Danmark skal leve op til EU's krav om at beskytte vandmiljøet i alle medlemslande. Disse krav er beskrevet i Vandrammedirektivet og omhandler, at overfladevand og grundvand skal sikres god økologisk og kemisk tilstand. Dette skal blandt andet gøres ved at:
- Forbedre tilstanden i vandløbene ved at forbedre de fysiske forhold for eksempel ved genslyngning af vandløbet eller skabe levesteder for vandløbsdyr og -planter ved udlægning af sten og træ i vandløbet.
- Forbedre tilstanden i vandløb og søer ved at reducere forurening fra for eksempel hjem uden kloak (spredt bebyggelse), renseanlæg og kloakoverløb samt landbrug.
- Forbedre tilstanden i søer ved at reducere udledning af fosfor til søerne.
EU’s Vandrammedirektiv er udmøntet i dansk lovgivning via Miljøstyrelsens vandområdeplaner, hvori konkrete indsatser for at sikre vandområdernes måltilstand er udpeget. Den nyeste vandområdeplan er gældende for perioden 2021-2027 og er den tredje vandområdeplan (VP3).
Der har til dato været tre vandområdeplaner:
- Vandområdeplan 2009-2015 (VP1).
- Vandområdeplan 2015-2021 (VP2).
- Vandområdeplan 2021-2027 (VP3).
- VP3 har et genbesøg, som har resulteret i yderligere indsatser.
Vandområdeplanerne er bindende for kommunen. Indsatser som skal udføres, er beskrevet i indsatsbekendtgørelsens bilag 1.









