Velkommen til vores Børne- og Ungepolitik, som beskriver de fælles ambitioner og skaber den røde tråd i det gode børne- og ungeliv i Skanderborg Kommune. Politikken tager afsæt i Byrådets Udviklingspolitik og er samstemt med kommunens øvrige politikker og strategier. Det er en politik for alle børn og unge i hele deres opvækst fra 0-18 år, uanset deres udgangspunkt i livet.
Børne- og Ungepolitikken består af en overordnet vision og fem underliggende strategispor. Under hvert strategispor er der henvist til artikler fra Børnekonventionen og formuleret en række målsætninger, som vi skal lykkes med for at realisere politikkens vision.
Se med her, hvor de faglige organisationer giver deres perspektiv på Skanderborg Kommunes Børne- og Ungepolitik.
I disse korte klip deler de deres synspunkter og input til, hvordan vi sammen kan skabe de bedste rammer for børn og unge.
Alle børn og unge har følelsen af eget værd og troen på en lys fremtid, hvor de har mulighed for at trives i og bidrage til meningsfulde, mangfoldige og forpligtende fællesskaber.
Alle børn og unge har værdi i sig selv, for sig selv og i livets forskellige sammenhænge. De ses og respekteres for dem de er og mødes med anerkendelse og nysgerrighed. Alle børn og unge har adgang til omsorgsfulde og nærværende voksne, som rummer, støtter og hjælper dem i livet og i svære livssituationer. Børn og unge udvikler evnen til at være og trives i livet med en grundlæggende tro på sig selv.
Alle mennesker er ligeværdige. Vi anerkender børn og unges holdninger, ønsker og perspektiver som værdifulde og gyldige. Igennem inddragelse udvikler vi børn og unges forståelse for deres demokratiske rettigheder, pligter og ansvar. Børn og unge bliver inddraget og får indflydelse på beslutninger som vedrører deres hverdag, trivsel og udvikling. Inddragelse sker altid med afsæt i barnets eller den unges alder og forudsætninger. De voksne bærer dog altid det endelige ansvar for at træffe beslutninger og handle.
Alle børn og unge føler sig velkomne og trygge i meningsfulde, mangfoldige og forpligtende fællesskaber, hvor de har mulighed for at tage medansvar for, at andre børn og unge også føler sig velkomne. Fællesskaber fremmes af aktive værtskaber, hvor vi sammen tager ansvar for at møde hinanden med omtanke, respekt og glæde. Alle børn og unge har mulighed for at bidrage til fællesskabet og anerkendes som betydningsfulde i små såvel som store fællesskaber.
Alle børn og unge har adgang til varierede, inspirerende og udfordrende læringsmiljøer, som fremmer deres nysgerrighed, fantasi, mod og lyst til at lege og lære nyt. Deres hverdag indeholder både bevægelse, kreativitet, musik, kunst, kultur og natur, og de oplever frirum uden krav og bedømmelse, hvor  legen har selvstændig værdi. Børn og unge mødes af fagligt kompetente voksne, der er motiverede, engagerede og har gode rammer for at skabe en meningsfuld hverdag. Alle børn og unge møder passende udfordringer, og de har mulighed for at udforske og udfolde deres  potentialer.
Alle børn og unge har mulighed for at vende sig mod verden og udvikle både indsigt og udsyn, så de kan forstå sig selv i verden, begå sig i verden og finde deres egne måder at bidrage til verden. De inspireres til at anskue verden på nye og anderledes måder, og til at møde verden med nysgerrighed, engagement og bæredygtig adfærd.