Du kan læse sagsfremstillingen under dagsordenspunkt nr. 214 her:
Byrådsmødet den 26. oktober 2022
Den 1. november 2022 bekendtgøres planerne offentligt her på Skanderborg Kommunes hjemmeside.
Offentlig høring
Planforslagene var fremlagt i offentlig høring i perioden 27. juni 2022 til 22. august 2022, hvor alle havde mulighed for at afgive høringssvar.
Der er indkommet 9 høringssvar.
Høringssvarene blev behandlet på byrådsmødet den 26. oktober 2022.
Ændringer i forhold til forslaget
Lokalplanen er vedtaget med følgende ændringer i forhold til det forslag, som har været i høring:
- § 5.1 ændres fra:
"For delområde II skal al bebyggelse placeres indenfor de byggefelter, som er vist på Bilag 2.
Indenfor delområde I og II ophæves bygningsreglementets bestemmelser om højde og afstande ift. skel. Der må dog ikke placeres boligbebyggelse i bufferzonen mod Engvej, jf. §5.2."
Til:
"For delområde II skal al bebyggelse placeres indenfor de byggefelter, som er vist på Bilag 2.
Indenfor delområde I og II ophæves bygningsreglementets bestemmelser om højde og afstande ift. skel internt i lokalplanområdet. Mod lokalplanafgrænsningen gælder bygningsreglementets bestemmelser.
Der må ikke placeres boligbebyggelse i bufferzonen mod Engvej, jf. §5.2."
- afsnittet Natura2000 og bilag IV-arter ændres fra:
"Der er ikke eftersøgt strengt beskyttede arter i vandhul og mose i lokalplanområdet, men vandhullet/mosen mod sydvest i området, hvor regnvandet fra lokalplanområdet formentlig ønskes afledt til, kan ikke udelukkes at udgøre et yngle- eller rasteområde for stor vandsalamander. Nærmeste kendte forekomst af denne art er i et beskyttet vandhul ca. 320 m mod øst."
Til:
"Der er ikke eftersøgt strengt beskyttede arter i vandhul og mose i lokalplanområdet, men vandhullet/mosen mod sydvest i området kan ikke udelukkes at udgøre et yngle- eller rasteområde for stor vandsalamander. Nærmeste kendte forekomst af denne art er i et beskyttet vandhul ca. 320 m mod øst."
- afsnittet Omgivelser ændres fra:
"Mod vest og nord støder lokalplanområdet op til eksisterende boligområder på Lærkevænget og Vibevænget. Længere mod nord findes den befærdede hovedvej Langelinie, som forbinder området med Langelinie mod nord og med Hørslev mod syd.
Mod øst er lokalplanen afgrænset af Engvej og Levefællesskabet Hertha. Hertha består af 27 boliger samt værksteder."
Til:
"Mod vest og nord støder lokalplanområdet op til eksisterende boligområder på Lærkevænget og Vibevænget. Længere mod nord findes den befærdede hovedvej Langelinie der løber øst/vest.
Lokalplanen er mod øst afgrænset af Engvej og Landsbyvænget, som blandt andet består af Levefællesskabet Hertha med flere bofællesskaber og værksteder. På Landsbyvænget findes også lejeboliger og parcelhuse."
- afsnittet Privat og offentlig service ændres fra:
"Der vil være mulighed for kollektiv trafikbetjening af lokalplanområdet; i dag findes rutebildrift på Langelinie med busstop ca. 300 meter fra lokalplanområdet. Der er mulighed for at benytte rute 112 samt skolebussen.
Indenfor en radius af 1 km findes en indkøbsmulighed. Der er flere dagplejetilbud under 1 kilometers afstand, og i ca. 1,5 kilometers afstand er Herskindskolen med SFO og børnehaven Nordlyset samt idrætshal, hvor Herskind Boldklub holder til."
Til:
"Der vil være mulighed for kollektiv trafikbetjening af lokalplanområdet; i dag findes rutebildrift på Langelinie med busstop ca. 300 meter fra lokalplanområdet. Der er bla. mulighed for at benytte rute 112 (flexbus) samt skolebussen.
Indenfor en radius af 1 km findes en indkøbsmulighed. Der er flere dagplejetilbud under 1 kilometers afstand, og i ca. 1,5 kilometers afstand til Herskind Skole og Børnehus med vuggestue, børnehave, SFO, klub til 18 år samt idrætshal, hvor Herskind Boldklub holder til."
Lokalplan nr. 1194 - Boliger vest for Engvej i Herskind
Lokalplanområdet
Lokalplanområdet udgør et samlet areal på ca. 2,1 ha.
Mod syd støder lokalplanområdet op til dyrkede landbrugsarealer på dalsiden ned mod Lyngbygård Ådal, mod øst afgrænses lokalplanområdet af Engvej, og mod nord og mod vest ligger eksisterende boligområder.
Området er omfattet af dyrket mark, en erosionsslugt og en §3 beskyttet mose i områdets nordvestlige hjørne.
Lokalplanens formål
Lokalplanen giver mulighed for, at der kan etableres tæt-lav boligbebyggelse i op til 2 etager og åben-lav boligbebyggelse i 1 etage.
Lokalplanen giver mulighed for ca. 25 boliger, og sikrer desuden:
- en overordnet disponering af området
- at bebyggelse indpasses med hensyn til naturmæssige og landskabelige værdier - herunder erosionsslugten og § 3-beskyttet mose/sø
- at området indrettes med fælles friarealer, herunder vej- og stiforløb.
Lokalplanens retsvirkninger
Efter den offentlige bekendtgørelse af lokalplanen, må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med planens bestemmelser, medmindre der meddeles dispensation efter reglerne i planloven.
Bestående lovlig brug af ejendomme kan fortsætte som hidtil.
Kommuneplantillæg nr. 21-08
Lokalplan 1194 Boliger vest for Engvej i Herskind er ikke i overensstemmelse med gældende Kommuneplan.
Der er derfor udarbejdet tillæg til Kommuneplanen.
Kommuneplantillægget er vedtaget uden ændringer i forhold til forslaget.
Kommuneplantillæggets retsvirkninger
Ifølge Lov om Planlægning kan Byrådet inden for byzone modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
Inden for byzoner og sommerhusområder kan Byrådet modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelserne i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.
Er du fritaget for E-Boks?
Er du fritaget for e-Boks, men ønsker planerne tilsendt, kan du kontakte os på telefon 87947171 eller 87947136.
Du kan klage over retlige forhold
Klagefristen udløber den 29. november 2022.