Du kan læse sagsfremstillingen under dagsordenspunkt 23 her: Byrådsmøde 25. februar 2026
Den 13. marts 2026 bekendtgøres planerne offentligt her på Skanderborg Kommunes hjemmeside.
Høring
Planforslaget var fremlagt i offentlig høring i perioden 2. oktober 2025 til 27. november 2025, hvor alle havde mulighed for at afgive høringssvar. Der er indkommet 3 høringssvar.
Vedtagelse
Høringssvarene blev behandlet på byrådsmødet den 25. februar 2026, og lokalplanen er vedtaget med følgende ændringer i forhold til det forslag som har været i høring:
I den endeligt vedtagne lokalplan 1208 er der tilføjet en tekst til bestemmelse om terrænregulering, så den nye § 7.8 lyder:
”Ved byggemodning af lokalplanområdet må terrænet indenfor delområde 1 og 2 udjævnes til et plant niveau til bebyggelse og tekniske anlæg. Det byggemodnede terræn indenfor delområde 1 og 2 må ikkeplaceres højere end kote 40,5 DVR 90 (Dansk Vertikal Reference 1990).
Det byggemodnede terræn skal tilpasses det omgivende landskab med naturlige overgange i form af skråninger med en hældning på maksimalt 1:1,5.
Terræn indenfor delområde 1 og 2 må maksimalt reguleres med +/- 0.5 meter i forhold til det byggemodnede terræn.
Til etablering af bakkeanlæg til lokal anvendelse af overskudsjord må terrænet reguleres mere end +/- ½ m, dog under hensyntagen til det omkringliggende landskab.”
I redegørelsen er tilføjet:
”Ved planering af terrænet forud for etablering af anlægget, vil der være jord i overskud.
For at minimere klimabelastning fra bortkørsel af overskudsjord, ønskes jord så vidt muligt anvendt indenfor lokalplanområdet.
Derfor indeholder lokalplanen bestemmelser, der tillader terrænregulering ud over de gængse+/- ½ meter, når der er tale om at håndtere tiloversbleven jord indenfor området.
Overskydende jord skal så vidt muligt anvendes til landskabsforbedrende tiltag.”
Se lokalplanen
Du kan se planen her: DKplan./Lokalplan1208
Om Lokalplan 1208
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en anmodning fra Energinet og Dinel om igangsætning af planlægning for en højspændingsstation ved Ryvej ved Storring.
Planområdet omfatter et areal på 6,75 ha og ligger ca. 800 m fra Storring og ca. 1,5 km fra Høver. Området er i Kommuneplan 25 udlagt som rammeområde 31.T.03 til højspændingsstation.
Formålet med lokalplanen er, at sikre energiforsyningen til boliger og erhverv i området omkring Galten-Skovby og Låsby og er en forudsætning for, at bl.a. de kommende vedvarende energianlæg til elproduktion kan tilsluttes elnettet. Anlægget er derfor vigtigt for at understøtte den grønne omstilling i området, og er helt essentielt for forsyningssikkerheden.
Lokalplanens retsvirkninger
Efter den offentlige bekendtgørelse af lokalplanen, må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med planens bestemmelser, medmindre der meddeles dispensation efter reglerne i planloven.
Bestående lovlig brug af ejendomme kan fortsætte som hidtil.
Klagemulighed
Der kan klages til Planklagenævnet over retlige spørgsmål. Det vil sige, at der kan klages over spørgsmål om planernes lovlighed, herunder deres lovlige tilvejebringelse. Der kan derimod ikke klages over planernes hensigtsmæssighed.
Gå til klagevejledning.