
I Skanderborg kører bussen på en type brændstof, der mindsker CO2-udledningen
med 85 %. Det betyder ikke meget for passagererne – men det betyder noget for
miljøet.
Når rute 21 snor sig igennem Skanderborgs bybillede, er det i dag på 100 % biologisk dieselolie. HVO-biodiesel, eller Hydrotreated Vegetable Oil, består blandt andet af brugt madolie, restprodukter fra majs og affaldsfedt fra fisk og andre animalske fødevarer.
At bussen lidt populært sagt kører på ”døde dyr” betyder, at CO2-udledningen er reduceret med ca. 85 % årligt i forhold til, da den kørte på almindelig diesel. Og så betyder det sådan set ikke mere end det. I hvert tilfælde ikke, hvis du spørger de unge storforbrugere af bybussen – eleverne på byens ungdomsuddannelser. Trods store, grønne reklamer på deres bybus, er det endnu ikke lykkedes at finde en gymnasieelev, der har bemærket forandringen. Men biodiesel stiller heller ingen særlige krav til bussens motor og maskineri, så bussen er helt den samme, som den var før. Den spiser bare noget andet, og det er ikke nemt at se.
Ikke desto mindre bliver bybussen ved med at køre foran i Skanderborg Kommunes mission ”Grøn Omstilling”. I 2022 tager bussen skridtet videre fra biodiesel til el, der er en endnu mindre miljøbelastende måde at fragte flere mennesker rundt på. Så når rute 21 snor sig igennem Skanderborgs bybillede i fremtiden, bliver det med nyt look og næsten lydløst. Og måske vil passagererne bemærke forandringen da.
55 %
Så meget af CO2-udledningen fra energiforbrug i Skanderborg Kommune kommer fra transporten. Det er mere end udledningen fra strøm og varme tilsammen.