Se sagsfremstilling under punkt 238 i referat fra mødet i Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Afgrænsningsnotat for miljøredegørelsen
I forbindelse med planlægningen for vindmøllen, skal der udarbejdes en miljøredegørelse, som er en sammenskrivning af miljøvurdering af kommuneplantillæg samt lokalplan og af miljøkonsekvensvurdering af projektet.
Forud for miljøvurdering og miljøkonsekvensvurdering skal Skanderborg Kommune udarbejde et afgrænsningsnotat.
Afgrænsningsnotatet er Skanderborg Kommunes bestilling til bygherre af, hvilke miljøemner, miljøvurderingen og miljøkonsekvensvurderingen skal indeholde, og hvordan de skal belyses i Miljøredegørelsen.
Afgrænsningsnotatet har til formål at afgrænse alle væsentlige miljøforhold, som skal beskrives, analyseres og vurderes i miljøredegørelsen og er derfor en slags forarbejde til miljøredegørelsen.
Resumé af afgrænsningsnotatet
Skanderborg Kommune har udvalgt nedenstående emner, til belysning i miljøredegørelsen:
| Miljøfaktor | Vurderingskriterier | Databehov |
|
Befolkningen sundhed (Støj, Skyggekast) |
Miljøstyrelsens grænseværdier for vindmøller. Skyggekast. Driftsfase |
Støjberegninger. Skyggeberegninger. Kvantitative og kvalitative vurderinger. |
|
Klima, luft og ressourcer |
Besparelse af CO₂ og andre skadelige stoffer. Driftsfase. |
Kvantitativ vurdering af sparet CO₂ mm. med udgangspunkt i Energinets generelle miljødeklaration. |
|
Natur |
Fredede og beskyttede arter. Natura 2000. § 3-naturtyper. Anlægs- og driftsfasen. Område med naturbeskyttelsesinteresser (Grønt Danmarkskort). Bilag IV-arter. Biologisk mangfoldighed. Flora og fauna. |
Feltundersøgelse. Kvantitative og kvalitative vurderinger. |
|
Vand |
Planernes og projektets forhold til vandområdeplanerne og område for særlige drikke-vandsinteresser. Grundvandsforekomster og overfladevand. Anlægs- og driftsfase. |
Kvalitative vurderinger. |
|
Landskab og visuelle forhold |
Påvirkningen af det åbne land. Visuelle konsekvenser for omgivelserne. Driftsfase. |
Visualiseringer. Kvantitative og kvalitative vurderinger. |
| Kulturarv |
Fredet område – Illerup Ådal. Arkæologiske interesser. Fortidsminder. Anlægsfase. |
Kvalitative vurderinger. |
Offentliggørelse af udkast til afgrænsningsnotat
Udkast til afgrænsningsnotat er annonceret her på hjemmesiden.
Se det via linket nederst på siden.
Høring om udkast til afgrænsningsnotat
Udkastet til afgrænsningsnotat er sendt i høring hos berørte organisationer og myndigheder samt berørte lodsejere og naboer til projektet.
Høringen løber fra 13. april 2026 til og med 27. april 2026.
Da afgrænsningsnotatet skal beskrive hvilke miljøemner, der kan blive væsentligt påvirket af projektet og planerne, og desuden beskrive, hvordan de udvalgte miljøemner skal belyses i miljøredegørelsen, stiller Skanderborg Kommune nu to spørgsmål.
Mener du, der er et eller flere miljøemner, der bør tilføjes til miljøredegørelsen?
Mener du, Skanderborg Kommune bør belyse specifikke miljøemner yderligere end beskrevet?
Hvis du gør, så indsend gerne dine kommentarer til os.
Hvordan bruges høringssvarene
Efter høringen vil Skanderborg Kommune, på baggrund af høringssvarene, udarbejde et endeligt afgrænsningsnotat til bygherre om, hvilke miljøemner og miljøpåvirkninger der skal vurderes i miljøvurderingen planerne for Vindmøllen ved Mesing og i miljøkonsekvensvurderingen for projektet.
De to vurderinger vil derefter, sammenskrevet, udgøre den samlede miljøredegørelse.
Du har dermed, med dit svar, mulighed for at påvirke hvilke miljømæssige emner der vil blive behandlet i miljøredegørelsen.
Høringssvarene behandles udelukkende administrativt.
Den videre proces og offentlig høring af planer og miljøredegørelse samt §25 tilladelse
Når forslagene til Kommuneplantillæg 25-07 og lokalplan 1220 om etablering af vindmøllen, miljøredegørelsen samt §25 tilladelse er politisk godkendt til offentliggørelse, sendes materialet i 8 ugers offentlig høring. Dette forventes på nuværende tidspunkt at ske i slutningen af 2026. Høringssvarene fra denne senere høring forelægges til politisk behandling.
Ved den senere høring får borgere og myndigheder mulighed for at kommentere på planforslagene, som da er konkrete, og på miljøredegørelsen, som da vil være beskrivende for projektet og planernes mulige væsentlige påvirkning af miljøet – belyst ud fra de emner og den detaljeringsgrad, der er bestemt i afgrænsningsnotatet.
Om Lokalplan 1220 - Vindmølle ved Mesing og Kommuneplantillæg 25-07
Skanderborg-Hørning Fjernvarme ønsker at opstille en vindmølle med en højde på 150 m og med en installeret effekt på 4,5 MW.
Møllen skal levere strøm til driften af fjernvarmeselskabets varmepumpe med en direkte linje fra møllen til varmepumpen. Den direkte linje er godkendt af Energistyrelsen. Strømmen fra møllen kommer således ikke ud i det offentlige elnet, men anvendes til grøn forsyning af varmepumpen.
Dette medfører ud over en væsentlig CO2 reduktion også en reduktion i selskabets fjernvarmepriser og dermed en besparelse i eludgiften for den enkelte forbruger svarende til ca. 500 kr. pr standardhusstand.
Hvordan indsender du kommentarer
Du kan sende dine eventuelle kommentarer ind direkte til os via linket i den grønne boks øverst til højre på denne side, eller som post til:
Plan og byudvikling, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg
Høringssvaret skal være Skanderborg Kommune i hænde senest den 27. april 2026.
Du skal være opmærksom på, at alle høringssvar herunder navn og adresse, potentielt kan udleveres ved aktindsigt. Beskyttede navne og adresser udleveres ikke.