Den politiske behandling
Du kan læse sagsfremstillingen under dagsordenspunkt 103 her: Byrådsmøde_25-06-2025
Planforslagene var fremlagt i offentlig høring i perioden 6. februar 2025 til 20. marts 2025, hvor alle havde mulighed for at afgive høringssvar. Der er indkommet 12 høringssvar. Høringssvarene blev behandlet på byrådsmødet den 25. juni 2025.
Ændringer i forhold til planforslaget
Lokalplanen er vedtaget med følgende ændringer i forhold til det forslag som har været i høring:
- at der i § 5.1 fjernes krav om, at bebyggelsen skal placeres i en afstand af 5 meter fra skel mod lokalplanområdets vestlige afgrænsning. I samme bestemmelse tilføjes, at hvis eksisterende bygning i delområde II bevares, kan der tilføres 3. og 4. etage hen over det eksisterende byggeri.
- at § 5.3 og § 5.4 begge omskrives, så der i de bygningsregulerende bestemmelser for B1 og B2 tilføjes:
- Bebyggelse i én etage, må opføres i 4,5 meter.
- I stueetagen (1. plan) må bygningens dybde ikke overstige 12 meter. I 2. og 3. plan må bygningens dybde ikke overstige 10,5 meter.
- Bebyggelse med en højde på over 4,5 meter må ikke placeres tættere på skel end 8 meter.
- at der i § 5.8 tilføres nogle præciseringer omhandlende, at altaner må placeres uden for byggefelt på de fleste facader. Dertil tilføjes følgende:
- Altaner kan etableres som indlæggende altaner.
- Altaner på bebyggelsens gavle må ikke placeres uden for byggefeltet. Altaner på gavlene skal placeres, så der sikres en afstand af minimum 8 meter mod gavl.
- På den vestlige del af byggefelterne B1 og B2 må altaner ikke placeres nærmere skel end 6 meter. Der kan etableres tagterrasse som 2. plan på den vestlige del af bygningen.
Lokalplan 1188 - Boligområde Brunhøjvej 8-10, Ry
Lokalplanen omfatter et område på knap 11.500 m² i Ry umiddelbart vest for Brunhøjvej og umiddelbart nord og øst for Lynghovedvej.
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af 90-100 boliger af varierende størrelse i én til to etager, inden for et samlet boligareal på maksimalt 8.850 m²
Bebyggelsens maksimale højder er 4 etager/16 meter mod Brunhøjvej og mod nord, samt maksimalt 3 etager/12 meter mod den offentlige sti langs vestsiden af lokalplanområdet.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en anmodning fra Ry Byudvikling om at få igangsat planlægning for området.
Se planerne
Du kan se de fulde planer her:
Lokalplan: https://skanderborg.viewer.dkplan.niras.dk/plan/20#/lokalplanid/572
Kommuneplantillæg: https://skanderborg.viewer.dkplan.niras.dk/plan/34#/20290
Er du fritaget for e-Boks, men ønsker planerne tilsendt, kan du kontakte os på telefon 87947171 eller 87947371.
Kommuneplantillæg 21-23
Lokalplan 1188 Boligområde Brunhøjvej 8-10, Ry er ikke i overensstemmelse med gældende Kommuneplan. Der er derfor udarbejdet tillæg til Kommuneplanen. Kommuneplantillægget er vedtaget uden ændringer i forhold til forslaget.
Lokalplanens retsvirkninger
Efter den offentlige bekendtgørelse af lokalplanen, må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med planens bestemmelser, medmindre der meddeles dispensation efter reglerne i planloven.
Bestående lovlig brug af ejendomme kan fortsætte som hidtil.
Kommuneplantillæggets retsvirkninger
Ifølge Lov om Planlægning kan Byrådet inden for byzone modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
Inden for byzoner og sommerhusområder kan Byrådet modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelserne i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.
Klagemulighed
Du har mulighed for at klage. Efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, kan der kun klages til Planklagenævnet over retlige spørgsmål. Det vil sige, at der kan klages over spørgsmål om planernes lovlighed, herunder deres lovlige tilvejebringelse. Der kan derimod ikke klages over planernes hensigtsmæssighed.