Den supplerende høring har siden den 30. september været offentliggjort her på Skanderborg Kommunes hjemmeside og sendt ud til ejerne af de berørte matrikler.
I forbindelse med at den supplerende høring nu sendes direkte til alle, der oprindeligt modtog besked om, at lokalplanforslaget var i offentlig høring, forlænges høringsperioden til den 27. oktober.
Høringsperioden for den supplerende høring der løb til den 19. oktober 2025 er forlænget til den 27. oktober.
Der er ikke ændinger i det først udsendte materiale, ændringen består i at materialet er sendt ud til flere borgere og som følge deraf er høringsfristen forlænget.
Rettelser til forslaget til lokalplanen
Delområde 3 udvides
Afgrænsningen af delområde 3 har været fastlagt efter regnvandsledningernes placering samt det deklarationsbælte, der skal tinglyses omkring ledningen.
Det nærmere arbejde med ledningsprojektet har vist, at der er behov for et midlertidigt arbejdsareal i tilknytning til ledningen, som overstiger det areal, der ligger inden for det fremtidige deklarationsbælte.
På grund af reglerne i ekspropriationslovgivningen skal også midlertidige arealbehov være omfattet af lokalplanens afgrænsning, for at der lovligt kan træffes afgørelse om midlertidig råden over disse arealer i anlægsfasen. Af den grund må lokalplanens afgrænsning udvides til også at omfatte de midlertidige arbejdsarealer, uagtet at disse ikke vil være omfattet af det efterfølgende deklarationsbælte.
Når anlægsarbejdet er fuldendt kan anvendelsen af de midlertidige arbejdsarealer overgå til deres tidligere anvendelse som landbrugsjord og natur.
Grænsen mellem delområde 2 og 3 tilpasses
Det er konstateret, at Skanderborg Kommunes parkeringsnorm ikke var opfyldt i projektmaterialet udsendt i den offentlige høring. For at sikre overholdelse af parkeringsnormen er det nødvendigt at foretage en justering af afgrænsningen mellem delområde 2 og 3. Denne justering medfører, at byzonen udvides, så den strækker sig til Gjernvej.
Den nye disponering kan ses på lokalplanens bilag 2 og bilag 3.
Du kan se planforslagene der har været i høring her:
Planforslag: https://dokument.plandata.dk/20_11915584_1751541284595.pdf
Kommuneplantillæg: https://dokument.plandata.dk/12_11915583_1751541669765.pdf
Er du fritaget for e-Boks, men ønsker planforslagene tilsendt, kan du kontakte os på telefon 87947171 eller 87947371.
Har du kommentarer
Du har mulighed for at indsende et høringssvar til rettelserne i forslag til Lokalplan 1205 Plejecenter vest for Nørregade samt til Kommuneplantillæg 21-31, der sikrer, at lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen.
Høringssvaret skal være Skanderborg Kommune i hænde senest den 19. oktober 2025.
Du kan indsende dit høringssvar via vores høringsportal som du finder link til i det grønne felt øverst til højre,
eller på brev til Plan, Teknik og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg.
Du skal være opmærksom på, at alle høringssvar herunder navn og adresse, fremgår af de offentligt tilgængelige dagsordner for udvalgs- og byrådsmøderne. Beskyttede navne og adresser offentliggøres ikke.
Når høringsperioden er udløbet, behandler vi alle indkomne høringssvar, og du vil efterfølgende blive orienteret om den afgørelse Byrådet træffer.
Historik
Skanderborg Byråd vedtog, på byrådsmødet den 27. maj 2025, at fremlægge planforslag til lokalplan 1205 - Plejecenter vest for Nørregade, Låsby i offentlig høring, i 8 uger. Sagsfremstilling kan læses under punkt 67, i referatet fra byrådsmødet den 27. maj 2025. Forslaget var i høring i perioden fra den 3. juli til den 28. august 2025 og der indkom der 2 høringssvar.
Forud for beslutningen om at fremlægge planforslaget i høring, blev der afholdt en tidlig dialoghøring fra den 27. januar til den 10. marts 2024 med dialogmøde den 29. februar 2024 i Låsbyhallen. I den tidlige dialogperiode indkom der 21 høringssvar som indgik i det efterfølgende arbejde, som ledte hen til det fremlagte planforslag der afspejler den afvejning af interesser, som Byrådet indtil videre har ønsket.
Forslag til Kommuneplantillæg 21-31
Kommuneplantillæg 21-31 udlægger kommuneplanramme 51.O.06 på arealet tilsvarende lokalplanen. Dermed udvides afgrænsningen for kommuneplanrammen, så arealet svarer til den opdaterede lokalplangrænse.
Kommuneplanramme 51.O.06 udlægger arealet til offentlige formål, herunder plejecenter. Eftersom kommuneplanrammen oprettes samtidig med lokalplanen, fastsættes de bygningsregulerende bestemmelser kun i lokalplanen.
Lokalplanforslagets retsvirkninger
Ifølge Planloven gælder det, at ejendomme der er omfattet af et lokalplanforslag, ikke inden forslaget er endeligt vedtaget af Byrådet, må udnyttes og ændres på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan. Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil.
Kommuneplantillæggets retsvirkninger
Ifølge Lov om Planlægning kan Byrådet inden for byzone modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
Inden for byzoner og sommerhusområder kan Byrådet modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelserne i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.
Miljøvurdering
Der er i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) gennemført en screening for miljøvurdering af forslag til Lokalplan 1205 og forslag til Kommuneplantillæg 21-31 Screeningsresultatet har givet anledning til en miljøvurdering af planforslagene.
Miljørapporten ledsager lokalplanforslaget i offentlighedsfasen og indgår som en del af det materiale, som er i supplerende høring. Se Miljøvurdering.