
Helhedsplan for Ry er på vej
Hvordan skal Ry udvikle sig i fremtiden?
Ry vokser – og derfor igangsætter Skanderborg Kommune nu arbejdet med en helhedsplan for Ry. Planen skal vise, hvordan byen kan udvikle sig på en balanceret måde, så Ry fortsat er en god by at bo i, leve i og besøge.
Helhedsplanen vil fastlægge de overordnede rammer for Rys fysiske udvikling. Den vil blandt andet:
-
pege på mulige nye byudviklingsområder
-
sætte rammer for byfortætning
-
identificere indsatsområder og prioriteringer
-
komme med konkrete anbefalinger, der kan danne grundlag for fremtidige investeringer og initiativer i byen
Arbejdet med helhedsplanen foregår i to spor, som hænger tæt sammen:
1. Bystrategisk spor
Her er fokus på Rys midtby som hverdags- og oplevelsescentrum. Det handler blandt andet om:
- bedre sammenhæng mellem torve og byens knudepunkter
- mobilitet, adgang og trafiksikkerhed
- byliv, kultur og turisme
- samarbejde mellem kommune, erhverv, kultur- og foreningsliv i midtbyen
2. Areal- og boligspor
Her er fokus på byens overordnede fysiske udvikling, herunder:
- boligtyper og boligsammensætning
- muligheder for byfortætning
- nye arealer til boligudvikling
Begge spor tager udgangspunkt i Rys særlige identitet, de rekreative kvaliteter og byens rolle i Søhøjlandet.
Borgerinddragelse og prøvehandlinger
Skanderborg Kommune har fået støtte fra EU’s Regionalfond til projektet “Ry som hverdags- og oplevelsesby”. Det betyder, at der bliver gode muligheder for at inddrage borgere, foreninger og erhvervsliv undervejs.
I løbet af planprocessen vil der blandt andet blive:
- gennemført flere borger- og aktørinddragende aktiviteter
- etableret et bymidtesamarbejde med lokale aktører
- gennemført konkrete prøvehandlinger i byen, hvor nye idéer kan afprøves i praksis
Der vil løbende blive delt information om arbejdet på kommunens hjemmeside og via en digital fortælling (Storymap), hvor man kan følge planens udvikling og indsigt.
Tidsplan
Arbejdet med helhedsplanen løber fra maj 2026 til maj 2028. Undervejs vil der være politiske drøftelser, og byrådet vil løbende blive inddraget i arbejdet.
