en lang række oplæg og workshops med forfattere og kunstnere. Her er det Jan Kjær, der er fortatteren og tegneren bag den populære serie om Nomerne.
 1500px.jpg)
Bliv kanonkonge, kast med remoulademadder, kravl op i Virgils tårn eller prøv kræfter med nogle af de andre aktiviteter. Di Heslige Slønglers Klup kalder det "Drengestreger - også for piger".
 1500px.jpg)
Onkel Reje var på programmet i 2025, hvor Sløngeldagene kunne fejre 10 års jubilæum. Mere end 10.000 børn og unge deltog i Store Sløngeldag i Byparken og Kulturhuset.