For hver landsretsnævningekreds vælges for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. januar et antal personer, der må anses egnede til at virke som nævninge eller domsmænd.
Listerne over disse personer benævnes grundlister.
Ved lodtrækning blandt personerne på grundlisten dannes byretternes domsmandslister og landsrettens nævninge- og domsmandsliste (Retsplejeloven § 68).
Udtagelsen til grundlisten foretages inden for hver kommune af et grundlisteudvalg på 5 medlemmer, der udpeges af Byrådet for de kommunale råds valgperiode.
De nærmere regler om antallet af personer, der skal udtages, og om selve udtagelsen fastsættes af justitsministeren.
Grundlaget for arbejdet er Retsplejeloven § 72 samt bekendtgørelse nr. 809 af 5. december 1990 om grundlister med senere ændringer.
Udtagelse til grundlisten for perioden 2028–2031
Den næste periode for nævninge og domsmænd (lægdommere) løber fra den 1. januar 2028 til den 31. december 2031.
I begyndelsen af december 2026 offentliggør vi her på siden information om, hvordan du kan søge om at blive optaget på grundlisten for den kommende periode.