Politisk behandling
Skanderborg Byråd vedtog den 28. februar 2024 at fremlægge ovennævnte forslag til ophævelse i offentlig høring i 5 uger.
Du kan læse dagsordenpunktet fra Byrådets møde her
Høringen
Høringsperioden løber fra den 4. marts til den 8. april 2024.
Forslaget til ophævelsen kan i høringsperioden ses her på Skanderborg Kommunes hjemmeside.
Send dit høringssvar
Du kan sende dit høringssvar her
eller på brev til Plan, Teknik og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg.
Høringssvaret skal være Skanderborg Kommune i hænde senest den 8. april 2024.
Om høringssvar
Du skal være opmærksom på, at alle høringssvar herunder navn og adresse, fremgår af de offentligt tilgængelige dagsordner for udvalgs- og byrådsmøderne. Beskyttede navne og adresser offentliggøres ikke.
Efter høringen
Når høringsperioden er udløbet, behandler vi alle indkomne høringssvar, og du vil efterfølgende blive orienteret om den afgørelse Byrådet træffer.
Forslag til ophævelse af Lokalplan nr. 3 – Galten
Tidligere Galten Kommune vedtog i 1977, Lokalplan 3, Galten - for et område ved kommunevej nr. 1 Smedeskovvej, i Galten By.
Lokalplanområdet er beliggende i den nordlige del af Galten, nord for Smedeskovvej, og er en del af et større eksisterende erhvervsområde ved Smedeskovvej og Frichsvej. Lokalplanområdet omfatter et areal på 26.354 m2.
Lokalplanen giver mulighed for, at anvende området til erhvervsformål, til brug for opførelse af administrationsbygning og lagerhal til Galten Elværk.
Galten Elværk er i dag en del af Aura.
Det har vist sig, at Aura ønsker at afhænde ejendommen matrikel nr. 10l Galten By, Galten, til fortsat erhvervsformål.
Planlægningen er derfor blevet uaktuel, da lokalplanens formålsparagraf specifikt giver mulighed for erhvervsformål til Galten Elværk.
Formål med ophævelsen
Formålet med ophævelsen er at give mulighed for, at andre aktører end Galten Elværk kan udnytte erhvervsområdet.
Skanderborg Byråd vurderer derfor, at Lokalplan 3, Galten er utidssvarende, at den gældende planlægning for området ikke længere er relevant, og derfor kan ophæves i henhold til planlovens § 33, stk. 1, nr. 2.
Ved at ophæve gældende lokalplan 3, Galten, efter planlovens § 33, stk. 1, nr. 2, vil området fastholdes som byzone, og vil blive administreret efter den til enhver tid gældende kommuneplans retningslinjer og rammebestemmelser, samt det til enhver tid gældende bygningsreglement.
Forslagets retsvirkninger
Ligesom vedtagelse af en lokalplan ikke medfører pligt til at ændre de eksisterende forhold for et område, medfører ophævelse af en lokalplan ikke pligt til at tilbageføre eller ændre forholdene for området, som tidligere blev reguleret efter lokalplanen.
Retsvirkningerne af Lokalplan 3, Galten er gældende, indtil ophævelse af lokalplanen er endelig vedtaget.
Efter den endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanens ophævelse, sker administrationen af arealet på baggrund af Kommuneplanens rammebestemmelser og de generelle bebyggelsesregulerende bestemmelser i Bygningsreglementet.
Det betyder bl.a., at der er mulighed for at nedlægge forbud mod udstykning, bebyggelse eller ændret anvendelse, der er i strid med kommuneplanens rammedel.
Det betyder også, at der er en umiddelbar byggeret til byggeri, der er i overensstemmelse med bygningsreglementet.
Der er fortsat krav om tilvejebringelse af en ny lokalplan, hvis der skal foretages større bygge- og anlægsarbejder, herunder nedrivning af bebyggelse, eller hvis der sker en væsentlig ændring i anvendelsen af bebyggelse og arealer m.v.
Se forslaget
Du kan se forslaget til ophævelsen her
Er du fritaget for e-Boks, men ønsker forslaget tilsendt, kan du kontakte os på telefon 87947171 eller 87947733.
Miljøscreening
Der er efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) gennemført en screening for miljøvurdering af forslag til ophævelse af Lokalplan nr. 3, Galten.
Screeningsresultatet indgår som bilag til forslaget, og det har ikke givet anledning til, at der skal udarbejdes en miljøvurdering.
Du kan klage over Byrådets afgørelse om ikke at udarbejde miljøvurdering
Klagefristen udløber den 1. april 2024.