Fra 2009 - 2024 deltog Skanderborg Kommune i Kulturring Østjylland, med periodiske kulturaftaler mellem Kulturministeriet og Favrskov, Hedensted, Norddjurs, Odder, Samsø og Syddjurs Kommuner.
Aftalen er ophørt pr. 2025 og midlerne fra Kulturministeriet til projekter i aftalen overføres til kommunerne.
Skanderborg Byråd vedtog 30. april 2025 en standard for de afsatte midler fra Kulturministeriet og Skanderborg Kommune.
Standard for fordeling af midler, tidligere bundet til Kulturring Østjylland
Midlerne understøtter lokale kulturprojekter, der ikke kan understøttes af Kulturpuljen, og understøtter ikke afvikling af enkeltstående events eller fysiske produkter. Der prioriteres samlede indsatser med udgangspunkt i kultur-, fritids- og idrætspolitikken. Indsatserne skal leve op til følgende principper:
Følgende skal være gældende
- Samarbejde og netværk: Indsatser skal styrke kulturelle fællesskaber og samarbejder. Herunder prioriteres samarbejder på tværs mellem kulturudøvere, foreninger, frivillige og etablerede kulturinstitutioner, skoler og lign. Det er oplevelsen, at de velfungerende kulturelle initiativer, vi har i kommunen i dag, alle er formet i samarbejde mellem aktører.
- Nyskabelse og eksperimenter: Indsatserne skal være nyskabende og med fokus på udvikling af nye kulturoplevelser. Indsatser kan gennemføres af eksisterende aktører og institutioner – eller nye aktører i samarbejde med eksisterende aktører. Midlerne kan ikke understøtte allerede eksisterende aktiviteter. Midlerne kan og skal således anvendes til udvikling og forankring, men ikke til almindelig drift.
Følgende indgår i prioriteringen mellem samlede indsatser, som i øvrigt lever op til de to ovenstående krav
-
Inklusion og deltagelse: Særlig prioritet gives til initiativer, der inkluderer målgrupper blandt børn, unge og ældre, som ikke i dag deltager i kulturelle aktiviteter. Eksempelvis kan midlerne understøtte initiativer i boligsociale områder, kulturpas eller initiativer som ”kultur på recept”.
-
Balance mellem små og store projekter: Der skal være plads til både små eksperimenterende initiativer ("bobler") og større fyrtårnsprojekter. I prioriteringen mellem større og mindre projekter skal der tages hensyn til, hvordan midlerne bedst understøtter lokal kulturudvikling
-
Fleksible midler – merværdi: I prioriteringen mellem projekter skal der lægges vægt på, hvorvidt midlerne kan være understøttende som medfinansiering i forhold til at tiltrække flere ressourcer. Der skal samtidig lægges vægt på projektets samlede kvalitet og effekt.
Proces for fordeling af midlerne
- Der udvælges hvert år et særligt indsatsområde, der ønskes udviklingsfokus på
- Indsatserne må forventes at have en realiseringshorisont, der rækker udover det enkelte år
- Indsatsområderne udvælges ud fra fokusområderne i kultur-, fritids- og udviklingspolitikken
- Indsatsområderne udvælges af administrationen efter dialog med Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.